Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Riders.dk | December 10, 2016

Scroll to top

Top

One Comment

Når drømmene må ændres – Interview med Trine Dj

Når drømmene må ændres – Interview med Trine Dj

Fra hun var 10 år har freestyle ski været en stor del af hverdagen for Trine Dalberg Jørgensen. Hun har været på den danske skiscene i mange år, og drømmen om OL voksede og var en del af hendes mål. Men efter to knæskader er målene blevet revurderet. Skiløbet er ikke lagt på hylden, men det bliver skiløb med en anden indgangsvinkel end hun i første omgang havde håbet på.

trine dj 5

Om at vokse op i skimiljøet

Siden hun var helt lille har hun stået på ski, og det meste af skiløbet er derfor blevet leget ind. Allerede som 10årig fik hun lov til at rejse ned og besøge sin storebror Rasmus DJ, der var på sæson. Drømmen om selv at komme på sæson og stå på ski hver dag startede her. Da hun var 11år, stillede hun for første gang op til DM. Den lille pige blev nummer 2 og her stoppede det ikke. Med tiden kom der flere internationale konkurrencer på programmet, hoppene blev større, og konkurrencefeltet langt stærkere.

 

”Jeg havde været vant til succesen som lille pige i dansk skisport, og pludselig var niveauet noget helt andet, hvor jeg hver gang lå i bunden. Alle de andre internationale skiere havde trænere med på sidelinjen og en skibakke som nabo. Så dér mærkede jeg for alvor forskellen. Heldigvis har jeg altid haft Rasmus på sidelinjen, som har fungeret som træner for mig.”

 

På trods af manglende bjerge i Danmark og ingen træner, havde Trine alligevel stor succes med to brædder under fødderne. Efter hendes første sæson, voksede interessen for skiløbet yderligere, og lysten til at gøre det til noget mere seriøst blev større. Hun overvejede derfor at tage på NTG (Norges Topidræts Gymnasium) i midten af 2. Sæson, men følte sig ikke klar nok til at flytte tre år alene til Norge. Derfor fortsatte hun sæsonerne, hvor hun selv var fri til at gøre tingene som hun ville. Dette har dog efterfølgende ærgret hende meget.

”Jeg kan tydeligt huske den norske pige Tiril Sjåstad Christensen, som uploadede videoblogs, da hun startede på NTG. På det tidspunkt var jeg bedre end hende på kickers, men hun var bedre end mig på rails. Tre år senere vandt hun X-games. Det var som at få et slag i fjæset!”

Sommeren efter hendes 2. Sæson, tog Trine på træningstur til New Zealand og kom til skade med sit knæ inden en stor konkurrence (første knæskade), hvilket satte hende ud af sporten et års tid.

”Mange af de piger jeg førhen havde konkurreret imod, overhalede mig indenom. Samtidig kom OL på programmet, og jeg kunne godt se at jeg ikke længere kunne nå at rejse rundt og være en del af verdenseliten som ønsket. Det har været mentalt hårdt, og det tog længe, før jeg kørte normalt igen”.

Trine Dj

 

Når uheldet indtræder – igen

Efter genoptræningen og 3. Sæson i Europa, rejste Trine til Mammoth for at tilbringe vinteren der. Hun blev meldt til to større konkurrencer, men væltede i den første og ødelagde det andet knæ (begge korsbånd + ledbånd).

”Lige efter mit styrt var jeg ikke i tvivl om knæet var gået helt i stykker, men lovede mig selv ikke at blive slået ud af planerne nu, men være fokuseret på at komme 100 % tilbage på samme spor, mod OL!”
Under genoptræningen blev Trine kontaktet af en del forskellige mennesker (mange hun ikke selv kendte), som gav hende råd om at tænke efter og være fornuftig omkring fremtiden. Det var mærkeligt pludselig at begynde at skulle forholde sig til en handicappet hverdag, hvis ikke hun tog skaderne seriøst.

”Min fysioterapeut sagde, at jeg skulle overveje om jeg ville lære mine børn at stå på ski om 10 år, for så var der ikke plads til den form for risikofyldt sport fremover”.

Det satte stof til eftertanke. Hvis normale skiløbere kommer til skade, er det en selvfølge, at de ikke skal stå på ski mere. Men så let kunne hun ikke slippe sporten.

”Jeg havde aldrig overvejet at gå andre veje, da det bare lå i kortene, at det var dette jeg skulle fremover. Men man lærer virkelig meget af at være skadet”.

Et menneske har fire korsbånd – Trine har ødelagt tre af dem, plus menisken i det ene knæ og et ledbånd.

”Rasmus siger altid, at kunsten er, at befinde sig godt i det man laver lige meget, hvad det er. Det stræber jeg tit efter at leve efter uanset situationen”.

 Trine dj 2  

Trines kirurg tester knæet seks måneder efter operationen

 

Friheden tilbage til hverdagen

I lang tid kunne Trine ikke komme fra A til B uden hjælp fra dem omkring hende. Men nu er hverdagen næsten tilbage til det normale.

”Det er helt fantastisk dejligt. Når først du har været så afhængig af alle omkring dig, hvor alt skulle planlægges – der er en der skal køre dig, en der skal hjælpe dig op af trappen, osv. – så er det helt fantastisk at kunne gøre tingene selv igen. Når man står i situationen er det virkelig svært at vise folk, hvor taknemmelig man er, fordi man også har brug for plads omkring sig, men det kan man bare ikke få, fordi man har brug for hjælp. Når man selv kan det hele igen, finder man virkelig ud af, hvor fedt livet er. Det er virkelig en øjenåbner, og det sætter tingene i perspektiv. Det giver mig livsglæde at stå på ski, og jeg kan ikke slippe den glæde. Men måske behøver jeg ikke at rotere lige så højt oppe i luften mere”.

 

trine dj 4

Genoptræning, stabilitet og balance

 

Et år efter skaden går genoptræningen rigtig godt, men Trine er ikke helt klar til at få ski under fødderne endnu.

“Der er mange ting jeg stadig ikke kan og må, men der er også meget jeg må. Jeg må for eksempel gerne cykle, men ikke køre mountainbike, da knæet kan komme ud i nogle stillinger, som jeg ikke kan kontrollere. Jeg må gerne svømme crawl, men ikke brystsvømning. I starten af januar stod jeg på bolden for første gang i 10 måneder, og ellers genoptræner jeg jo fire gange om ugen. Det begynder at være sjovt igen, når man kan lave noget, som giver sved på panden! Jeg føler mig ikke længere skadet på samme måde, som jeg har gjort. Det psykiske er også en virkelig stor del af at være skadet. Jeg tænker på skaden hver dag, men jeg lader mig ikke påvirke af det på samme måde som ved min første skade. Denne her gang er det mig, der har kontrollen, og ikke selve skaden. Selvom mit knæ er skidt, så fungerer hovedet stadig.”

 

Lev i nuet

En skade rammer fysisk hårdt, men den psykiske del er en lige så stor faktor. Man lærer mange ting af at være skadet, det har Trine i hvert fald gjort, og hun giver et par gode råd med på vejen til, hvordan man kan holde humøret oppe, hvis skaden skulle ske.

”Det lyder måske lidt plat, men husk at leve i nuet. Man skal ikke altid gå den lige vej for at opnå sine drømme. Nogle gange er man nødt til at tage nogle omveje, og undervejs får man måske nye drømme. Hvis jeg skal komme med nogle gode råd til andre, der kommer til skade, så vær tålmodig! Og mist ikke troen på, at du selvfølgelig kan komme 100% tilbage på ski, måske med et nyt fokus som du ikke havde regnet med… Intet er så dårligt at det ikke er godt for noget andet.”

trine dj 7
Freestyle DM (foto: Jesper Grønnemark)

 

Fremtidsplaner

Efter så langt et skadesforløb er det vigtigt ikke bare at kaste sig for hurtigt ud i skiløbet igen. Trines planer er højest sandsynligt at rejse til Australien til sommer for at starte skiløbet op igen lige så stille og lære ”det nye knæ” at kende.

”Jeg ved, jeg ikke er helt færdig med at køre slopestyle. Jeg synes, det er sjovt, og det er der jeg virkelig har haft succes tidligere. Men jeg er nødt til at starte et andet sted nu. Det har taget rigtig lang tid for mig at acceptere, at de næste par år ikke lige bliver den direkte vej til OL, men i stedet den fornuftige og sikre vej tilbage på ski. Derfor har jeg søgt ind på Oure Højskole på deres PSI linje (Professionel Skiinstruktør). Det bliver en helt anden tilgang til skiløbet og en meget mere skolet måde at stå på ski på. Men jeg glæder mig helt vildt, og jeg er sikker på, det bliver super spændende. Hvis jeg kommer ind, er det også første gang, jeg kommer til at være del af et rigtigt team på ski med en træner. Det kommer til at være meget anderledes.”

 

 trine dj 6

(foto: Jesper Grønnemark)
Trine kommer i mål til Freeride DM 2012

 

Vi krydser fingre for at Trine kommer ind på Oure, og at hun kommer stærkt tilbage til skiløbet.

Vil du læse mere om Trines eventyr så tjek hendes blog ud her 

Tjek hendes edit fra den lidt korte sæson Mammoth ud her

Comments

  1. Super sej er du lille Trine <3 Og liiidt fræk.

Submit a Comment

Leave a Reply