/Lenzerheide er det Schweiziske Hollywood

Lenzerheide er det Schweiziske Hollywood

Af Alexander Vissing

Som de kendte og riges tilflugtssted skulle man tro at det var ren Hollywood i Schweiziske Lenzerheide. Det er det også, men det er dig selv som er i rampelyset.

Beliggende i det østlige Schweiz med Laax på den ene side og Davos-Klosters på den anden finder man Lenzerheide, et område Morten Agersnap, Mikkel Hjort-Pedersen og undertegnede endte op i som afslutning på en rundtur i de Schweiziske alper.

Vi vidste godt at området efterhånden var blevet verdenskendt for mountanbike, men vores forventninger til skiløbet var begrænset. Det måtte jo være en grund til at man ikke rigtig har set billeder og video derfra før. Efter tre dage i ren Hollywood var vi dog overbevist – det her sted er godt, rigtig godt.

 

Morten Agersnap på vej ned af Schwarzhorn // Foto: Mikkel Hjort-Pedersen

 

De kendtes hemmelige tilflugtssted

Okay, så du har 225 kilometer pister med terræn i over 2.800 meters højde beliggende blot 145 kilometer fra Zürich lufthavn, og så er det er måske første gang du hører om Lenzerheide. Det er blandt andet derfor Roger Federer og andre Schweiziske milliardærer har feriehus her frem for de mere poleret steder som St. Moritz og Zermatt. I Lenzerheide kan man nemlig nyde bjergene i fred og ro uden unødvendig opmærksom.

 

Lenzerheide hænger sammen med Arosa i 1.739 meters højde // Foto: Mikkel Hjort-Pedersen

Undertegnede på et mindre drop i den lavere del af terrænet // Foto: Mikkel Hjort-Pedersen

 

Statussen som de rige og kendtes foretrukne tiltrækningssted har derfor sin indflydelse på området. Liftkortet er en smule dyre end resten af alperne, og du skal kigge langt efter det vilde afterski – Lenzerheide er i høj grad et famileområde. Til gengæld er lifterne top moderne og skiområdet er langt fra overrendt. Og de få mennesker du møder på din vej, ja de holder sig inden for pisten, så du har et enormt freerideterræn helt for dig selv. Vi var der i tre dage, og det kan tælles på en hånd det antal af skiløbere vi så i off-pisten udover os selv.

 

På vej mod toppen af Schwarzhorn // Foto: Mikkel Hjort-Pedersen

Fantastisk sne på vejen ned – helt for os selv // Foto: Mikkel Hjort-Pedersen

 

Hollywood skiløb når det er allerbedst

Lenzerheide byder på et enormt og utroligt alsidigt freeride terræn i alle sværhedsgrader, uanset om man er til åbne flader, smalle couloirs, klippedrops eller træskiløb. Vi var heldige at blive beæret med to mindre snefald under vores besøg, og kunne blandt andet opleve Schwarzhorn rundturen på bedste vis hvor du på en halv dag i to omgange har 1.300 højdemeters pudder i let tilgængelig terræn.

Vores store forelskelse fandt vi dog på områdets højeste top Rothorn, som vi hurtigt døbte ”Hollywood” – enhver ekspert skiløbers våde drøm.

 

Klar til at prøve lykken i Hollywood // Foto: Mikkel Hjort-Pedersen

Morten på vej ned igennem en af de syv klassiske couloirs // Foto: Mikkel Hjort-Pedersen

 

Rothorn ligger i 2.865 meters højde og serviceres af en enkelt kabinelift som trækker dig over 900 højdemeter per løft. Under den frithængende kabine ligger et nordvestvendt, stejlt og meget klippetungt face indeholdende syv menneskelige couloirs, og så nok et par stykker som er umenneskelige. Alle relativ ligetil at komme ned i, men samtidig angstprovokerende, og kræver tungen lige i munden når der skal præsteres med en fyldt kabinelift som publikum.

Vi nåede fem styks på en formiddag inden at turen atter gik mod Zürich lufthavn – behøves vi at sige at vi var først i dem alle?

 

Vi skal den vej for at blive kendt // Foto: Mikkel Hjort-Pedersen

Ses i bunden! // Foto: Mikkel Hjort-Pedersen

 

Modernitet i øjenhøjde

Med overklassen som målgruppe kan Lenzerheide hurtig lyde som en urealistisk destination at komme i nærheden af som dødelig dansk freerider. Det er dog blevet rådet bod på. Svaret åbnede sidste december og hedder Revier Mountain Lodge. Alt overflødigt er sparet væk, og det du har brug for gjort smart og funktionelt.

 

I baggrunden anes Lenzerheide by // Foto: Mikkel Hjort-Pedersen

Morten på ved ned igennem dalen mellem Arosa og Lenzerheide // Foto: Mikkel Hjort-Pedersen

 

Med en beliggenhed blot  50 meter fra gondolen bliver placeringen ikke bedre, og med 93 værelser på 1-3 personer er der kapacitet nok. Revier har valgt at spare alt det ligegyldige væk som du alligevel aldrig bruger; overflødig reception, spildplads på værelserne, daglig rengøring samt minibar. I stedet får du digitalt check-in, internet i top samt værelser med genial indretning og fantastisk udsigt til en meget overkommelig pris. Tilsæt her en moderne restaurant og bar med ugentlige koncerter og DJ’s der tiltrækker hele den unge lokalbefolkning, og du behøver ikke gå andre steder hen.

 

En lokal øl der passer til de couloirs som du lige har kørt // Foto: Mikkel Hjort-Pedersen

Revier Mountain Lodge – kvadratisk, praktisk, god // Mikkel Hjort-Pedersen

 

Bliv selv berømt i skjul

Hvis du er nået hertil og stadig er i tvivl om hvorvidt vi er blevet begejstret for Lenzerheide, så bedes du læse forfra igen. Det er imponerende at et så godt freerideterræn har fået lov til at leve i det skjulte, for her er masser af muligheder. Både for dem som først skal til at prøve kræfter med den dybe sne, men især også for eksperten der ønsker at blive “berømt”. Lenzerheide er ren Hollywood, men i sidste ende har du for dig selv. Og som en vis mand engang sagde – dem som lever i skjul lever bedst.

Se her til sidst et klip fra vores sidste formiddag hvor fotografen havde givet os fri. Filmet af undertegnede og klippet af Morten Agersnap for SKITV.

Læs mere om skiområdet her: lenzerheide.com
Læs mere om Revier Mountainlodge her: lenzerheide.meinrevier.com