Anmeldelse - Given

’Given’ tager en med på en visuel rejse gennem 15 forskellige lande sammen med den legendariske surf-familie Goodwin, fortalt og oplevet af deres blot 6-årige søn, Given, der også ligger navn til filmen. For en gang skyld en film, der ikke handler om drama, sex eller vold, men som viser os, hvordan verden ser ud set gennem en 6-årig dreng.

Plottet er skruet sammen som ’en jagt efter den helt store fisk’, hvorfor det er naturligt, at de bliver ”nødt” til at rejse jorden rundt, for at finde den. Jagten starter på Island og bringer herefter den lille familie til steder som Israel, Thailand og Marokko, hvor madmarkeder, gummiproduktion og marokkansk kultur venter på at blive udforsket.

Alting går så stærkt i den moderne tid vi lever i, hvorfor vi er meget rodløse. I løbet af Givens rejse, møder han sine bedsteforældre og får fortalt deres historie. Hvorfor de er endt på Fiji og hvad de lavede som børn. Filmen forsøger altså at vise, hvor vigtigt det er at se, hvor vi kommer fra og hvad vi er rundet af, for at kunne forstå os selv og hvem vi er.

Et gennemgribende træk for filmen er også at fortælle, hvor vigtigt det er at videregive viden og erfaringer gennem generationer. Fra far til søn osv. Hvad enten Aamion, Goodwin er ude efter bølger i Australien, parterer en fisk, de lige har fanget ud for Sydafrika, eller skal bygge en bambushytte på Fiji, så er Given med hele vejen. Familien har bogstaveligt talt taget begrebet learning by doing til sig.

Som Given meget rigtig fortæller, at hvis mor og far ikke måtte fortælle videre, hvad de vidste, ville alt gå tabt. En pointe der er værd at huske.

Det betyder også, at man som seer får et indblik i en lille drengs forståelse af verdenen og naturen gennem sin fars erfaringer, som han har fået fra sin far i sin tid. Til Givens spørgsmål omkring, hvorfor de skulle ud og rejse, var det korte svar, at de skulle på jagt efter ’den store fisk’. Men i takt med at han konstant lærer nye ting og gør sine egne erfaringer, går det så småt op for ham, hvorfor de egentlig er af sted.

Sidst men ikke mindst skal der gives et kæmpe skulderklap til selve produktionen af filmen og instruktøren, Jess Bianchi. Den filmiske forståelse for kameraføring, farver, klipning og samspillet mellem lyd- og billedside, er ganske enkelt imponerende. Familien Goodwin har en god fortælling og et vigtigt budskab, men havde det ikke været for det pågældende filmhold, der forstår at fortælle en historie, ville projektet muligvis ikke have lykkedes.

Endeligt sidder man tilbage med en uendelig lyst til at slippe alt man har i hænderne og tage af sted ud i verden.

Bedømmelse: