/Tre dage i et af Europas bedste freeride skiområder

Tre dage i et af Europas bedste freeride skiområder

Af Troels Iversen

Engelberg er et legendarisk freeride skiområde. Samtidigt er det et et af de nemmeste at nå fra Danmark – og er perfekt til en forlænget weekend med pudder og freeride. Så hvad kan man præcist nå på tre dage i Engelberg? Riders.dk satte sig for at undersøge sagen.

*Disclaimer: Riders.dk testede ikke forbindelsen fra København. Da Troels Iversen fra Riders.dk, som var afsted, i øjeblikket har base på sin hjemmebane i Arlberg.

Engelberg er ikke alene et mekka for freeriding med nemt tilgængelig offpiste, en masse profilerede skiere og snowboardere (primært fra Sverige) og legendariske nedfarter. Det er også en magnet for sne. Hvis du løbende tjekker vejrudsigter for alperne, skal du forsøge at tilføje Engelberg til din liste af skiområder. De får næsten altid lidt mere sne end andre snesikre områder.

Da det samtidigt er et let tilgængeligt fra Danmark, satte Riders’ sig for at finde ud af, hvad man kan nå at lave på tre dage i Engelberg. En tur i flyveren over i et tog og du er i Engelberg. Det er så nemt at du kan rejse torsdag efter arbejde og være hjemme igen sent søndag. Perfekt til en forlænget weekend, når vejrudsigten lover frisk sne og høj sol.

Facts om Engelberg skiområde

– Sæson – Fra oktober til maj
– 90km fra lufthavnen i Zürich (ca. en time i tog)
– I 1912 åbnede den berømte Titlis lift
– 22 skilifte
– 82 km piste
– 2000 faldhøjde fra top til bund
– The Big Five – Klassiske offpiste nedfarter (mere om dem senere)

Troels Iversen teamede op med sin gode makker fra Arlberg, Martin Schøber, og den lokale shredder fra Lech, Vreni vom Berg for at teste hvad Engelberg har at byde på i en af de bedste sæsonstarter i mands minde. Alperne er siden midten af november blevet bombarderet med sne og Engelberg er ingen undtagelse. Forholdene i skiområdet gjorde at det føltes som midt i februar.De udsendte var så heldige at kunne hooke op med den lokale snowboarder Simone Le Grand for at få lidt insidertips og trække på et helt livs erfaring med området. Denne unikke mulighed gav gruppen mulighed for at køre runs, som ellers vil være forbeholdt lokalkendte eller ved at hyre en bjergguide.

Martin Schøber https://www.instagram.com/schober5  Troels Iversen https://www.instagram.com/iversentroels

Vreni vom Berg https://www.instagram.com/vrenivomberg   Simone Le Grand https://www.instagram.com/le_grand

Heldigvis er Engelberg ikke blinde for, at det er freeride mulighederne som tiltrækker deres klientel og de har derfor stor fokus på at hjælpe freeridere med at få den bedst mulige oplevelse. Flere gange under sæsonen afholder de ”Freeride Days”, som er tre dage sammen lokale bjergguider med fokus lavinesikkerhed, offpiste teknik og god pudder.

Læs mere om Engelbergs Freeride Days her: http://www.engelberg.ch/packages-deals/snow-safety-days/

Ved ankomsten faldt sneen tungt helt ned til byen og gruppen valgte at tage den gratis skibus til ”The Sunny Side”, som Brunni skiområdet hedder i folkemunde. Det er et mindre skiområde, som ikke er sammenhængende med resten af skiområdet. Det er lavere beliggende og byder på lettilgængelig offpiste blandt træer og busker. Det er et godt skiområde til begyndere indenfor freeride, med masser af bløde bakker og mulighed for at teste offpiste teknikken lige ved siden af pisterne. Og der er nærmest ingen folk. Efter at have kørt et langt run, som gik helt ned til vejen under Engelberg, besluttede gruppen sig for at undersøge mulighederne for at finde lettere sne i det højere terræn på ”The Dark Side”. Det er Engelbergs store trækplaster og her næsten alt skiløbet findes og du finder alle de legendariske spots.

The Big Five

Engelbergs claim-to-fame er deres fem klassiske offpiste nedfarter, også kaldet ”The Big Five”. Det er hver især runs, som på egen hånd kunne gøre et skiområde berømt. Engelberg har fem af dem. De er kendetegnet ved at være lettilgængelige, utroligt brede og endnu længere. Så lange at du skal have sæsoner i benene for at kunne køre dem fra top til bund. Og selv der, vil lårene brænde i bunden!

• Laub
• Sulz (Kleine, mittel, Grosse)
• Steinberg
• Wendelücke
• Galtiberg

Gruppen nåede at stifte bekendtskab med 4 ud af 5 nedfarter i løbet af deres ”forlængede weekend”. Alle på nær Wendelücke kan nås med lidt sidestepping og traverseringen direkte fra lifterne. Wendelücke nås med en lille times skitouring. Det er næsten vanvittigt, når man tænker på at f.eks. Galtiberg tager dig fra toppen af gletscheren hele vejen ned til dalen. Det er mere end 2000 højdemetre i ét run!

Derudover havde de også fornøjelsen af at støde ind i den lokale legende Snowflake, som altid kører rundt i området i sit slidte hvide skitøj.

Skyerne åbnede sig på anden dagen og køen ved gondolen fra byen var fyldt med brede ski, faste bindinger og masser af ABS-rygsække. Når forholdene er gode er der ingen tvivl om at Engelberg er et freeride mekka. Og du skal også være hurtig, hvis du vil være en af de første på de store nedfarter. Der er mange gode skiløbere og snowboardere. Rigtigt mange. Ved at besøge Engelberg i starten eller slutningen af sæsonen slipper du dog for alt for mange gæster udefra og skal primært ”kæmpe” med de lokale om friske spor. Selvom det til tider føltes, som at der var mange folk, er lifterne tilpas nye og godt fordelt over skiområdet at liftkøer nærmest er ikke-eksisterende.

Lige så fyldt og hurtigt, som skiområdet kunne føles med perfekte sneforhold, lige så stille og afslappende er det når himlen er lidt grå og der skal arbejdes lidt for de friske sving. De udsendte lod sig naturligvis ikke slå ud af lidt udfordrende vejrforhold, og fandt vej til endnu en klassiker; Wendelücke. Udover at tilbyde skiløb i verdensklasse tilpas lagt fra skiområdet til at man føler sig alene bliver man også belønnet med en udsigt ud over Berner Oberland og kæmpemæssige bjerge, gletschere og spidse tinder.

Efter ski hopper man nemt på en af de gratis skibusser, som kører i pendulfart fra lifterne ind til centrum af byen. Engelberg er primært besøgt af seriøse skiløbere og afterski’en er derfor mere civiliseret end det man kender fra Østrig eller Frankrig. Det handler mere om erfaringsudveksling over en kold øl og lidt snacks. Tømmermænd skal ikke stå i vejen for en god skidag den efterfølgende dag.

Selvom byen er under løbende forandring og der bliver bygget nye og fine hoteller, så fortæller Johan Andersson, som har været i Engelberg i 20 år, at stemningen ikke har ændret sig. Alt er som det plejer at være når det kommer til skiløbet. Du kan læse mere om Johans virke på http://alpinelegends.se/en/

Der er nemlig én grund til at folk kommer til Engelberg. Det er skiløbet – og det er skiløbet over alt andet. Citat Johan Andersson

Du vil få mest ud af et besøg i Engelberg, hvis du er en bedre skiløber eller snowboarder. Terrænet er tilpas stort og tricky til at det bestemt kan anbefales at have erfaring med at finde vej, vurdere lavinesikkerhed og spotte den bedste pudder. Medmindre du selvfølgelig tager med på Freeride Days. Så er området for alle.

Tak til Engelberg Titlis Tourismus ved Nadia Sommer for invitationen

ALLE PHOTOS TILHØRER TROELS IVERSEN (WWW.TROELSIVERSEN.COM) OG MÅ PÅ INGEN MÅDE BRUGES UDEN TILLADELSE

TAGS:

Troels har været fast del af Riders.dk siden år 2006. Sidenhen har han rapporteret fra events og konkurrencer over det meste af kloden. Passioneret freeride skiløber og fotograf, der tilbringer flest mulige uger i bjergene hver vinter, hvor St Anton am Arlberg i Østrig er favoritten. Sommeren går med at surfe den danske vestkyst, eller rejser udenlands i søgen efter bølger. E: troels@riders.dk IG: iversentroels