/The Beatles råbte HELP! og fandt Obertauern

The Beatles råbte HELP! og fandt Obertauern

Af Marie Tvarnø

Fra at være en gammel handelsrute til The Beatles foretrukne skiområde kommer østrigske Obertauern til undsætning. Vi tog på besøg i April og blev selv reddet af de enorme snemængder.

En gang for længe, længe siden lå der midt i Østrig en gammel handelsrute, som romerne benyttede. Denne rute var vigtig for forbindelsen mellem nord og syd, og ruten kørte lige igennem Obertauern.

Men ruten lå midt i bjergene, og på grund af de store snefald, overlevede mange ikke turen gennem ruten. Midt i Obertauern finder man derfor i dag Friedhof der Namenlosen (de navneløses kirkegård). Og måske netop derfor optog The Beatles filmen Help! i Obertauern. Området får så meget sne, at der på alle sider er kæmpe lavinehegn for at sikre at byen, som ligger midt mellem bjergene, ikke bliver begravet.

 

De gamle romeres foretrukne handelsrute fra Syd til Nord // Foto: Alexander Vissing

Og selvom vi er i midt April er bevoksningen først lige begyndt at kigge frem // Foto: Alexander Vissing

 

Vi var i weekenden blevet inviteret til Obertauern for blandt andet at tjekke snegarantien ud, som er en af de ting Obertauern virkelig promoverer sig med. På trods af en varm start på foråret, leverede det østrigske område 180 centimeter sne i byen, som ligger i 1800 meters højde. De fleste andre områder, der ikke har gletscherskiløb, lukkede ned i forrige eller sidste uge, men Obertauern holder åbent til 1. maj, og de fejrede foråret med et lidt anderledes event.

 

Vissing får luft under – svært at se, at det er midt April // Foto: Marie Tvarnø

 

På skattejagt til Gamsleiten Kriterium

Vi var nemlig også inviteret ned for at deltage i Østrigs største skattejagt i sneen, Gamsleiten Kriterium, hvor 1.200 deltagere ihærdigt ledte efter 33 skattekister, som var gemt i sneen inden for et markeret område.

 

Skattejagten fandt sted for foden af Obertauerns kendte Gamsleiten face // Foto: Matthias Fritzenwallner

Udstyret med en blot en simpel haveskovl kræver det sin mand (og held) at finde en af de 33 kister // Foto: Matthias Fritzenwallner

 

Eventen blev afholdt for 13. gang, og det eneste man måtte grave med var en lille Fiskars haveskovl, hænder og fødder. Til gengæld kunne man være heldig at finde en skattekiste med et gavekort i, hvor man blandt andet kunne vinde et års forbrug af øl, en selvkørende græsslåmaskine, et sæsonkort til Obertauern eller en sprit ny BMW X3. Selvom vi gravede løs i flere timer, måtte vi desværre gå tomhændede derfra, men vi havde til gengæld virkelig fået styrket vores sne-grave-teknik. Og BMW’en, ja den blev vundet af en meget glad slovakisk kvinde.

 

Gamsleiten Kriterium tiltrækker mange håbefulde deltagere // Foto: Matthias Fritzenwallner

 

The Beatles satte sine spor

Selvom en skattejagt i sneen virkelig lokker de skiglade folk til sig, har Obertauern altid været i kendt område. Allerede i 1965 tog det verdenskendte band The Beatles til området, da de skulle optage filmen HELP!. I dag finder man statuer af de fire engelske drenge både i byen og oppe på bjerget. De hjalp allerede den gang området til at blive et attraktivt område for de musikglade folk, og det er bestemt ikke blevet dårligere med tiden. Bjergene er fyldt med store hytter, hvor det musik-(og øl-)glade folk, får mulighed for at slå sig løs og danse på bordene til både nye og gamle klassikere hele sæsonen igennem. Og mon ikke, at The Beatles også kan høres ind i mellem.

 

Et af de mange The Beatles monumenter i byen // Foto: Alexander Vissing

 

Et let tilgængeligt freerideparadis

Midt i april var forholdene til freeride desværre ikke de bedste, men heldigvis mødte vi Herman Koch, som agerede guide for os i området. Skiområdet i Obertauern ligger spredt ud over en masse bjerge, hvorfor man også meget hurtigt kan køre lidt uden for pisterne, og nemt komme tilbage til liftsystemet igen. Bor man i byen, er der max et par hundrede meters gang til nærmeste piste eller lift, som tager dig til toppen. Herman fandt trods den noget tunge forårssne et par steder, hvor vi kunne mærke den lækre følelse af uberørt sne under de bredde planker, og for en der ikke har stået meget freeride, var Obertauern ikke noget dårligt sted at starte.

 

 Lækker forårsfreeride lige ved pisten // Foto: Alexander Vissing

Vores guide for dagen, Herman Koch // Foto: Alexander Vissing

Undertegnede på vej ned igennem en af Obertauerns klassiske ruter // Foto: Alexander Vissing

 

Herman Koch – Guiness rekordholder, skilærer og meget, meget mere

En gang i mellem på en helt almindelig forårsdag i april, så møder man personer, som er ud over det sædvanlige. For da vi over frokosten sidder og taler med Herman, finder vi hurtigt ud af, at han er lidt af en éner. Han er blandt andet Guiness Rekordholder i at lave flest 360’ere (inden for freestyle verdenen vil vi nok kalde dem piruetter, men lad nu det ligge) på et minut. Hele 24 styks fik han lavet. Mon ikke han har været en smule rundtosset efterfølgende.

 

Legenden Herman Koch // Foto: Alexander Vissing

 

Derudover har han rekorden i at køre 1000meter hurtigst, baglæns på snowbike, i at køre flest højdemeter på snowbike og flere andre. Deruodver er han uddannet Staatlicher Geprüfter Skilehrer, elektriker, mental coach, sejlsurflærer, og et par andre ting. Han kører på ski, mountainbike, løber marathon, spiller tennis og meget mere.

 

Et udvalg af Hermans triumfer // Foto: Alexander Vissing

 

Herman og konen har valgt at bo hver for sig i vinter halvåret, da deres arbejdspladser ligger for langt fra hinanden. Men netop derfor formår de at holde gejsten kørende og nyde tiden, når de så ses. Han bor i Obertauern, og hun bor i Badenbaden. Og nå ja, så skriver han også bøger i sin fritid. Kommer du forbi Obertauern, bør du virkelig smutte forbi Skischule Koch og give Herman en highfive. Skiskolen ligger midt på hovedgaden, og han garanteret endnu flere røvershistorier gemt i ærmet.

 

Røverhistorier fra Herman får dig til at smile på ski // Foto: Alexander Vissing

 

En tre kilometer lang snowpark

Når man har en tricktosse med på tur, undersøger man selvfølgelig også mulighederne for at besøge en vild park. Obertauern leverer i højsæsonen en park der er tre kilometer lang, med 40 elementer fordelt på tre pister. Den må vi tilbage og prøve! Få her en forsmag for hvad er venter.

 

 

Tre hurtige til Obertauern

Det er en unik følelse at være i et skiområde i midten af April, hvor landskabet overalt stadig er hvidt. Den evige vinter fascinerede The Beatles dengang de råbte Help!, og den redede os da vi ledte efter en vinterlig skitur til at afslutte sæsonen. Vores dom er derfor klar, og du bør tage dertil grundet:

  • Snesikkerheden – hele vinteren er der sne helt ned i Obertauern by.
  • Der er åbent helt til 1. maj – forår er lig med lækkert vejr og stor snebase.
  • Ski in and out bliver taget til et helt nyt niveau, når man overalt kan gå maks et par minutter med skistøvler på hen til en pist eller en lift.

 

Læs mere om Obertauern her.

 

Riders.dk stempler ud fra Obertauern // Foto: Hvem mon?