Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Riders.dk | December 10, 2016

Scroll to top

Top

No Comments

I passagersædet

I passagersædet

Det blæser uden for bilen, og de grå, tunge skyer forhindrer solens stråler fra at oplyse det svenske, grønne klippelandskab.

– Jeg tror, at det er tid. Jeg går ud og klæder om. Du ved, hvor bilnøglerne ligger, siger Vincent.

Vince åbner bildøren mod vinden og træder ud. Han går rundt om bilen og åbner bagsmækken, finder sin våddragt frem og glider ned i neoprenkondomet med tilhørende sko og handsker.

Uden at sige noget vandrer han mod havet og bølgerne.
________________________________________________________________________________________________________________________________

Et portræt af familiefaderen, der finder tid til børn, kone, hus, arbejde og surf. Men han har ikke bare tid til at surfe, han er med tiden blevet en surfingsensei, der ved, hvor man skal surfe på Sjælland og i Skåne.

Nivå station: 12:49
Der er ingen blade på træerne, og vinden blæser med tolv meter i sekundet. Et godt stykke nede ad Nivå Stationsvej kommer en grå stationcar kørende mod stationen.

Når bilen kommer til enden af den vindblæste vej, stopper den, og Vincent Bakker træder ud. Han måler næsten to meter i højden, og med et seriøst udtryk hilser han på dagens gæst – skribenten – der skal med ham på tur til den anden side af sundet for at finde bølger.

Efter at have pakket bilen med endnu et surfbræt og våddragt plus tilbehør sætter vi os ind og kører mod Sverige for at surfe et udvalgt spot som Vincent håber vil fungere i dagens vindstyrke og –retning.

Vincent manøvrerer bilen ud på den nordligste del af Strandvejen og kører mod færgen ved Helsingør.

Fakta:

Vincent Bakker er 42 år gammel. Han har surfet siden han var 18 og ved meget om surfmulighederne på Sjælland og i Skåne. Han kommer fra Noord Holland, men har boet i Danmark de seneste 12 år. Han arbejder i København i en IT-virksomhed. Det var kærligheden, der bandt ham til Danmark. Han har to børn med sin danske kone, og de bor i Nivå. Han er også en af stifterne af Chopless.

For enden af Strandvejen: 13:07
– Kun otte minutter til! Heldigt, siger Vincent, da vi ankommer til grænsebommene ved færgen i Helsingør.

Han scanner sin BroBizz, der er synkroniseret med Helsingør-Helsingborg-forbindelsen. Det er ikke første gang, at Vincent kører denne tur, og han ved, hvordan det er billigst at komme over Øresund på.

Vincent parkerer bilen i Færgen. Selvom færgen er begyndt at sejle, bliver vi siddende i et par minutter og snakker om prisen på køreturen fra Sjælland til en af Sveriges bølger.

– Som min ven sagde sidste gang, jeg var ude med ham: ’det er næsten rørende, at man kan få lov til at surfe et pointbreak for kun en lille hund’, siger Vincent.

– Skal vi gå op? Spørger han.

Vince er en del af douen, der kører Chopless, og han foreviger derfor det han ser på sin vej. Foto: Nick Sturm

Vince er en del af douen, der kører Chopless, og han foreviger derfor det han ser på sin vej. Foto: Nick Sturm

Øresund: 13:23
Oppe på færgen betragter Vincent havet og fortæller at vindretningen ikke er perfekt til det spot, han har udset sig, men at det burde kunne fungere. Pludseligt bliver han distraheret og peger mod Kronborg og forklarer, at han flere gange har set bølger bryde der, når vinden har været i den rette retning.

Vi sejler stille og roligt væk fra havnen. Man kan se, at der er bevægelse i havet, men vinden rammer først rigtig om lidt tid, siger Vincent.

– Mange tror ikke på, at et givent spot virker, når det i virkeligheden gør. Måske er det, fordi de kommer fra København og kører kun op nordpå, når det pivblæser, men de bedste dage er somme tider de dage, hvor man er lige på nippet til at tage af sted, forklarer Vincent.

– Derfor er de bedste dage ofte uden crowds, siger Vincent.

Han fortæller, at han ofte kører forbi Nordkysten efter arbejde for at tjekke, om der er bølger. Ukuelig optimisme er en vigtig egenskab, hvis man vil score surf på Sjælland.

– For flere år siden gjorde Christoffer Hartkopp mig opmærksom på, at der nogle gange kommer klassisk swell ind på Nordkysten som bryder uden, at der er lokalt blæservejr på kysten, forklarer han.

– Vi kalder det wrap-in swells. De kommer rent faktisk hele vejen fra Skagerrak, tilføjer han.

Efter at have spankuleret lidt rundt på færgen, beder de krattende højtalere os pludseligt om at gå ned til bilerne, for færgen er ved at være i land.

Rute 111: 13:57
På vej mod vores destination diskuterer vi surfing på Sjælland, og Vincent pointerer, at man skal se på kulturen og historien for at forstå den.

Surfing på Sjælland begyndte i 80’erne, da ’Henrik fra Darkblue’ hev den polynesiske sport til Sjælland. Siden da er kulturen vokset, og flere surfere er kommet til. Men Sjællænderne må (nok) for evigt bejle til nordjyderne, der virkelig har formået at omsætte surfværdien i deres landskab til guldmønter.

Vincent vil dog hellere sammenligne den sjællandske surfkultur med den i Holland i forsøget på at identificere den sjællandske.

– I Holland begyndte surfing allerede i 60-70’erne, og derfor er der mange flere i vandet, end der er på Sjælland. Desuden ligger nogle af de mest kendte surfspots i Holland lige op ad storbyen.

Når jeg spørger Vincent, hvordan han tror, at surfkulturen på Sjælland ser ud om 15 år, møder hans optimistiske indstilling en mere realistisk af slagsen:

– Kulturen bliver større, men ikke meget mere end den er nu, for potentialet i bølgerne ikke her ikke, og det er for koldt, forklarer han.

– Men dét gør ikke mig noget, for jeg er ikke den store fan af crowds, afslutter han.

Dagens fangst. Foto: Nick Sturm

Dagens fangst. Foto: Nick Sturm

– Man skal have næse for eventyr. Man skal tænke i muligheder og tro på det, og naturligvis skal man også investere masser af tid og planlægning i det. Det er jeg glad for, at jeg fik gjort inden, at jeg fik børn, siger Vincent.

– Men det hele betaler sig tilbage, når man ved præcis, hvor og hvornår de forskellige spots virker, og at man altid har en plan b, hvis nu plan a falder til jorden, siger Vince.

Ankomst: Omkring klokken 14
Vincent træder ud af bilen og skyder nogle billeder af dagens spot. Han er en del af den hollandske duo, der driver Chopless – en Facebook-side, der publicerer amatør-surfbilleder, som dokumenterer surfforhold rundt omkring i Danmark og Sverige.

Vincent og hans hollandske partner Sjoerd Kok dækker hele Danmark og dele af Sverige. Vincent har Sjælland og Skåne og Sjoerd Kok har Thy.

Pludseligt ruller en sølvgrå og bulet Opel Kaddet ind på den naturlige parkeringsplads, som vi står ved. Vincent kender de to gutter i bilen.

Han forklarer, at det er to københavnere, og at han har surfet med dem før. De to københavnere er ikke helt tilfredse med forholdene ved Vincents spot, og fortæller at de vil lede videre efter et bedre alternativ. Inden de kører videre spørger den ene:

– Vincent, kan du ikke bare lige skrue lidt på kloden, så retningen drejer lidt mere i offshore?

Vince griner og svarer, at det kan han da godt.

Mørket er faldet på. Foto: Nick Sturm

Mørket er faldet på. Foto: Nick Sturm

Sydlige Kattegat: 15:33
Vincent siger ikke så meget. Han skuer mod horisonten, og ud af ingenting ser han, hvad han var på udkig efter. Han vender sin nye Lost-slæde om, og padler ind i en middelstørrelse bølge. Vincent glider ned ad den, sætter sin rail i, og ud af ingenting skyder hans finner ham og surfbrættet afsted forbi sektionen foran. Han fortsætter ned ad linjen. Han har surfet langt forbi mig, og jeg må kigge langt ned i linuppen for at følge ham. Der kommer lidt spray om på bagsiden og bølgen, og han kicker ud.

Vinden er blevet rigtig stærk, og den er ikke så offshore som håbet, men der er alligevel mange bølger at hente. Vi fortsætter vores session, indtil det bliver mørkt og bølgerne dør. Den bliver kun afbrudt af små anerkendelser her og der. Vincent har mødt en landsmand, som han taler med på hollandsk.

Nivå Station: 18:42
Mørket har lagt sig over Nordsjælland og dagens mission er fuldført. Vincent stopper bilen somme sted som for omkring seks timer siden. Han er blevet endnu en surfsession rigere, og hans database er blevet det større, men søgen stopper aldrig, og han er allerede på udkig efter den næste session.

Submit a Comment

Leave a Reply