Østrigsk Roadtrip: Når tre dage giver en uges oplevelser
Roadtrip, enhver skiløber og snowboarders hungrende drøm. Men man behøves hverken købe dyre dagskort eller sove på bagsædet af en stationcar. Vi testede en kort version af slagsen i midten af Østrig.
Det er efterhånden blevet udbredt at liftkortene dækker flere og flere områder. En udbredelse til glæde for sneelskere der enten ønsker variation i terrænnet, eller fleksibiliteten til at køre derhen hvor sneen er bedst. En af de helt store spillere i denne liga er Salzburg Super Ski Card , som dækker hele 22 områder, 2.500 kilometer pister og 753 lifte, så der er uden tvivl masser af terræn at vælge imellem.
Det måtte prøves, så Morten Agersnap og undertegnet indlogerede os på Højmarks hotel i østrigske Zell Am See, der fungerede som vores base de næste 3 dage. Her følger en lille beretning til inspiration hvis I selv overvejer en lignende tur.
DAG 1 // SCHMITTENHÖHE, ZELL AM SEE
Første dag bød på varmt vejr med skydække på alle de høje tinder, så vi valgte at starte blødt ud i nabolaget. Et stenkast fra hotellet i Zell Am See ligger Schmittenhöhe. Herligt område hvis pistefræsning står øverst på ønskelisten og man ellers holder af at køre i en mennesketom park og sige mojn til de tusindvis af andre danskere der cruiser rundt på pisterne.
Området i Zell Am See – Schmittenhöhe – har sin egen lille hyggelige park…
Og selv om der er fyldt med danskere havde vi nærmest parken for os selv…
DAG 2 // GASTEINERTAL
Næste morgen bød på en glædelig overraskelse. Rygtet gik at der var faldet sne i Gasteinertal, og et hurtigt kig på webcamet bekræftede situation. Det hvide guld var faldet østpå! Ind i bilen og en halv time senere stod vi i bunden af Dorfgastein. Selvom det kun var blevet til 10 cm nysne på toppen af en blød slushbund, gav det perfekte forhold til at launche forskellig natural features i et terræn der indbyder til leg.
Nattens snefald gav rig mulighed for leg i Gasteinertal…
Sne på træerne og alene i backcountry – what’s not to like?
Selvom temperaturen hurtig steg var der stadig sjove sving at finde…
DAG 3 // FIEBERBRUNN
Det viste sig at vores lille mini roadtrip skulle slutte af på bedste manér. En ny ladning sne var i løbet af natten rullet ind over de østrigske alper, og Fieberbrunn skulle danne rammerne om vores sidste dag. Området der blandt andet afholder Freeride World Tour og er kendt for skovskiløb, skuffede bestemt heller ikke. Billederne nedenunder taler sit, også selvom det kun var blevet til 20 cm nysne.
3 intense dage var slut, 3 dage der føles som en uges oplevelser. Alene dét er et argument for at prøve kræfter med denne form for skitur, om der falder pudder eller ej.
Læs mere om Salzburg Super Ski Card HER.
Fieberbrunn blev turens dybeste dag…
Vi havde hørt at skovskiløb var områdets stærke side – det blev bekræftet…
Åben munden og spist sne – vores alles livret… Morten nyder godt af Fieberbrunns lækkerier… Fieberbrunn er skovskiløb i verdensklasse! 3 dage føles som at blive en uges oplevelser rigere – et Østrigsk roadtrip kan varmt anbefales!
COPYRIGHT: ALLE BILLEDER TILHØRER RIDERS.DK / MORTEN AGERSNAP & ALEXANDER VISSING