Årets første tur til Vallåsen

I sidste uge fandt rygtet om, at der var sne på Dåsen, vej til Riders.dks hovedkvarter i det indre København. “Det var Dælens” tænkte vi, og det blev hurtigt besluttet at sende en Riders.dk ekspedition bestående af undertegnede og Majeline Dalsgaard afsted, fordi ingen af os endnu havde besøgt det sagnomspundne danskerspot. I ved jo, hvordan vi ruller herinde, så vi fik hurtigt fat i Majelines veninde, Cecilie, som altid er god for en tur i farmands Mercedes S-klasse, og for at være sikre på at vi kunne finde rundt oppe i terrænet, kontaktede jeg min gamle ven Mads, der efter fire hårde sæsoner i St. Anton er den bedste terrænguide, man kan ønske sig. Det skal dog siges, at vi nok havde klaret skærene uden hans hjælp, der var nemlig ikke så meget terræn at holde styr på.

Kvinderne fik lov at kontrollere kørsel og vejkort.

Tidligt op, god morgenmad og pakke de sidste ting, før jeg omsider hører den veklingende lyd af tysk mekanik, der dytter ude fra gaden. Ned og hilse på folk og så afsted. Cille kører godt og sikkert, Majeline har ondt i knæet og ønsker sig nye ski, Mads sover og jeg glæder mig til færgen. Den viser sig dog at være ligeså kedelig, som den plejer, og vupti, så er klokken 10.40, og vi er i Sverige.

Dåsen at daytime

Vi provianterer på en tank, kører forkert et par gange, og klokken 12.07 står vi fuldt omklædte (Mads i klassisk big mountain gear med luffer og elefanthue, Majeline er hiphop n´ baggy as hell, Cille i moderigtigt lilla sæt og alt for lille hjelm, og mig = Holden-swag) og fryser for foden af det mindste bjerg i verden, og med et slår det mig, hvad forskellen på fantasi og virkelighed er.

To skeptiske alpe-fans, der på dette tidspunkt fryser, som man kun kan fryse, når man er nordpå.

Jeg har nemlig hørt så meget om Vallåsen, men alligevel har jeg aldrig rigtig orket at tage afsted. Men i kraft af folks omtale og talrige “I love Dåsen”-stickers havde jeg efterhånden fået bygget en ide op om et mini Breckenridge med høj sol, perfekte obstacles, slush, god “Thats rad, dude!”-stemning og musik. Jo mere jeg tænker over det, jo mere åndssvag føler jeg mig. Vi er jo i sverige! Alt er nørdet! I virkeligheden er det (Naturligvis!) super koldt, og solen, der står højt og flot BAGVED bjerget, kaster et besynderligt fladt lys ned over pisten, der virkelig er kort. Og så er der en varmestue, hvor endagsturister sidder med deres børn og spiser medbragte madpakker. Sådan en har jeg ikke, og da restauranten er lukket, og køen til det lille vindue, der både sælger liftkort og noget der minder om mad, er ca. 7.5 meter lang, og bevæger sig usandsynligt langsomt, kan jeg mærke, at det bliver en rigtig lang dag.

Sceneskift: Dåsen by night.

Se, hvor hyggeligt det er.

Vi får købt, hvad vi skal bruge og bevæger os stivfrosne mod liften. Op og ned et par gange, og det er da meget sjovt. Sneen er god, men kulden gør det onde ved os, og jeg må erkende, at jeg på dette tidspunkt var tæt på at give op. Men det skulle blive løgn, sku´ det! Og derfor tog vi lige en pause, en kop kaffe og fire kolde hotdog-efterligninger og så op igen. Og det er netop her, at der sker noget magisk. Det flade lys fra solen er væk (det bør i den forbindelse nævnes, at denne mandag officielt var årets korteste dag), og i stedet har man tændt for den kunstige belysning. Vallåsen er som ved et trylleslag forandret, og pludselig er her mega hyggeligt. Vi fryser ikke mere, Cille går mod forventning for en treer på en super sketchy kicker, vi kører en smadret downbox, og alt er pludseligt perfekt og sjovt!

Den kommende park

Folk sidder i skumringen og varmer sig ved et bål i skoven under liften, børnene larmer ikke mere, og der hviler en helt speciel stemning over det lille svenske skisportssted. Den kunstige belysning er virkelig god, og man kan nu se alle konturer i pisten helt tydeligt. Desværre er parken ikke bygget færdig, men vi jibber og hygger alligevel i de snedynger og halvfærdige features, der forhåbentlig snart bliver lavet om til en rigtig lækker lille park. Da klokken nærmer sig 18.00 (officiel lukketid), synes de 290 svenske kroner pludselig at være rigtig godt givet ud. Vi har faktisk slet ikke lyst til at tage hjem, og jeg begynder at kunne se, hvorfor Vallåsen i så mange år, har været danske freestyleres foretrukkende weekenddestination.

Smilende forlader vi Vallåsen efter en rigtig god dag i sneen.

Ps. Jeg undskylder med det samme for billedekvaliteten, men det er åbentbart kun svenske produkter, der kan klare kulden i Sverige, fordi det eneste vi havde med, som ikke frøs, var min Ericsson mobil.