Kan man finde Freeride-glæde med Langrendsski på?
Et par ganske uforberedte knægte kørte 7:25 ind på færgen mod Stavanger. Målet var klart. Finde et godt Freeride-terræn med dyb norsk puddersne. Norge giver ikke ligefrem genlyd i Freeride-verdenen, og bestemt ikke når det gælder dyb sne, derfor stod vi overfor en større udfordring end vi nok lige havde regnet med.
Klokken 12:30: Afgang fra Århus. Douchebaggen var pakket, og en lang mandagstogtur var forestående. En fornøjelse, når nu man havde tasker af høj kvalitet; der skulle nemlig både være plads til alpint- og langrendsudstyr. Nu manglede bare en overnatning i Jyllands Paris, Nørre Snede, inden vi kunne løfte arven fra Knud Rasmussens ånd.
Klokken 5:15: afgang fra Nørre Snede mod Hirtshals. Vi havde pakket passaten med soveposer, pulk og trangia. Målet var en fjern fjeldhytte, hvori vi havde påtænkt at overnatte og leve i et par dage. Planen hjemmefra var at løbe ud i hytten med vores ting på vores langrendsski, for derefter at have alverdens tid i terrænet til skitouring på egen hånd.
Afgangen var tirsdag, så færgen var heldigvis ikke videre proppet, men det var alligevel nok for min landkrabbe-mave til at jeg måtte ligge fladt det meste af vejen. Kvalmen havde sikkert også rødder i den forventningsglæde, der havde indfundet sig i bilturen. Vi skulle på freeride-eventyr, og endda i min rejsekammerats, Andreas’, baghave.
Vi nåede frem. Destinationen hed Beitostølen, et rimeligt anerkendt langrendsområde, der ligger tæt på Jotunheim Nationalpark, og det kendte Besseggen bjerg. På turen blev det både til det traditionelle stop ved den udstoppede bjørn samt en meget dyr kaffe til, dels at holde varmen, og dels til at ryste den sidste søsyge ud af kroppen. Planen for turen var ikke særligt velfunderet, nok snarere en smule sløset. Vi havde hørt, at en fjeldhytte var åben, og at den derudover skulle have en pose brænde i sig. Nærmere var det ikke blevet undersøgt.
Vi besluttede derfor at forhøre os nærmere i den lokale skiforretning og fik fat på en norsk ekspert, der virkede lettere irriteret over vores manglende engagement i forhold til planlægningen; han frarådede os sådan set også at overnatte i fjeldet. Turen ville dog ikke været den samme uden en snært af livsfare, og vi besluttede derfor at gå imod nordmandens råd og begive os ud på den eventyrlige tur med førnævnte Knud Rasmussen som forbillede. Vi overnattede en nat i byen inden vi tidligt morgenen efter satte kursen mod nord og op mod den alpine del af fjeldet.
Vi havde måske undervurderet hvor meget sådan noget udstyr egentligt vejer, og vi havde derfor kun medbragt én pulk til at trække udstyr for to. Det resulterede i, at pulken samlet set vejede over 50 kilo, og med det kuperede langrendsterræn var turen ud til hytten en større udfordring end som så. På trods af vægten og de 10 kilometer ud til hytten, gik det faktisk udmærket, og vi kom ud til fjeldhytten før mørkets frembrud.
Der var stor begejstring da vi nåede hvad vi skulle kalde hjem for de næste to dage, og hytten havde både panoramavindue og kakkelovn. Det hele var perfekt lige indtil vi fandt den noget slatne pose brænde, der i hvert fald ikke kunne holde til to dage. Nuvel. Vi skubbede de negative tanker ud, for der var andet at holde fokus på. Vi var sultne!
Fjeldhytten havde selvfølgelig ikke rindende vand, men heldigvis havde kong vinter lagt et pænt lag frossent vand på jorden, så vi fik gang i kakkelovn og trangia, og hentede derefter på staccato-rytmisk sne til kogning, der så kunne bruges til en klassisk knorr-suppe. Temperaturen stod på -18, og det var derfor også mere eller mindre livsnødvendigt at vi holdte gang i den lille kakkelovn. Vi havde på vejen op til hytten set et dødt træ, der var halvt knækket over, og med den manglende brænde, sendte vi Andreas på skovtur. Efterfølgende fik vi varmet os, og sagt godnat med både brænde i ovnen og mad i maven.
Morgenen efter begyndte tidligt. Faktisk allerede klokken 7:00 – Hytten var simpelthen for kold. Derfor tændte vi op med det sidste brænde fra dagen før, og fik ellers hentet sne til kaffen. Vi var heldige med vejrforholdene. Natten over havde det sneet 10 centimeter frisk sne, og på trods af det kolde vejr, så var vi faktisk rimeligt friskt ude af den ellers lune hytte.
Vi stod dog overfor et dilemma. Det døde træ, der blev erhvervet aftenen før var stadigvæk for vådt til at starte et bål på egen hånd. Derfor kunne vi enten gamble, og håbe på at løjpemanden ville tage en pose med ud i fjeldet til morgenen efter. Eller vi kunne tage skeen i den anden hånd, og løbe 10 kilometer rundt om en sø og håbe på, at der var en pose i den anden fjeldhytte. Vi holdte et øråd, og beslutningen faldt på udfald nummer to, hvorfor formiddagen gik med en tur til den lille flække Ole, hvor vi heldigvis kunne fylde rygsækkene med tørt træ.
Således opmuntrede fik vi en hurtig frokost, og begav os ellers ud på turens egentlige formål: Alpint skiløb. I og med Norges største og mest indbydende freeride skiløb er utilgængeligt midt om vinteren, og først bliver tilgængeligt til foråret, var dét skiløb vi tog derop for, relativt korte skins op, og derfor også korte ture ned.
Vi satte i gang med de alpine ski og skins under, og nåede også at køre et par ture inden mørket brød frem. På trods af korte ture fik man eventyrligt godt skiløb. Meget af terrænet er sådan set rimelig stejlt, dog kort. Sneen er helt genial på denne tid af året, og skiløbet minder på mange måder om hvad man kan finde i Japan. Sneen er usandsynligt let, og med et par klipper undervejs var der også muligheder for lidt sjov i luften.
På trods af hvor sjovt, der nu end er i Norge, så kommer mørket hurtigt, og det bliver derfor også hurtigt en faktor for hvor meget man kan nå at få ud af sådan en dag. Derfor røg vi ned i hytten, da vi både var sultne og kolde. Kakkelovnen blev sat i gang, og trangien blev brugt til madlavningen. Vi gik i seng med forhåbningen om godt vejr over natten, og meget mere skiløb.
Morgenen efter vågnede jeg en smule tidligere end dagen forinden, da jeg var en smule morgentrængende. Derfor trak jeg i den store dunjakke, og ud af døren. Til min store overraskelse kunne jeg hverken se vores ski eller pulken. Søvnen blev gnedet ud af øjnene, og det gik op for mig at vores spor fra dagen inden også var væk. Det havde sneet omkring 30 cm luftig pudder over natten, og jeg måtte grave mig en sti for at slå en streg. Det tegnede umiddelbart til at vi ville få gode forhold.
Planen for dagen var, at vi ville starte på langrendsskiene og trække ud til et face vi havde spottet på vejen ud til hytten. Derefter ville vi vende snuden hjemover og kalde det for en god tur. Morgenmaden blev nydt i varmen fra kakkelovnen, og vi forberedte os til at tage den lange tur hjemover, der heldigvis gik nedad.
Vi fik pakket hytten sammen, og vores ting op i pulken og gjorde os ellers klar til at komme af sted. Det var indtil vi opdagede at løjpemanden ikke havde været forbi hytten, da det simpelthen havde sneet for meget, og vi befandt os for langt ude på ruten til at sporet var blevet præpareret. Status var altså, at vi befandt os 10 kilometer hjemmefra med en 50 kilo tung pulk, og i hvert fald 5 km med 30 cm sne. Vi skiftede derfor hurtigt over til alpinskiene, og skinnede dermed det første stykke.
Vi kom frem til dagens mål, og til stor fysisk og mental lettelse kunne vi afkoble pulken fra livet, og skinne op af bjerget let som en fjer. Sneen var helt unaturligt let idet vi bevægede os længere op i fjeldet, og den hoftedybe sne man er vant til at se i Japan, havde vi fundet i et af Norges meget gængse skiområder.
Skiløbet var derfor også ovenud fantastisk, og den helt friktionsløse powder gav os en masse sjov på nedturen, på trods af en sigtbarhed, der ikke ligefrem var ideel. Vi havde nogle fantastiske sving, der gav en lang række high-fives og lystige skrig på vejen ned. Det gjaldt igen for denne tur, at det selvfølgelig ikke var verdens længste nedfart, men det betyder jo modsat også at man ikke skal skinne så langt opad, så afhængigt af ens temperament er Norge et enormt attraktivt freeride område.
Turen endte i sidste ende med at være en udpræget succes, på trods af ringe forberedelse, og vi nåede også at få stået en smule på ski. Det kræver dog en stor indsats for de relativt få sving man får lov til at sætte i den norkse sne, men når man nu en gang kører nedad bliver det alt sammen ligegyldigt, for sneen og terrænet kan man sådan set ikke klage over.
Og for at svare på det indledende spørgsmål fra overskriften, så ja, man kan sagtens som freerider finde glæde i Norge. Det kræver dog en stor arbejdsmængde, og er man til eventyr, så er Norge en oplagt destination at komme på sin bucket-list.
