På ski i Sibirien

Touring og puddergaranti midt i Sibirien er næppe noget de fleste kan skrive på ski cv’et, men Simon Claudi Mikkelsen og en håndfuld kammerater førte projektet ud i livet tidligere denne vinter. Kom helt tæt på oplevelsen her.

Tekst og foto: Simon Claudi Mikkelsen

Projekt Gora Mamay

Efter en vinter med kun halvanden pudderdag var mine abstinenser blevet enorme og fortsatte selvom sommeren var indtruffet. Det var så her til en lille fødselsdagsfest at Thomas luftede en ide. Ideen havde ham og Martin fået imens de gik og arbejdede i Funsport Vejle og havde abstinenser ligesom mig. Efter at de to havde været på touring i de Norske fjelde i påsken havde de fået blod på tanden efter mere, og ledte nu efter en destination som havde noget lidt ud over det sædvanlige. Og efter de havde set The Great Sibirian Travers lå det klart at det skulle være Sibirien.

Det er dog lidt det samme som at sige det skal være et eller andet sted i Nordamerika. Dog fik de hurtigt snævret det ind da de kom i kontakt med vores guide, Sergey, der på trods af at ikke kunne mere end to ord på engelsk, klingende med det samme i det de begyndte at snakke om ski og touring. Ideen om touring fra morgen til aften skræmte mig en smule, men da Thomas fortalte, at der i praksis er puddergaranti, faldt det ligesom i baggrunden og jeg skulle selvfølgelig med til Gora Mamay i Sibirien!

Nervøsitet inden afgang…

Rejsen dertil

Omtrent et halvt år senere er kufferterne pakket og jeg er på vej mod Vejle for at møde de andre og starte den lange rejse mod Irkutsk og Gora Mamay. Turen er fyldt med nervøsitet omkring hele touring aspektet og om jeg overhovedet er i nærheden af at være i god nok form. Det bliver dog hurtigt afløst af en masse sjov og ballade imellem vores ellers ikke særlig sammentømrede flok.

Endeligt lander vi i Irkutsk og først nu strejfer tanken mig; står Sergey og venter på os eller har vi rejst halvdelen af verden rundt for at finde ud af at vi er blevet scammet. Der går dog heldigvis ikke længe før vi kan se Sergey råbe efter Martin. Ligeledes fandt vi hurtigt ud af at han havde medbragt en pige som skulle fungere som vores tolk og forberede alt vores mad sammen med hendes storesøster. Vi havde regnet med vi selv skulle stå for al madlavning selv så det var den første positive overraskelse på trods af at det hele er blevet arrangeret igennem google translate.

Sikkert fremme i Irkutsk og klar til videre rejse…

Vi får stuvet vores kuffertere i den lille minibus, skibagsne ryger på taget hvor vores cowboy støvlebærende chauffør kravler rundt og prøver at snorer det hele sammen med gammelt reb hvilket virker ret så uforsvarligt. Der er dog ingen som har energi til at hjælpe efter den lange tur, så vi tager chancen og håber det holder. Midt på turen holder vi ind på en lille mærkelig parkeringsplads og kan se Sergey gå ud til nogle gamle damer som tilsyneladende sælger grene og blade fra træer. Vi ved ikke helt hvad det går ud på, men vi håber på det kan have med en sauna at gøre.

Vi gør også et andet stop, denne gang simpelthen bare fordi udsigten er helt fantastisk, det er første gang vi ser Lake Baikal, som mest af alt ligner et hav, og det er hele årsagen til vi er rejst halvdelen af jorden rundt. Der hvor vi står kan man dog ikke se at denne sø er årsag til ufattelige mængder sne hver vinter, men vores mod bliver dog forhøjet når man skuer lidt længere sydpå hvor man i det fjerne kan se sneklædte bjergtoppe og vi bliver for alvor mindet om hvad hele turen går ud på.

Første glimt af Lake Baikal og med Gora Mamay fjernt i baggrunden…

Vi bliver sat af på en parkeringsplads hvor der allerede venter en snescooter til at køre os samt vores bagagen de godt 10 kilometer ind i bjerget hvor vi skal bo. Den kan dog ikke have os alle af en omgang, så et par stykker af os beslutter os for at tage en lille prøvetur på vores nye touring udstyr og begynder at gå op af den lille sneklædte vej. Da mørket er ved at falde på bliver vi endeligt samlet op af snescooteren, og nu er der bare at slæbe alt vores udstyr de sidste 100 meter op til hytten hvor scooteren ikke kan komme frem.

Det er den mest autentiske lille hytte med mindst 1 meter sne på taget, og et lokum 20 meter ned af en lille sti i sneen. Indenfor er der sparsomt indrettet. I stuen er der en lille brændeovn samt et bordarrangement med en bænk som også fungerer som seng for Sergey. På 1. sal er der kun lige akkurat plads nok til at vi kan klemme vores 6 små luftmadrasser ind, alt imens vores to kokke/tolke der sover i den anden ende også er ret klemte.

Endeligt ved hytten. Utroligt at klemme 9 mand ind…

Så er det sovetid…

Den første tur er det hele værd

Endelig blev det dagen hvor vi skulle prøve kræfter med Sibirisk touring og pudderskiløb. Det er tidligt op spise grød og få styr alt vores skigrej og sikkerhedsudstyr. Vore guide virker en smule utålmodig da vi endeligt er klart til at komme afsted, hvorfor han så småt allerede er begyndt opstigningen. Vi finder senere ud af, at hverken tålmodighed eller det at holde pauser er hans stærke side. VI samles dog en ca. en halv time senere i bunden af det der bliver vores første linje. Vi er allerede begyndt at få varmen og det viser sig da også at det udelukkende var opvarmningen. Den næste del af opstigningen er særdeles stejl med mange skrå og snævre passager. Det er meget teknisk, og jeg har flere gange store problemer med at få skinnene til at bide ordentligt hvilket er ret så udmattende.

Afsted mod toppen…

De andre lader ikke til at have helt de samme problemer, men nogle af de mindre erfarne tourere har også lidt startvanskeligheder med kickturns’ne. Jeg kommer op men kan godt se at min form nok ikke er den stærkeste i feltet. Nu håber jeg bare at formen nedad er bedre, og jeg er samtidig spændt på hvordan de andre står på ski. Vi deler os op to og to og tager lidt forskellige linjer ned af de to korridorerne som leder ned til det første sted vi holdte pause. Jeg kører som den næstsidste og på trods af at der er et par spor fra de andre i den lille korridor er sneen rigtig god og jeg får hurtigt gang i benene. Det er en ret vild følelse endeligt at kunne droppe ned i ny puddersne efter en lang rejse.

Ren nydelse på vej ned…

Russisk sauna og mere godt skiløb

Vi kommer hjem til en varm hytte hvor tevandet koger på brændeovnen. Det er et godt tiltag til vores trætte ben, det viser sig dog at der venter os en endnu bedre kur mod trætte ben. Da resten af gruppen kommer tilbage går Sergey nemlig ned til den lille dam og lægger brænde på saunaens brændeovn. På Russisk er det en “Banja”, og det bliver på alle måder mit nye yndlingsord på Russiske. En fantastisk måde at slutte en god men dog hård dag på.

Imens Banjaen varmer op får vi en meget lokal ret. Den står på en slags råsyltet fisk som er skåret i mindre stykker. Det første stykke er spiseligt, men så bliver det simpelthen for råt for mig. Heldigvis er der lækkert tilbehør til. Efter maden venter Banjaen og én enkelt øl. Vi har nemlig regnet ud af vi kun har købt øl nok til at vi kan få én enkelt hver om dagen. Dette står som alt andet i skarp kontrast til en normal skiferie, men det er faktisk helt ok i og med at skidagene er så meget hårdere end en traditionel skidag som man kender den fra Alperne.

Lækker aftensmad…

Næste morgen er rutinen den samme, og vi er faktisk allerede blevet lidt hurtigere til at blive klar så Sergey ikke bliver utålmodig. I dag er planerne lidt en anden. Vi har en meget lang opstigning til at starte med for at komme op til en bjergside hvor der er mulighed for lidt flere korte runs.

Dagens tur planlægges…

Det at gå op til et face hvor man kan efterfølgende kan køre flere lidt kortere runs, og dermed være i stand til at se hele ens linje under opstigningen er noget mere attraktiv for mig. Jeg er derfor mega spændt da vi kommer op og kan se det face vi skal kører på. Det er et lille face med en fornuftig hældning og rigtig mange muligheder for at få luft under skiiene og kunne lege med bjerget. Vi kører tre helt geniale runs, selvom opstigningerne er ret så tekniske og meget krævende.

Lækker kold sibirisk pudder…

Tredje dag forløber rimeligt meget som den første; få lange hikes for få lange nedfarter. Det skal da for god ordens skyld også lige siges at vejret er og har været helt perfekt indtil nu. Ikke så koldt, cirka 10-15 minusgrader. Noget som ikke føles særlig koldt når det er vindstille, solen skinner og man i øvrigt okser op ad i flere timer. På den tredje dag finder vi også ud af, at sværhedsgraden af opstigningerne de første dage, selvom de var mere krævende end nogen af os før havde gået, er det rene vand ved siden af hvad vi bliver udsat for. Vi får til gengæld også nogle ret spektakulære rygge at gå på og korridorer at kører ned i.

Martin dropper ned i vores rimeligt spektakulære korridor

Fanget i de sibiriske snestorm

Fjerde dagen er faktisk en god blanding af anden og tredje dagen. Vi starter med en ekstrem hård opstigning igennem en gammel lavine som gør det næsten umuligt at få bid i skindene. Vi kommer dog op og modtages af en vanvittig flot udsigt ind over et kæmpe naturreservat, hvor man hverkan må hike, stå på ski eller noget som helst andet. Det må have været mindst på størrelse med Danmark, og vi joker en del om at det enten er der Putin har gemt sit sommer palæ eller hans svar på Area 51, hvor han planlægger at overtage verdensherredømmet.

Sergey med udsigt over et kæmpe naturreservat

Vi får et par gode runs på et lille men meget stejlt face, hvorefter vi for første gang rammer ind i en smule dårligt vejr. Vi kan pludseligt mærke på Sergey at nu må det godt gå lidt tjept op over den sidste kam kan så vi ikke bliver fanget af vejret som er nu for alvor er ved at skifte

Første smag på kulde og blæst…

Næste dag skal vi op til et område hvor Sergey aldrig før har haft gæster med og han opkalder det derfor efter os og døber det “Viking Mountain”. Vi når dog aldrig helt derover, for efter de første to gode opstigninger og efterfølgende nedfarter, finder vi for alvor ud af hvad dårligt vejr er i Sibirien. Det resulterer i, at vi under den tredje opstigning farer komplet vild i tæt tåge og snestorm. Vi kører rundt med skind på hvor det både går op og ned og frem og tilbage, alt imens vi blot prøver ikke at miste den forankørende af syne i tågen. Vi prøver efter lidt tid at hjælpe Sergey med at finde vej med GPS ur og Mobil app og endelig – efter ca. 2 timer hvor vi bare har gået i cirkler og frem og tilbage – bliver vi enige om at prøve at kører lidt nedad i den retning som vi tror fører hjem.

Det viser sig at være en god ide da vi hurtigt kommer ned i skoven og begynder at kunne se noget igen. Det er heldigvis også den rigtige vej og vi begynder at kunne lege lidt med terrænet på ski samt joke med den ellers lidt tilspidsede situation på toppen. Man er godt kold og udmattet efter to timer total eksponeret i snestorm.

Sådan ser man ud efter to timer i en sibirsk snestorm…

Døbt til Mamay Freerider

Denne kolde oplevelse var også vores sidste fulde skidag, og da vi kommer hjem venter banjaen heldigvis så vi kan få varmen igen. Efter banjaturen er stemningen helt oppe at ringe, og vi er ved at være i feststemning. Sergey har nu en overraskelse til os; vi skal døbes Mamay Freeridere! Vi har ingen anelse om havd det går ud på, men vi bliver bedt om at hente vores ski. Jeg er den første som skal døbes, og bliver bedt om at vende ryggen til og stå på ad trappen. Sergey tager hurtigt min ski og klasker mig for fulde gardiner i røven. Det gør mere ondt end man skal tro, men det har jeg ikke tid at tænke over for nu skal jeg tage et shot vodka af min ski. Så er det den næstes tur, og da vi kommer til yngste mand Thomas skal han selvfølgelig lige vise sig over for pigerne og moone mens han får et klask bagi.

Nydøbt ægte Mamay freerider…

Stokeness i top efter at være blevet døbt…

Denne aften er helt legendarisk og vi tømmer hytten fuldstændig for sprit, hvilket dog skal siges ikke engang giver halvt så vild en brandert som man er vant til fra Afterski i Alperne, men det er som om man ikke har brug for det når alt andet er så meget vildere.

Hjemrejsen

Næste dag er vi ved at gøre klar til et enkelt eller to kortere hikes, men da jeg kigger til mine vabler, mener Sergey ikke det er en god ide at jeg går med, så Martin og jeg beslutter os i stedet for at blive i hytten og sove lidt mere og få gjort klar til den lange hjemrejse.

Bagsiden af medaljen…

Det viser sig selvfølgelig at være den bedste dag rent snemæssigt grundet den stormen dagen forinden. De andre er da også ret vilde af begejstring da de kommer hjem et par timer senere. Det var heldigvis en kort dag for dem så jeg bliver kun lidt misundelig.

Hjemrejsen starter med at blive transporteret ned af bjerget på samme måde som vi blev transporteret op på. Nogle kører på ski for senere at blive samlet op af snescooteren, andre tager scooteren hele vejen. Vi rammer Irkutsk lufthavn om aftenen hvor vi er klar over at vi først skal flyve ved 6 tiden om morgenen. Da lufthavnen vel mest minder om Tirstrup lufthavn, er der ikke det store at lave, så vi camperer bare med luftmadrasser og soveposer rundt omkring på gulvet indtil vores gate åbner og vi for alvor kan begynde hjemrejsen.

Sikke en tur!