DM i Freestyle har fået ny arrangør
Tilbage i juni blev der åbnet for ansøgningen til afvikling af DM i Freestyleski og Snowboard. Afgørelsen er nu kommet, og 2019 vil byde på en ny arrangør, ny lokation samt nyt valg af uge.
Kort før sommer åbnede Elitecenteret for Freestyle og Freeride (EFF) under Danmarks Skiforbund, for ansøgning om afholdelse af DM i Freestyleski og Snowboard. Afgørelsen er nu faldet, hvilket betyder at Danmarksmesterskabet den kommende vinter har fået en ny arrangør, ny lokation samt ny uge. Det skriver EFF i en pressemeddelelse via deres Facebookside.
Hvad: DM i Freestyleski og Snowboard 2019
Hvem: Afholdes af Sunweb Group / écart ski tours + et freestyle ’Task Force’
Hvor: Avoriaz, Frankrig
Hvornår: Påsken 2019 (uge 16)
Rejseselskab teamer op med tidligere konkurrenceatleter
Sunweb Group er et firma ejende en stor gruppe rejseselskaber, heriblandt écart ski tours som de fleste danskere kender. De kommer til at stå få den tekniske afholdelse af DM ugen, kommercielle partnerskaber samt PR, hvorimod det ovenfor omtalte ’Task Force’ skal koncentrere sig om de sportslige rammer, herunder baneforhold, setup og konkurrenceafvikling. En interessant kombination bestående af danskere som alle har mange års erfaring som konkurrenceatleter, og samtidig er stærkt forankret i det danske freestylemiljø.
Vi følger nyheden tæt, heriblandt hvem der indgår i ‘Task Force’ – stay tuned på riders.dk
Forside- og topbillede: Emil Brandt