Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Riders.dk | December 9, 2016

Scroll to top

Top

2 Comments

Et afrikansk surfeventyr

Et afrikansk surfeventyr

Helt ude på det vestligste punkt af Afrika ud for Senegals hovedstad, Dakar, ligger der en lille ø, Ille de Ngor. På denne ø ligger der en lille surf camp. Her holder danske Jesper Mouritzen til, hvor han driver en surfcamp, der bliver besøgt af eventyrlystne surfere fra hele verden.

 

SURFins-6

Jesper Mouritzen efter en eftermiddagssession ved Ngor Right

 

Hver dag er Jesper omgivet af perfekte bølger, der rammer øen på enten den ene eller den anden side, henholdsvis Ngor Right eller Ngor Left. Bølgen mod højre er blevet verdenskendt efter kultfilmen The Endless Summer, hvor de to ikoniske surfere var forbi øen i 1966.

 

Og netop den sekvens fra den gamle surffilm var medvirkende til, at min sommer i år skulle bruges på at surfe i netop Senegal. I filmen blev surferne behandlet som noget meget eksotisk og spændende af de lokale. Børnene såvel som de voksne stimlede sammen om dem og deres surfboards, og fra stranden fulgte de begejstrede deres leg på bølgerne.

 

SURFins-3

Venter på en bølge ved Ngor Right

 

Selvom jeg kom til øen mere end halvtreds år senere, tror jeg alligevel, min oplevelse mindede om de to surfpionerers oplevelse.

 

Et surfparadis for alle
Surfcampen ligger som nævnt på den lille ø Ngor ud for hovedstaden. Her er der næsten perfekte bølger hver dag på enten den ene eller den anden side.

Men det er et reef break, så det kræver et vist niveau, før man kan surfe der, og man skal kunne finde ud af at surfe mellem sten og søpindsvin. Til gengæld oplevede vi nogle store rene bølger på Ngor right.

 

SURFins-11

 

Hver morgen samledes alle, der boede på campen til morgenmaden, hvor det blev besluttet, hvor vi skulle surfe den pågældende dag. Campen havde sin egen båd med bådmand og van med chauffør, som hver dag sørgede for, at vi fandt de bedst tænkelige forhold.

 

SURFins-16

Cecilie Viuff på vej i vandet ved Yoff

De første par dage var vi mange på campen med forskelligt niveau, så de dage tog mange af os sammen til Yoff. Det er et beach break på fastlandet. Det er altid dejligt at surfe ved et beach break. Så kan man bare nyde det og have det sjovt, uden at have noget som helst at bekymre sig om.

 

Ved Yoff kan alle være med
På Yoff var der også god mulighed for, at alle niveauer kan surfe sammen, da begyndere kan blive længere inde på stranden og surfe whitewater, mens de mere øvede kan padle ud bagved og fange bølgerne før de knækker.

 

SURFins-20

 

Når vi surfede på Yoff lejede vi en lille overdækket plads på stranden, hvor vi kunne ligge og slappe af i skyggen mellem vores surfsessions og nyde den friske fisk, der blev serveret ved siden af.

 

SURFins-15

 

Det var i det hele taget nogle virkelig dejlige dage, hvor der udover surf også var mulighed for at bade, spille bold og løbe om kap på stranden.

 

SURFins-21

 

Surf med de lokale ved Secret
Men som teknikken blev pudset mere af, steg behovet også for nye udfordringer. Derfor begyndte vi at surfe ved Secret, som er et lille spot ved landsbyen Ngor på fastlandet. Her surfede mange af de lokale. Der lå en lille bar lige ud for der, hvor bølgerne knækkede. Her var der altid nogle af de lokale surfere, der hang ud. Og når bølgerne var gode, var de hurtigt på vandet. Ved Secret brækkede bølgerne tæt på stranden, hvor der også var sten og søpindsvin, så her skulle man kunne surfe bølgen til en af siderne, så man ikke endte i stenene. Det var ikke en mulighed at surfe lige ud på whitewater. Til gengæld kunne man få nogle virkelig gode bølger til både højre og venstre. Der var ikke langt at padle ud, og bølgerne kom rent og regelmæssigt, så man kunne få uendeligt mange bølger på en dag. Og så var det virkelig inspirerende at surfe side om side med de bedste surfere fra Senegal.

 

SENEGAL1

Udsigt over bølger ved Secret

 

Mødet med de lokale
Vi valgte at få undervisning, da bølgerne var større, end vi havde surfet før, så vi skulle lige have teknikken til at fange dem. Det var en virkelig god beslutning. Selvom vi kun ville have et par dage, endte vi med at have undervisning stort set alle dage. Det er en god måde at møde de lokale og få en forståelse for livet i Senegal. Der er fire – fem instruktører der er fast tilknyttet surfcampen. De har alle selv surfet ved især Secret og er kommet i kontakt med surfcampen derigennem. Vi havde virkelig en følelse af, at de var lige så interesseret i at møde os og lære af os og vores kultur, som vi var af dem. Det blev til nogle utrolig hyggelige og berigende dage. Og vigtigst af alt oplevede vi selvfølgelig et markant løft i vores niveau og en indsigt i deres kultur. Den første tid var vi to sammen, men de sidste dage var jeg alene dernede. Men det var slet ikke et problem, for alle vi mødte var åbne og imødekommende og man kom hurtigt ind på livet af hinanden.

 

11845893_10154080016233625_811515588_n

 

Et stykke verdenshistorie
Ud for Dakar ligger også en anden lille ø, Ille de Gorre. Dette er det absolut vestligste punkt i hele Afrika. Øen bliver i folkemunde kaldt Door of no Return. For på denne ø samlede man under kolonitiden slaver fra hele Vestafrika. Så kom handelsskibe fra Vesten og byttede varer for slaver. Derfor var denne ø det sidste, slaverne så til Afrika, før de blev sendt ud til et liv i slaveri. I dag består mange af husene stadig, og øen er blevet en pilgrimstur for blandt andet mange Afro-amerikanere, som rejser dertil for at opleve deres forfædres skæbne. For nogle år siden var Paven også forbi øen for at give en undskyld på vegne af den hvide mand, for den behandling Afrikanerne fik for bare 100 år siden. Besøget på øen var meget stemningsfyldt. Vi mødte en lokal, der boede på øen, som viste os rundt. Flere af husene var bygget som skibe, så de kunne se, hvem af slaverne, der kunne overleve de kummerlige forhold, de ville blive sendt ud på. Man fik virkelig en forståelse for, hvilken historie de er vokset op med i Vestafrika, og pludselig virker den franske tilstedeværelse i landet ikke så charmerende længere.

 

11119656_10153512224796322_1742373034_n

Door of no Return

Jagten på Samba
Mit første møde med Afrika var, da jeg trådte ud i indgangshallen i lufthavnen. Det var som at være et medlem af Spice Girl. Hvide mennesker er et særsyn i Dakar, så det virkede som om, samtlige taxi chauffører forsøgte at få os ind på sit bagsæde. Heldigvis havde vi inden afrejse fået besked på, at vi ville blive samlet op af Samba, med en meget udførlig beskrivelse af ham. Jeg havde inden da tænkt, at det virkede ret overdrevet. Men da jeg stod der i indgangshallen, træt efter en lang flyvetur, mens en taxichauffør forsøgte at tage min taske, en anden rev mig i armen og en tredje tog mig om skuldrene. Da var jeg glad for, at jeg meget specifikt skulle lede efter Samba og ingen anden.

 

Samba førte os ud til landsbyen Ngor i udkanten af Dakar, hvorfra en lille pirogue sejlede os ud til Ille de Ngor. Øen ligger kun omkring 1 km fra fastlandet og turen tog os knap ti minutter. På stranden vrimlede det med lokale, der slappede af på stranden eller legede i vandet. Det er en lille ø med kun omkring 50 huse, og det virkede som om, der ikke var andre turister på øen end dem, der kom for at bo på surfcampen. Derudover kom nogle af de lokale fra Dakar over for at nyde strandene og stilheden på øen.

 

11844027_10153512229636322_601608759_n

Ebola har sat sine spor
I det hele taget virkede det ikke til, at Dakar var et populært turistmål. Det var et forholdsvist sjældent syn, når man så en hvid person i byen eller på stranden.

Men sådan var det ikke for få år tilbage, men Ebola har haft en mærkbar betydning for turismen i byen. Det kunne Jesper også mærke, da væsentligt færre valgte at holde ferie der, efter der blev fundet en enkelt smittet person i 2014. Siden har der ikke været flere tilfælde, men da Senegal ligger i Vestafrika, hvor sygdommen især spredte sig, har mange fravalgt at rejse dertil. Men der har kun været et enkelt tilfælde i landet, og den smittede person var blevet smittet i nabolandet. Når vi spurgte de lokale, var sygdommen bestemt ikke en hverdagsfrygt.

 

11853926_10153512221161322_665620588_n

Secret

 

Hvis du har lyst til at peppe din næste surftur lidt op, så du udover helt rene og perfekte bølger også gerne vil opleve en spændende, anderledes og fascinerende kultur, kan jeg på det varmeste anbefale at tage en tur til Senegal. Selvom det er en lang rejse, kan man med lidt planlægning komme dertil ret billigt og selve ophold med overnatning, leje af board, forplejning og undervisning koster nærmest intet.

 

11850957_10153512096471322_967889512_n

Surf Up with goats

 

Jeg efterlod mit hjerte i Senegal, og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kommer til at tage tilbage dertil jævnligt.

Læs mere om surfcampen her

Følg livet på surfcampen på deres facebookside her

Du kan booke din rejse gennem De Brede Planker her

 

SURFins-14

 

SURFins-12

Træd ikke på et søpindssvin

 

11850949_10153512104761322_1969361440_n

Ud på tur aldrig sur

 

11830152_10153512229946322_1401319263_n

Surfcampen

Comments

  1. stine sophie winckel

    Lyder til du har haft det helt fantastisk – Fed beskrivelse og mucho fede billeder 🙂

    • Sofie Kyed

      Stine, jeg har først set din besked nu. Men tak – især for det med billederne, det varmer, når det kommer fra en prof 🙂

Submit a Comment

Leave a Reply