D-211: Xenia Kessler
Freestyle yndling, Xenia Kessler, har i årets løb trænet og rejst en masse. Og det har givet resultater: Xenia, som er 20 år gammel, har i år sejlet med i sit første internationale stævne. Hun er blevet Danmarksmester og samlet rangliste vinder i B-klassen Freestyle– foran alle drengene.
Xenia Kessler startede tilfældigt med at windsurfe en sommerdag for 4 år siden, sammen med familien. Den dag prøvede hun det bare for sjov, en 15minutters tid – men efter at have sejlet lidt på ungdomsskolen, og på et hold i Århus Windsurfklub, blev hun rigtig bidt af det.
Vi har snakket med Xenia for at høre lidt mere om hvordan hun er blevet så god, hvad der fascinerer hende ved Freestyle, hvad vinteren skal gå med, og hvad hendes mål med windsurfingen er de kommende år.
Hvor bor du – og hvor sejler du henne?
Jeg bor lige lidt nord for Århus… nogle kalder det vist ude på landet. Jeg har 7min i bil til det nærmeste østvendte spot (skæring/kitebeach) og et kvartér til det nærmeste vestvendte freestylespot (Hullet). Jeg sejler mest heromkring Århus, så jeg kan nå det før eller efter arbejde. Vi har rigtig fine freestyle forhold, mine yndlingsspots heromkring er Hullet, Alrø og Borre (nede ved Horsensfjord). Men jeg synes det er rigtig fedt at komme rundt og sejle nogle forskellige spots.
Hvor tit er du på vandet?
Så tit som muligt 🙂 12-15 dage på en måned. Jeg kommer næsten på vandet hver gang det blæser. Det er skønt! Når jeg er i udlandet sejler jeg tit et par gange på en dag, det er ren luksus.
Hvilken bil har du?
Jeg har ikke nogen bil, men er så heldig at kunne låne mine forældres lille peugot 206… Der kan være en masse gear både oven på og inden i, så det er ganske fint. Det bliver lidt trangt når både Julie, Stephanie, jeg og vores alle sammens boards, sejl, master, bomme og pakkenelliker skal være der til en klitmøller tur, men det går nu som regel. Men drømmen må være en transporter lignende bil.
Du sejler jo rigtig meget Freestyle – hvad motiverer dig til netop den gren af windsurfingen?
Jeg har altid været vild med Freestyle i al sport jeg har lavet. Jeg synes Freestyle er udfordrende, og bliver ved med at være sjovt, fordi der hele tiden noget nyt at kaste sig over. Det er ikke noget man lærer på en enkelt dag, man bliver nødt til at holde fast og give den lidt gas hvis man vil rykke. Jeg synes også man får mange fede Freestyle dage her i Danmark, det kræver næsten ikke andet end lidt vind og vand at lave en sjov dag. Man skal selv sørge for adrenalinkicket ved hele tiden at presse sig selv, og når man møder modgang må man bare være stædig og holde fast, så sidder tricket der lige i skabet en dag J Det motiverer mig meget at lære nye tricks og give den gas med de andre på vandet.
Her i sommer stillede du for første gang op til et PWA stævne – hvordan gik det? Og hvordan var oplevelsen i det hele taget?
Det var en rigtig god oplevelse, som jeg lærte utroligt meget af. I vinters har jeg trænet rigtig meget på bl.a. Bonaire, og i Brasilien, og det var lidt en hemmelig ambition jeg havde, at jeg ville blive god nok på rejsen, til at kunne konkurrere med de bedste piger i verden. På Bonaire rykkede jeg rigtig meget, og jeg begyndte at få opfordringer til at stille op til PWA. Jeg besluttede mig for Lanzarote, fordi jeg (udfra billederne at bedømme) godt kunne lide de varierende forhold der. Jeg tog med for at lære og udvikle mig, og det, og mere til, fik jeg i hvert fald opfyldt. Jeg ved bedre hvordan jeg skal træne nu, for at få en bedre placering i fremtiden. Jeg glæder mig rigtig meget, til forhåbentligt at deltage på hele PWA worldtouren i 2010 sæsonen.
Hvordan har du det med at konkurrere mod drengene frem for pigerne i den hjemlige rangliste?
Jeg kan rigtig godt lide begge dele. Jeg synes det er vigtigt, at vi bevarer en pigerække, fordi jeg tror det tiltrækker flere nye piger, hvis de kan konkurrere mod andre piger. Det var sådan jeg selv kom i gang med at konkurrere, i DBOs første pigerække ved DM06. Men det er helt klart også sjovt, og udfordrerne at sejle imod drengene, det kan jeg rigtig godt lide. Det betyder ikke så meget om jeg sejler imod drenge eller piger, bare det er nogle der gir’ den gaz:-) Jeg glæder mig meget til at sejle med i A-rækken næste år.
Der er ikke så mange piger med til stævnerne – hvorfor tror du det er sådan?
Jeg tror mange piger tænker, at de skal have et rigtig højt niveau for at deltage, og måske tænker at man deltager for konkurrencen/resultatets skyld. Man lærer rigtig meget ved at sejle med i konkurrencerne, og får motivation til at blive bedre. Derfor synes jeg at man skal komme til stævnerne selvom man måske ikke helt selv synes man er god nok endnu, for måske er det netop lige den oplevelse der mangler, for at man kan få inspiration til at komme videre og rykke sig. Der er rigtig god stemning ved stævnerne, så det er hyggeligt at være med. Jeg var nummer sidst sammen med nogle andre piger, første år jeg stillede op. Tilgengæld så jeg for første gang en spock udført live, og det var en kæmpe motivation – dét ville jeg også lære tænkte jeg J
Hvad synes du det sjove er, ved at stille op til stævnerne?
Jeg synes det er sjovt at sejle med de andre til stævnerne, sjovt at måle sig, og sjovt at prøve at gøre sit bedste når det gælder.
Forbereder du dig på en speciel måde når du skal til stævner?
Jeg sejler som normalt op til et stævne, hvis der har været meget gang i den holder jeg måske en dags pause inden. På selve stævnedagen vågner jeg altid tidligt (tit ½-1 time inden mit vækkeur – øv når der er skippers kl. 07.15 😉 ), og så tænker jeg mine tricks igennem. På stranden sørger jeg for at mit udstyr er klart og parat og tjekker området ud, hvor det evt. er godt at lave hvilke tricks. Så hører jeg lidt musik, håber jeg kan stå mine tricks, hopper på vandet og nyder at være ude på mit freestyle bræt igen 🙂
Hvad øver du i øjeblikket?
Jeg har ikke lavet den endnu, men jeg øver mig på switch tricks, bl.a. Eslideren, som jeg har været tæt på synes jeg. Jeg har et enkelt ordentligt switch trick i bogen, men for at få et bedre pop og mere kontrol giver jeg Eslideren noget fokus. Så øver jeg på nogle lidt mere power tricks, men det er ikke tæt på at lykkedes endnu, så dem venter jeg lige lidt med at annoncere 🙂
Hvad er dine planer for vinteren – skal du ud at rejse?
Jeg har planer om at rejse 3 måneder til vinter. Jeg vil rigtig gerne til Bonaire og sejle igen, måske Aruba. Det er steder, hvor jeg lærer rigtig meget, og jeg befinder mig fint i den layd-back caribiske kultur. Der er mange dygtige sejlere at træne med, og så er vindstatistikken rimelig god. Jeg sejler alt fra 3.3 til 5.6 når jeg er derovre, så forholdene er meget varierede. Når jeg kommer hjem skal jeg hurtigt i dragten og ud og sejle med alle windsurferne herhjemme, og prøve de nye tricks på hjemmespotsne.
Hvad er dit næste windsurfmål? Og hvad vil du gerne på længere sigt med sporten?
Jeg vil gerne med på hele PWA Freestyle touren i den kommende sæson, jeg er stadig spændt på at se, hvor mange stævner der bliver næste år. Mine helt specifikke 2010 mål kan jeg godt lide bliver inde i hovedet, indtil de er indfriet. Så skal de nok blive det 🙂 Ligenu vil jeg bare gerne sejle en masse, så jeg kan forbedre mig og gøre det godt i udlandet. Og så vil jeg om noget blive ved med at have det så sjovt på vandet, som jeg har det ligenu. Hvis der er noget man bliver bedre af, så tror jeg det er, at man synes det er rigtig sjovt og bare nyder at være på vandet og give den gaz.
Har du en kæreste?
Hvad er nu det for et spørgsmål?
Hehe – tak for interviewet, Xenia, vi glæder os MAX til at følge dig rundt i verdenen de – kommende år!
Rie og Ida OJ