Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Riders.dk | December 9, 2016

Scroll to top

Top

ski
No Comments

Mød manden der vil tage dansk freestyle skiløb til nye højder

Mød manden der vil tage dansk freestyle skiløb til nye højder

Vi møder Thomas Trads ved liften op til parken på Fonna Glacier Ski Resort i starten af juni. Han holder velfortjent pinseferie inden han skal til den afsluttende eksamen på sit gymnasie i Lillehammer.

Hvad har du gang i? Jeg forsøger at færdiggøre tre års gymnasietid her på NTG (Norges Toppidrettsgymnas) i Lillehammer på en acceptabel måde. Skolen har for en gang skyld første prioritet. Der er kun en eksamen tilbage så det er til at overskue. Derfor synes jeg det var på sin plads og tage en smuttur til Fonna for at komme lidt på ski og for at få et afbræk fra eksamenslæsningen. Hvis vi skal se det hele fra et skimæssigt perspektiv, må jeg melde pas. Jeg har ikke gang i så meget for tiden, i forhold til ski, siden sæsonen er slut.

Trads_Photo_TroelsIversen-4

Trads_Photo_TroelsIversen-8

En kort beskrivelse af din sæson? Jeg startede sæsonen i Kaunertal i Østrig, hvor jeg var træner på Din Camp. Det var mit første trænerjob på Din Camp. I december rejste jeg til Breckenridge, USA med NTG på træningstur. Jeg tilbragte størstedelen af vinterhalvåret i Hafjell og Trysil. Så var tiden kommet til DM, hvor jeg overraskende nok vandt slopestyle. Derefter deltog jeg i nogle norske konkurrencer uden de store præstationer. I marts-april deltog jeg i mine første internationale konkurrencer, heriblandt Junior VM og European Open. Fællesnævneren for begge konkurrencer var, at jeg havde problemer med nerver og kunne ikke præstere når det gjaldt. Afslutningsvis var jeg til Megapark i Hafjell og tog til Trysil i påskeferien. I forhold til resultater har sæsonen været ret skuffende, men hvis man ser på min skimæssige udvikling er jeg meget tilfreds!

Læs om vores Riders.dk crew tur til Folgefonna her: http://riders.dk/2014/06/15/folgefonna-sommerski-a-la-norge/

Hvornår fandt du ud af, at NTG var mere interessant end tre år på skolebænken i snefattige Danmark? Jeg vidste i starten af niende klasse at et gymnasium i Danmark ikke var aktuelt hvis jeg skulle udvikle mig på ski. Jeg vidste også, at hvis jeg skulle flytte fra familie og venner i Danmark, så skulle jeg i hvert fald gøre mit bedste for at nå så langt som muligt.  Derfor jeg valgte NTG! Her er en række af Norges største talenter samlet og hvis jeg havde intentioner om at nå langt, kunne jeg lige så godt måle mig med de bedste. I tillæg til det, havde jeg mulighed for at stå på ski hver dag, og blive en del af det norske skimiljø. Jeg har altid kørt på ski i Trysil, og set op til de norske skikørere som befandt sig i parken heroppe. Derfor har det altid været en drøm og blive en del af det miljø, hvor det ene og alene handler om ski. Det miljø havde jeg mulighed for at blive en del af på NTG.

Trads_Photo_TroelsIversen-11

Trads_Photo_TroelsIversen-3

Prøv at beskriv en ganske normal uge på NTG (vinterhalvåret) ? Mandag-fredag er der skole og træning hver dag. Fire timers skole om morgenen efterfulgt af tre til fire timers træning. Fire af fem hverdage foregår træningen i Hafjell, som er det lokale skiresort. En af de fem dage bliver skole –og træningstid omvendt, så vi har træning om morgen og skole om eftermiddagen. Den dag står vi ikke på ski, men hopper på trampolin eller har en anden form for skirelateret træning. De dage vi skal på ski, kører vi i samlet flok ud til Hafjell og mødes i toppen af parken. Før jeg begyndte på NTG troede jeg umiddelbart, at der var streng og organiseret træning, med fælles opvarmning og obligatorisk double træning. Til min store overraskelse var det meget mere frit, hvilket betød at jeg kunne tage tingene i mit eget tempo. Når de andre kørte og øvede diverse vanvidstricks, kunne jeg stille og rolig forsøge at få nye grabs i min 5’er. Efterhånden fandt jeg nogle fra klassen der var fede at køre med, og som pushede mig på en måde jeg syntes var passende. Så træningen i Hafjell er i udgangspunkt ganske frit, hvor man kører med de folk man har lyst til. Trænerne kører samtidig i parken, og giver diverse tips og råd. Enkelte dage er der obligatorisk unatty eller switch træning, eller en form for konkurrence. Efter fire timer i Hafjell, går turen tilbage mod Lillehammer. Så er klokken 16:30, og resten af dagen går med lektier, madlavning, sociale ting osv. Weekenderne er det bedste når man bor i Norge. Der har man mulighed for at stå på ski fra kl. 10-17, både lørdag og søndag. Så det er ganske enkelt det jeg laver i weekenderne.

Var det ikke svært at forlade Danmark og rejse til en fremmed land i en så tidlig alder?
I første omgang var jeg mest af alt overrasket og super glad for at have fået en plads på NTG. Det var en stor drøm som var gået i opfyldelse, og tanken om at flytte fra Danmark, familie og venner var ikke gået op for mig. Det eneste jeg kunne tænke på var, at nu fik jeg muligheden for at stå på ski hver dag. Jeg havde gået på efterskole et år før NTG, og overbeviste mig selv om at det nok blev det samme i Norge, i forhold til at møde nye mennesker og få nye venner. Men sådan var det ikke helt. I Norge var der nyt sprog, ny kultur og ny skole hvor jeg selv skulle lave mad og fylde køleskabet. Det var en lang række store forandringer på en gang. Den første måned på NTG var ret hård siden jeg ikke havde andre danske folk at dele mine tanker og oplevelser med. Når jeg tænker tilbage på den første tid på NTG var den hård og til tider ensom, men på det tidspunkt var det ikke noget jeg brugte energi på. Jeg tog en dag af gangen og nød alene det at jeg nu gik på NTG. Efterhånden lærte jeg sproget, fik nye venner og jeg fik en hverdag til at fungere.Pludselig var det efterår, vi stod på ski i Hintertux og jeg var nu sikker på at NTG var det helt rigtige for mig.

Trads_Photo_TroelsIversen-6

Trads_Photo_TroelsIversen-10

Hvis der sidder andre unge freestyle skiløbere ude bag skærmen og tænker, de også vil prøve kræfter med NTG – hvordan gør man så? Kan alle komme ind? Jeg kan tage udgangspunkt i, hvad jeg selv gjorde for at komme på NTG. Først og fremmest undersøgte jeg hvilken form for skole NTG egentlig var. Alt information i forhold til skole og træning finder man på deres hjemmeside: www.ntg.no Derefter sendte jeg mails til rektor og sportschefen, og gjorde dem opmærksom på at jeg var interesseret i at begynde på NTG. De anbefalede mig at møde op på et fælles informationsmøde, hvor jeg kunne få svar på alle mine spørgsmål. Min bror og jeg rejste derfor til Lillehammer, og fik den sidste information om skolen. På mødet fandt vi du af at skolen ikke er for alle. Man må have en vis form for talent eller potentiale for at få en plads på skolen. Disse evner skulle testes på en optagelsesprøve som blev gennemført over en weekend. For at deltage måtte man modtage en godkendelse på mail. På optagelsesprøven bliver alle ens færdigheder testet i form af ski, koordination, kondition, balance osv. I tillæg til det, bliver man interviewet, og spurgt om forskellige spørgsmål i forhold til motivation, mål osv. Efter optagelsesprøven modtager man et brev, hvor der står om man har fået plads på NTG eller ikke. Så kort sagt: Send mails til rektor og træner, deltag på de fælles møder i Lillehammer og selvfølgelig optagelsesprøven. Derefter ligger valget hos trænerne.

Hvordan vil du beskrive forskellen mellem det norske kontra det danske skimiljø? Kan Danmark lære noget fra vores norske venner – her tænker jeg på udvikling, træningsmetoder m.m.? 
Først og fremmest er standardniveauet naturligvis langt højere i Norge end i Danmark. Norge er en skination og de kan være med på verdensplan. De norske skiudøvere har ingen begrænsninger, og måler sig med verdens bedste, hvilket resulterer i en ekstrem hurtig udvikling. I Danmark måler vi os oftest med andre danskere, og ser på den danske udvikling, hvilket betyder at niveauet aldrig bliver særlig højt i Danmark. Vi bruger ofte som undskyldning at vi bor i et fladt land og ikke har noget sne, og det er grunden til vi ikke er bedre, hvilket er lidt forkert. Selvfølgelig er der nogle økonomiske restriktioner i forhold til rejser osv., men hvis man virkelig har lysten kan man stå masser på ski, selvom man bor i Danmark. Siden det norske niveau er højere, bliver der også sat højere krav til de tricks man laver og stilen man har. Der skal langt mere til for at få credz og high five heroppe end derhjemme, hvilket for mig personlig har været en super motivation til at arbejde med min stil. 
Nordmændene har som sagt mange flere dage på ski, og selve skiløbet bliver derfor ikke så stresset. Man tager tingene som det kommer, og hvis man lærer et nyt trick en dag er det et plus. Stemningen er generelt mere afslappet når man står på ski heroppe, og der bliver både diskuteret damer, musik og andre samfundsaktuelle ting, når man står og venter ved en feature. Det er et mega rolig miljø at lære nye tricks i og man når næsten aldrig at blive rigtig nervøs. I Danmark er man ofte afsted i korte perioder og skal have mest mulig ud af sit alt for dyre liftkort. En rigtig god skidag ifølge en gennemsnitsdansker er fra 07:00-18:00 uden pause til mad og drikke, for det er der sku ikke tid til. Og når det gælder freestylemiljøet er man konstant ved at skide en snemand, fordi man skal prøve nye stunts man har set på film, men som man ikke helt har niveau til. Man er generelt mere nervøs og kører egentlig bare med hovedet under armen. Det gjorde jeg i hvert fald selv de første år, men der var jeg også 11 år og havde en krop af gummi. Det er straks værre når man er lidt ældre og to meter høj. Så er konsekvenserne når man falder lidt større.

Trads_Photo_TroelsIversen-7

Trads_Photo_TroelsIversen-9

Hvad er målet med dit skiløb? Skal du være Olympisk mester i år 2018? Mit overordnet mål er at tage dansk skiløb til nye højder. Om det så er i konkurrence –og/eller filmdelen af skiløbet må fremtiden jo vise. Indtil videre dyrker jeg begge dele, og hvert aspekt har sine fordele. Når jeg filmer udvikler jeg min stil og får mulighed for at få mit helt eget præg på skiløbet. Jeg får lov at vise hvem jeg er som skiløber. I konkurrencedelen har jeg ikke den mulighed i samme omfang, men jeg udvikler mig derimod ekstremt meget i forhold til nye tricks. 
OL i 2018 er uden tvivl en stor drøm, men det er ikke det som motiverer mig til at køre på ski. Lige nu kører jeg på ski fordi jeg synes det er det fedeste i verden. Min udvikling kommer helt naturlig når jeg har det sjovt på ski, og jeg vil gøre alt for at bibeholde den hurtige udvikling. Så kan jeg tage stilling til OL igen om to år, når det er tættere på og derefter få et realistisk overblik.

Hvilke konkurrencer skal du køre næste sæson?
Jeg har ikke lagt en fast plan endnu for næste sæson i forhold til konkurrencer. Jeg håber at få muligheden til at deltage i endnu flere internationale konkurrencer i form af World Cups. Noget som er sikkert er, at jeg kommer til at deltage i Norgescuppen, DM og European Open. Resten tager jeg lidt som det kommer.

Hvor kommer du til at opholde dig næste vinter? 
Næste vinter kommer jeg til at bo i Trysil. Jeg har kørt på ski deroppe hele mit liv, og sidste år fik de nyt parkcrew og nye elementer i parken. Parken var overraskende god og jeg fandt ikke noget tilsvarende andre steder i Europa. I tilføjelse til det kan jeg køre med mine norske venner, og både Kläppen, Tandådalen og en række andre fede skiområder ligger i nærheden af Trysil. I løbet af januar/februar tager jeg til Mammoth i 4-5 uger for at træne.

Trads_Photo_TroelsIversen-12

Trads_Photo_TroelsIversen-2

Du har døjet med præstationspres under konkurrence. Hvordan vil du tackle det i fremtiden? 
Jeg har været til sportspsykolog og er under et forløb som varer frem til sæsonstart. Så krydser jeg finger for at det fungerer.

Du har sikkert et par folk, du gerne vil takke – lad dem få en virtuel high five her:
 Tak til alle der har hjulpet mig til hvor jeg er i dag!

Stine Hallgren, Nicolaj Mac, Nikolaj Vang og min familie. 

Tak til alle mine sponsorer: 
Vitamin Well, CLWR, Oakley, Armada, Hestra, GoPro, Skullcandy, Dalbello, Marker, Haucon, S Marketing & event, Wrapping King, Pedersen & Nielsen Automobilforretning.

Lige et hurtigt skud ud til en gammel kending, Simon Knudsen: Han tog hele Danmark med storm og rundbarberede alle når det kommer til stil efter bare et sølle år på skigymnasium i Vännes, Sverige. Hvilken præstation, hvilken legende!

Hold dig opdateret omkring Thomas’ hverdag på http://haugaard-trads.dk/ og giv ham et like på https://www.facebook.com/thomas.trads.

Trads_Photo_TroelsIversen

COPYRIGHT PHOTO // TROELS IVERSEN

Submit a Comment

Leave a Reply