fbpx

Riders.dk

Riding since 1999

Fotografen fortæller

af

Vinteren 2017/18 i Europa går over i historiebøgerne som en af de snerigeste i mange år.

Undertegnet tilbragte min første sæson i østrigske St Anton i 2010, og har i mine mange år i regionen aldrig set så meget sne som denne sæson bragte. Fra slutningen af november til midten af januar var på grænsen til det uvirkelige. Sæsonen begyndte officielt den 1. december, og til jeg kørte tilbage til Danmark for at fejre jul den 21. december, var hver eneste dag en ny dyb pudderdag. Det var lidt som en drøm der ingen ende ville tage. Sneen blev ved med at være kold, luftig og dyb!

Jeg har forsøgt at udvælge en bunke fotos fra denne særdeles snerige vinter 2017/18, hvor jeg fortæller historien bag det foto du skal se, planlægningen og resultatet, da et foto ofte kræver mere planlægning end de fleste tror. Jeg har altid mit kamera med i tasken, hvor jeg længere nede i artiklen vil vise dig hvilken taske jeg benytter mig af på bjerget. Anderledes for denne sæson til tidligere sæsoner er, at jeg har forsøgt at lave en smule anderledes fotos end jeg plejer. I år har jeg forsøgt at lege lidt mere med vikler, opbygning og komposition. Dertil har jeg taget en del flere portrætfoto af mine mange venner i bjergene, som du også kan få et indblik i længere nede artiklen.

Så læn dig tilbage, og kom med på en tur igennem en vinter vi i Europa sjældent vil glemme.

Alle fotos tilhører Troels Iversen (www.troelsiversen.com) og må ikke benyttes online, print eller lign. uden tilladelse…!

Min gode makker siden første sæson i St Anton i 2010, Martin Schøber, trykker den af i december sneen. Martin og jeg har arbejdet sammen i et utal af artikler, rejser og foto-sessions siden da. Dette foto blev til på en stormfuld december dag, hvor kun enkelte lifter i området var i drift. Ideen var at ved hjælp af en snert af motion-blur, fart og sne, så forsøgte jeg at kapsle Martin ind i den løse og dybe sne. Ofte når jeg skyder fotos med Martin, kan det være svært at holde fokus, da hans glæde ved dyb pudder afspejles i en glædesrus af råb og skrig, hvilket er super underholdende.

 

Min favoritlift i hele Arlberg, Albona 1. Sidste år åbnede en stor ny gondol i området, der nu gør Stuben skiområdet mere tilgængeligt. Personligt synes jeg det er en skam, da de to kolde liftture i Albona 1 og 2 gjorde Stuben til hvad Stuben er. Et sted for de hårde hunde på de kolde pudderdage, hvor to langsomme lifte skræmte de fleste folk væk. Der er noget nostalgisk ved at hoppe i den gamle Albona 1 lift, der tager dig henover Stubens kendetegn, de mange lavinehegn. Netop de hegn har altid været noget specielt for mig, da jeg for mange år siden så et foto af legenderne Seth Morrison and Pep Fujas smide henholdsvis back- og frontflip sammen ned igennem. Og med risiko for at gentage mig selv, så har jeg aldrig set så meget sne på lavinehegnene før.

 

Efter et par stormfulde åbningsdage kom solen endelig frem. Martin Schøber og jeg tog til Zürs am Arlberg, hvor de massive bjergtinder altid skaber et flot skyggelandskab med den lavtliggende sol i december. Og vi har heldige at finde helt perfekt puddersne på den ellers solrige sydøstside ned mod hovedvejen.

 

En af de bedste snowboardere i St Anton og en fandens god kok på Pizzeria Pomodoro i byen. Engelske Johnny (Jonathan Mills) rammer et af vores secret-spots i Arlberg. Et sted der sjældent bliver kørt af de mange snehungrende turister og bumser i området. Som du kan se på fotoet, så er sneen blevet en del tungere her i starten af januar, men ideen med at indkapsle Johnny i en sky af sne lykkedes, trods den tunge sne. Og jeg har ikke tidligere skudt snowboard fotos så der var sjovt med en udfordring. Det endte med at blive en ganske produktiv dag på bjerget.

 

Tobias Hansen behøver nok ikke den store introduktion her på Riders.dk. Tidligere arrangør af Freeride DM, tidligere konkurrence skiløber og blot en utrolig dygtig freerider. I starten af december var han på besøg i byen, hvor Martin Schøber og jeg havde ham med rundt i terrænet. Dagen blev primært brugt i Zürs og Lech, men vi nåede vores plan om at få de sidste solstråler med på den legendariske Schindler frontside i St Anton. 10 sekunder efter dette billede blev skudt, da gik solen ned, men vi fik det i kassen. Dog havde blæsten gjort sneen lidt skorpet, men skiløber og fotograf var begge glade.

 

En kort pillow-line indkapslet af to massive træer med Martin Schøber på vej ned over facet. Jeg var ved at brække mig af grin, da Martins glæde og råb hele vejen ned, kunne høres højlydt. Hvilken dag på bjerget! Denne linje er en klassiker for Martin, og han giver den altid fuld smadder ned over denne side.

 

Forsiden af Schindler i St Anton med Martin Schøber. En meget smal passage foran Hollywood klippen under stoleliften. Målet med dette foto var at Martins linje skulle skabe en direkte linje mellem skiløber og fotograf hvilket resultatet også indikerer. Dog trak en sky ind over bjergsiden netop som Martin dropper ind, men både fotograf og skiløber var ganske tilfredse. Her i påsken var jeg tilbage på forsiden med Martin, og hold nu op hvor er der meget sne. Selv Hollywood klippen ser ikke længere så frygtindgydende ud.

 

Tore Amby tjekker sin line ud på endnu en stormfuld skidag i Arlberg. Det kraftige snevejr skabte et grønligt snert af en silhuet, hvilket står i kontrast til Tore røde jakke. Tore er en utrolig vidende freeride skiløber, men også ekstremt legesyg med terrænet. Er der en knold, klippe eller en helt tredje ting, så kan du være sikker på at Tore sender den!

 

Arlberg bjergpasset var lukket grundet lavinefare, så Martin Schøber, Tore Amby og jeg kørte igennem tunellen til Stuben am Arlberg. Dagen blev tilbragt i et lukket område, hvor kun Albona 1 liften var i drift. Sammen med en håndfuld andre skiløbere havde vi hele området for os selv hele dagen. Faktisk stod vi og ventede på at liften åbnede sammen med en tysk turist på sin snowbike. Her passerer Martin og Tore den legendariske Johann “Hannes” Schneider, der nærmest er gemt væk i sne. Netop Hannes Schneider er en legende i Arlberg og hele Østrig, så altid lige et nik i hans retning når man passerer statuen på vej til liften.

 

Et syn som var meget normalt i starten af sæsonen. De store mængder sne gjorde det muligt at køre direkte til liften på hovedvejen. Her er det Malene “Turbomalle” Madsen og undertegnet på vej til liften for at tjekke forholdene ud på bjerget. En dag der skulle blive lidt mere spændende end først antaget.

 

Vi tog vores forbehold men blev alligevel overrasket af de meget ustabile forhold i midten af januar. De store mængder sne tidligt på sæsonen i kombination med høje temperaturer havde sendt lavinefaren i vejret. Dog havde vi kalkuleret med at siden muligvis ville rulle, så Malene åbnede op for gashåndtaget og kørte i sikkerhed mens jeg stod sikkert bag et par store træer. Vi kørte dog ned fra bjerget efter episoden og kalde det en dag. Næste dag ramte lavinefare-skalen 5, hvilket ikke er set i Arlberg siden 1999. Her tog vi en hjemmedag foran computeren.

 

Albona 1 er ved at være klar til at fragte snehungrende skiløbere op til et af verdens fedeste træ-, pillow- og lavinehegnsterræn. Jeg er helt pjattet med denne lift, som efterhånden er den eneste gamle sammen med et par enkelte lifter på Rendl, der stadig hænger i. Gondoler og nye stolelifte med varme i sæderne er lækkert, men der er nu intet som en god gammeldags lift, hvor du får en flyvetur ved nødstop, kører ekstremt langsomt og kan være fandens kold.

 

Tore Amby sendes som en raket ud af det sidste lavinehegn under Albona 1 liften i Stuben am Arlberg. Nærmest ingen mennesker denne dag i januar, hvor vi havde området for os selv. Tanken bag fotoet var at Tore skulle være imellem de to nederste hegn med liften i baggrunden. Det lykkedes efter et par forsøg, hvilket resulterede i en glad fotograf og en træt skiløber. OBS, jeg kunne ikke oploade dette billede i høj nok resolution, derfor det er lidt udskarpt.

 

Dette foto behøver ikke så meget forklaring. Stuben am Arlberg var dyb den dag!

 

Tore Amby på vej tilbage til bilen efter en lang dag på bjerget. Og en dag der langtfra var slut endnu. Vejen tilbage til St Anton var spærret pga lavinefare, der resulterede i fem timers ventetid i bilen, men så længe der er smøgere og kaffe i nærheden, så er Tore i godt humør.

 

Hovedvejen mellem Pettneu og St Anton var lukket, da de store snemængder, et jordskælv og lavinefare 4 ikke var en god kombination. Vejen åbnede dog senere på aftenen i en time, så folk kunne komme ind til og ud fra byen, inden myndighederne lukkede den igen. Vi oplevede flere gange at Arlberg være i højt alarmberedskab i starten af sæsonen grundet de store mængder sne.

 

Martin Schøber og jeg har i mange år snakket om at skyde et par solnedgangsfoto i december, hvor solen står lavt på himmelen, hvilket giver et meget gyldent lys. De sidste sæsoner har dog være så snefattige i starten af sæsonen, hvilket har gjort det umuligt, men i år lykkedes det. Selvom sneen var blevet en del vindblæst var det stadig en god eftermiddag på Schindler.

 

En glad Martin Schøber i Stuben am Arlberg med en masse sne i madkassen. Et billede fortæller ofte mere end 1000 ord, hvilket er tilfældet her. Mere behøves ikke forklaret om dette foto.

 

Martin Schøber nyder de sidste solstråler inden han dropper ind på forsiden af Schindler i St Anton. Jeg er fascineret af det gyldne december lys du finder sidst på eftermiddagen i starten af sæsonen. Det er rent magi for en fotograf.

 

Aldrig har jeg oplevet et mere windy St Anton end denne dag sammen med Tore Amby. Jeg hæv kameraet frem for at dokumentere dette voldsomme blæsevejr, og selv fototasken var ved at blæse væk. Tore står også godt foroverbøjet for ikke at miste balancen. Sigtbarheden var flere steder mindre end to meter, hvilket gjorde det mere end spændende at navigere rundt. Dog var vi meget komfortable med situationen da vi kender området som vores egen bukselomme. Vi fandt et par små lommer hvor vinden ikke havde ødelagt sneen og fik masser af dybt træskiløb resten af dagen.

 

Martin Schøber i luften på vej ned over en fotogen pillowline. Godt at se den gamle makker stadig kan sende den, når forholdene er til det og fotografen giver en ordre. Martin er måske den letteste skiløbere at arbejde sammen med når det kommer til fotos, da han altid er frisk på at give den gas.

 

Det går ikke altid som planlagt. Martin Schøber og jeg har arbejdet og stået på ski sammen i mange år. Vi kender hinanden, og især hvordan vi bevæger os i terrænet, men her rammer Martin et isklump der sender ham direkte mod mig. Tanken bag fotoet var et skarpt sving ind foran mig, men resulterede i et nærmest frontalt sammenstød. Heldigvis var jeg opmærksom og kastede mig bagover, så det kun var mit 16-24mm objektiv og to fingre der kom tilskade. Godt det ikke var et par skarpe GS ski men et par gamle Armada Magic J, eller havde situationen nok endt mindre heldigt.

 

Josefine Lützau og jeg tog til Sonnekopf, hvilket er lille skiområde der ikke er sammenhængende med resten af Arlberg området. Her tilbragte vi en hel dag i det super fede terræn. Denne linje har jeg haft i kikkerten siden jeg besøgt området for to sæsoner siden. Endelig var forholdene optimale og Jose åbnede op for gassen.

 

Med i Sonnekopf var Christian Emil Thorup, som måske er den skiløber jeg har tilbragt flest timer med i sneen fra tiden på Freestyle Academy og Din Camp til freeride ture over det meste af Europa. Tilbage fra en korsbåndsskade sendte Chr-Emil porno-sprays fra top til bund og sluttede med en god bagkoger efter instruks fra fotografen.

 

Solrige dage i St Anton med Martin Schøber. Ideen med dette foto var et tre-delt-foto med skiløber, bjerge og sol. Vi syntes selv det lykkedes meget godt.

 

Profilskud imellem dybt skovskiløb – Martin Schøber er klar til endnu et run. Hård banan!

 

Jeg elsker de gamle lifter der endnu ikke er blevet udskiftet til en ny fancy gondol er lign. Den lokale snowboard pige fra Engelberg Simone Le Grand tog os med rundt i dette fantastiske område over tre dage. Her får hun sig en sludder med liftmanden, hvor den schweiziske dialekt får Vreni til at grine. Måske det bare var Martins joke hun griner af.

 

Det er ikke fordi dette foto er noget specielt, men siger alligevel utroligt meget. De to tøser, Vreni og Simone, er helt oppe at køre over forholdene i Engelberg. Store bjerge uanset hvor du kigger hen. Senere på dagen kørte vi et 2000 højdemeter home-run. Hvilken måde at slutte dagen på!

 

Et magisk øjeblik hvor solen får fat på toppen af Wendelücke i Engelberg. Farverne, lyset, bjerget i baggrunden – min fascination af Engelberg vil ingen ende tage.

 

Behøver jeg overhovedet at forklare. Derfor elsker vi skiløbet! Tre gode venner flænser pudder sammen. Det fåes ikke bedre.!

 

Martin Schøber og jeg besøgte Engelberg sammen i 2016, men havde desværre ikke de bedste forhold. Lige siden har vi drømt om at skyde fotos på deres store nordside, Steinberg. I december 2017 lykkedes det! Der kom rigtig mange gode skud ud af de store passager omringet af gletsjerspalter, hvilket giver en super kontrast med den lysblå farve.

 

Engelberg, et sted du bliver forelsket i.

 

Wendelücke i Engelberg. Udover at tilbyde skiløb i verdensklasse tilpas lagt fra skiområdet til at man føler sig alene bliver man også belønnet med en udsigt ud over Berner Oberland og kæmpemæssige bjerge, gletschere og spidse tinder.

 

Martin Schøber forsøger sidst på dagen i Engelberg at finde den sidste stykke sne uden spor. Ideen med dette foto var at have Martin midt mellem alle de andre spor, der danner en ramme om skiløberen.

 

En levende legende i Engelberg, Schweiz. Snowflake som han bliver kaldt hedder i virkeligheden Henrich Giesker og drøner hver dag rundt i terrænet og skaber glæde blandt skiløberne. Vi mødte ham tilfældigvis på vej ud af liften på en tur til området i midten af december. Og efter lidt snak tog jeg mig endelig sammen til at spørge om jeg måtte skyde et portræt foto af ham.

 

Med Josefine Lützau i Sonnenkopf. Ideen med dette skud var at lege med bjergenes skygger i sammenspil med den kraftige blæst der fik sneen til at hvirvle rundt om Josefine. Nøj!, det var en kold fornøjelse, men der kom mange gode skud i kassen, så glemmer man hurtigt kulden.

 

Det går ikke altid som planlagt. Her er det Tore Amby der har sendt den helt ud af kommunen. Dertil mistede Tore sin elskede Liberty ski. Hvad gør man ikke for et godt foto. Vi ledte forgæves af skien.

 

Malene “Turbomalle” Madsen trykker til og forsvinder nærmest i de store snemængder. Målet med dette foto var at Malene IKKE skulle forsvinde helt i sneen 🙂

 

Martin Schøber sender den ud over en afsats i Stuben am Arlberg.

 

I midten af januar ændrede forholdene sig til den mere tunge og våde side. Martin og jeg ringede sammen aftenen i forvejen med store forventninger til endnu en super dyb dag på bjerget, men de nyfaldne 30 cm var ekstremt tunge og våde. Vores store planer blev hurtigt ændret til kaffe på den lokale kaffebar, hvor Anni sørger for os.

 

En St Anton klassiker på de stormrige dage, hvor det meste af området er lukket. Martin Schøber brager ned over bjergsiden. Denne dag havde vi det “store” problem at der var så meget sne, at han forsvandt i mængderne. Det lykkedes at skyde et foto inden han atter engang forsvinder. Det er de store problemer vi har kæmpet med denne sæson i St Anton 🙂
Hvilken kamerataske bruger jeg?

Jeg er meget kræsen når det komme til hvilken kamerataske jeg har med på bjerget. En kamerataske et ikke blot en taske. Den skal beskytte dit dyrebare kameragrej i alle situationer, sidde super godt på ryggen da jeg ofte har tasken fyldt med en masse tungt grej, dertil være funktionel så den kan tilpasses til flere forskellige situationer. Den ene dag har jeg måske kun et kamerahus og objektiv med på bjerget, hvorimod den næste dag har jeg tasken proppet med kamerahuse, objektiver, flash osv.

Til denne sæson har jeg holdt med til en god klassiker. Det amerikanske kamerataskemærke F-Stop gears Ajna, er en 40 listers kamerataske der er tæt på vandtæt og robust. Det har endnu ikke lykkedes mig at ødelægge en af de mange tasker jeg har har haft med i bjergene. Der er plads til alt det grej du ønsker (blot udskift din ICU, Internal Camera Unit), har mange spænde muligheder, plads til cammelbak, stort hoftebælte og god støtte i ryggen.

En dag der er dedikeret til skiløb og ikke så meget foto:

  • F-Stop Ajna
  • F-Stop ICU pro small
  • Nikon kamerahus
  • Nikkor 24-70mm 2.8
  • GoPro Hero 6
  • Ekstra handkser, goggles, solbriller, solcreme
  • Vand og mad

En standard dag på bjerget har jeg følgende med:

  • F-Stop Ajna
  • F-Stop ICU medium slope
  • Nikon kamerahus
  • Nikkor 24-70mm 2.8
  • Enten Nikkor 70-200mm  2.8 eller Nikkor 14-24mm 2.8
  • BCA walkie-talkie
  • GoPro Hero 6
  • Ekstra handkser, goggles, solbriller, solcreme
  • Vand og mad

En stor dag på bjerget hvor vi skal skyde mange forskellige fotos har jeg følgende med: 

  • F-Stop Ajna
  • F-Stop ICU pro large
  • Nikon kamerahus + motor
  • Nikkor 14-24mm 2.8
  • Nikkor 24-70mm 2.8
  • Nikkor 70-200mm  2.8
  • Nikkor 50mm 1.8
  • BCA walkie-talkie
  • GoPro Hero 6
  • Ekstra handkser, goggles, solbriller, solcreme
  • Vand og mad

Du kan finde mere info om tasken på https://fstopgear.com/products/packs/ajna 

Tasken koster 259 USD og en ICU koster ca 99 USD alt efter størrelse.

Jeg har flere forskellige ICU’s alt efter hvilken opgave jeg er på. Jeg rejser gerne med tre ICU. Mine favoritter er Large Pro, Medium Shallow og Small Pro.