ALOHA fra fantastiske Maui
Heej derhjemme
Håber at i alle har det fantastisk derhjemme, og efterhånden er ved at komme på vandet…
Det er ved at være rigtig længe siden i har hørt fra mig… Siden sidst, hvor jeg netop var begyndt så småt at windsurfe igen efter 2 måneder ude af vandet pga. en brækket hånd, er der sket ufatteligt meget.
Vi var stadig i Australien, og foran mig havde jeg vores ture til Gnaraloo, som viste sig at blive mit yndlingssted i Australien. Kort fortalt til jer der ikke har hørt om stedet, er det på den australske vestkyst, ca. 800km nord for Geraldton (som er ca. 500km nord for Perth). Turen derop er i sig selv ret speciel, da den foregår på en meget lang lige vej ud i ørken-land (med hvad dertil hører af varme og kænguruer), og efter et par timer ender ud i en lang grus/sandvej, hvor man bestemt ikke har lyst til at møde modkørende trafik, eller sidde fast for den skyld.
Vi var deroppe to gange, hvor specielt den anden gang endte med at give en oplevelse for livet, ud over fantastisk lange bølger og massevis af kænguruer.
Kort fortalt blev Julie Kessler som var en af mine medrejsende de første 6 måneder af turen, næsten til haj-føde fra det ene øjeblik til det andet. Julie lå nede foran nogle klipper hvor vi stod på toppen og snakkede med hende, da jeg pludselig ser en kæmpe hajfinne komme svømmende med kurs direkte mod hende. Total lammet ser jeg længere ned i vandet, og ser hele hajens krop, som jeg vil mene var ca 5 meter lang. Fik fremstammet ”der er en haj” til drengene, og derefter føltes det hele bare som et ondt mareridt hvor Julie skreg og jeg græd, og Esben løb op for at sejle downwind til Julie og prøve at gøre et eller andet for at få dyret væk. Det var de længste minutter, og den endte med at smutte igen efter at have været helt henne og snuse til hende på alt for tæt afstand (ca. 2 meter)… endelig smuttede den, og Esben fik hjulpet en meget forskrækket Julie op på boardet, og Julie sejlede ind… at give Julie en krammer på stranden var noget af det bedste nogensinde… det var det ondeste mareridt!!! Og jeg endte da os med at have seriøse søvnproblemer ugerne efter episoden. Er så taknemmelig for at den ikke angreb hende!!! Julie har en røverhistorie med hjem derfra som ingen andre…
Det var desuden mens jeg var i Australien at jeg var så heldig at Surfnews’ journalist Steffen Kjær skrev den rigtig fine artikel om mig som nogle af jer måske har set i Surfnews… var rigtig sjovt at samarbejde med ham i de dage det tog, og samtidigt ikke have nogen som helst ide om hvad han fik ud af de milliarder af spørgsmål han sendte mig. Så det er bestemt ingen overdrivelse at jeg var MEGA spændt på at se det endelige resultat da Surfnews blev lagt online for et par uger siden. Sys Steffen + crew har lavet den fineste artikel!!!
Efter Australien tog det meste af crewet hjem til Danmark, mens Esben, Rasmus og jeg rejste tilbage til Maui, hvor 2 af mine bedste veninder hjemmefra (endnu en Julie og en Ida, bare for at forvirre), og windsurferene Anders Rasmussen, Simon Hougaard ventede, og de sidste to måneder har vi nu boet i det samme hus som vi boede i sidst jeg var på Maui. Og hyggeligt har det været!
At vende tilbage til Maui for 3. Gang er fantastisk rart! Elsker jo bare Maui, og det var så dejligt at komme over og se alle mine venner herhenne fra igen. Det føles helt som mit andet hjem! Og så er det jo bare fantastisk at sejle på Maui igen… har savnet styrboard, spændingen ved Hookipa og de sjove dage ved Kanaha, og bare hele den stemning der er så speciel på Maui når der er bølger.
De sidste par uger har været ekstra sjove! For et par uger siden lavede vi fotoshoot for hotsails crossover, freeride og slalom-sejl, og jeg fik prøvet den kommende 2009 erstatning til mit ellers så elskede Diva sejl. Det nye sejl kommer til at hedde DD, og var egentlig mest bare henvendt til letvægts-folket af begge køn, men har fået overtalt Glenn som er man in charge når det gælder design, til at der skal være en pink model igen. Så den bliver pink med sølv-tryk på… den kan kun gå hen og blive rigtig rigtig fin!!
Altså kunne jo snakke i virkelig lang tid om det her sejl, som er blevet ændret fuldstændigt, og nu mere har Fire-sejlets stabilitet og manøvre-evne, og Divaens lethed i et og samme sejl. Det er klart det bedste sejl jeg nogensinde har sejlet med. Det passer perfekt til min sejlstil, og jeg føler virkelig jeg kan kontrolere det i bølgerne. Behøver aldrig slippe med min bagerste hånd fordi der er for meget træk i sejlet og det gør præcis hvad men beder det om… virkelig et sejl som piger og andre let-vægts-skabninger burde prøve hvis man ønsker mere overskud. Nå, det var nok om det… ville jo egentlig bare fortælle om den dag fordi jeg opnåede et af mine største mål med windsurfing…
Efter foto-shootet fik jeg efter en længere diskussion overtalt Juan og Ray (nogle af mine bedste venner herhenne fra) om at vi skulle til Hookipa og sejle i stedet for at sejle ved Jeff’s hus. Var glad da jeg endelig fik min forbandede vilje… Og det kan man da vidst roligt sige at drengene også var da vi nåede frem og bølgerne var mastehøjde i sættene. Jeg mener det, da jeg så det fik jeg så overdrevet kolde fødder. Jeg blev skide bange, for jeg havde jo ligesom lige overtalt drengene til at vi skulle rigge alt af og i stedet køre til Hookipa, så følte egentlig ikke at jeg havde et valg.
Drengene riggede hurtigt deres største sejl til i den super lette vind, og smuttede på vandet, mens jeg sad i en time og blev mere og mere nervøs og kiggede ud på alle dem der røg på klipperne og generelt bare svømmede rundt ude i at det hvide vand uden at kunne vandstarte pga. for lidt vind.
Jeg aner ikke hvad jeg tænkte, men da Juan kom ind og lavede sjov med mig, endte jeg efter en times grublen på stranden med at gå ud på trods af at han havde været på klipperne to gange allerede, og at det bestemt ikke blev mindre derude.
Jeg tog kort fortalt mit udstyr, hoppede op på boardet og sejlede direkte downwind for at nå ud gennem ”kanalen” inden næste sæt kom rullende. På vejen ud faldt jeg selvfølgelig lige foran klipperne hvor man bare ikke sys det er skide spændende at falde, men kom hurtigt op, og ud på den anden side, hvor jeg så sejlede ud og fangede min første bølge, i den fantastiske viden at Juan holdte øje med mig, hvis det skulle gå helt galt. Slappede underligt nok totalt af og den første bølge var den bedste! Red den ret forsigtigt, for ikke at blive fanget i den, og jibede så for at sejle ud og fange de næste mange bølger på min første rigtig store dag på Hookipa nogensinde!! Og så gik det bare overdrevet godt, og meget bedre end forventet… var så lykkelig!!
Det var det fedeste i hele verden! Var såhh glad for at jeg gjorde det og kan stadig ikke få armene ned når jeg tænker på det!! Det var så meget en drøm der gik i opfyldelse… havde sommerfugle i maven som aldrig før…
Nå, kom lige til at se hvor lang en roman jeg har skrevet indtil videre… så må nok hellere stoppe nu, og i stedet hygge med de andre i huset. Anders har desværre skadet sit knæ rigtig skidt, så vi krydser alle fingre for at han kommer på toppen inden han skal hjem!!! Ellers går det rigtig godt herhenne, og vi hygger fantastisk meget!!
Ha det fantastisk derhjemme og gi den gas i foråret!!
ALOHA
Ida
ps. hvor mærkelig det end lyder har jeg altså ikke nogle billeder af mig selv der windsurfer siden australien… det må blive næste gang… så i får nogle gamle billeder…
