Dansk surfpige fik topplacering på Aruba
Så blev kvindernes freestyle worldcup endelig skudt i gang. Efter en aflysning af Vietnam wolrdcuppen var det Bonaire, der var første stop for kvinderne – et sted, jeg allerede har tilbragt meget tid. Senest var jeg på Bonaire i vinters, hvor jeg trænede 1,5 måned her. Jeg studerer sideløbende på Universitetet i Odense, og i år er første år, det skulle kombineres med wolrdcupkonkurrencer – det har jeg været ret spændt på. Jeg synes til tider der er enormt meget at se til, og det kan være svært at have en føling med, om det går den rigtige vej i begge verdener. Så jeg havde besluttet mig for, at de metoder jeg arbejder efter skulle bedømmes ud fra worldcup- og eksamensresultater, og så ville jeg se på, hvad der evt. skulle ændres på i kommende sæson. Ugen op til worldcuppen havde jeg tre afsluttende eksaminer, så der var virkelig fart over feltet, og jeg måtte færdiggøre og aflevere en af eksaminerne en dag for tidligt, for at kunne nå på flyet til Bonaire. Men så stod den også på surf – full power! 🙂 Skønt!
Vi havde en god worldcup på Bonaire, og var rigtig heldige med vinden. Øen har været vindstille den sidste 1,5 måned, men for PWA ugen så vejrudsigten pludselig lovende ud. Perfekt! Dog var vinden nogle dage utrolig let, så mange var på 5.4 eller 5.7. Jeg var selv på 4.8 eller 5.2 og 89. På Bonaire endte jeg på en 5. plads. Det er sådan set et fint nok resultat, taget min tid i worldcuppen i betragtning, men jeg kunne se på feltet, at jeg godt kunne komme højere op, hvis jeg ellers kunne sejle ordentligt, så jeg var ikke så tilfreds efter første stop. Jeg havde nogle super gode heats, hvor jeg stod nogle gode tricks, men jeg havde virkelig også et par dage med modvind på Bonaire. Efter jeg havde gennemtænkt mine heats og hele situationen forsøgte jeg at vende de ting, som jeg så som nedture, til noget positivt og forsøge at lære af dem. Og jeg tror det virkede…
På Aruba sejlede jeg nogle rigtig gode heats. I mit bedste heat stod jeg bl.a. funnell og E-slider, og så havde jeg nogle gode loops, flaka diablos og de mere normale manøvrer. Forholdene på Aruba var mildest talt ikke super gode, og jeg tror der var mange der var lidt skuffede over forholdene efter første tur på vandet. Det er choppy der, off shore vind og ekstremt stødende. Feltet blev derfor rykket et godt stykke ud i vandet, og dommerne blev placeret på en stor båd sammen med flag, notice board, heat order osv. Jeg befandt mig egentlig rimeligt i forholdene – jeg tror de minder lidt om en off shore dag på mit hjemlige spot: gode gamle østkysten 🙂 I singlen tog jeg endelig Arrianne ud, og jeg kunne derfor spare min energi i doblen (fordi jeg ikke igen skulle kæmpe mig hele vejen op fra bunden, som det desværre tit endte på Bonaire). På dagen hvor vi skulle sejle dobbel, var vinden endnu mere tricky. Der var flere, der havde været på vandet med mindre sejl fra morgenstunden, men fordi vinden var så stødende var det svært at regne med. Jeg riggede en 4.4’er og en 4.8’er så jeg kunne bedømme når mit heat nærmede sig. Desværre blev situationen ikke anderledes, og vinden fes op og ned. Er par af de danske slalom sejlere – Jesper Orth og Kuroush Kiani var landet på Aruba, og Kiani tilbød at svømme et sejl ud til feltet for mig, så jeg kunne bedømme efter vinden. Lige hvad jeg havde brug for – tak til Kiani! Ved bøjen ved feltet lå en masse sejl fastbundet – alle havde svært ved at bedømme forholdene. Jeg indså, at det mest af alt handlede om at tage en beslutning nu – forholdene ville forblive uforudsigelige. Jeg tog mit store sejl (4.8’eren). Det har jeg det rigtig godt på, kender sejlet ud og ind, og så ville jeg alligevel hellere være overpoweret end underpoweret i heatet. Jeg sejlede nogle gode heats i doblen – først skulle jeg møde Mio Anayama, som jeg havde slået et par gange på Bonaire, og herfra gik jeg heldigvis videre og skulle møde Yoli de Brendt og kæmpe om 3-4.pladsen. Jeg havde længe gerne villet møde Yoli, så jeg satte mig virkelig op til at give den gas. Vinden var vildt tricky i vores heat, og jeg kunne ikke komme til at lave alle mine tricks, men jeg fik heldigvis et par gode smoothe tricks på scoresheetet og gik videre! YES! 🙂 Nu skulle jeg kæmpe mod Laure Treboux om 2-3.pladsen. Jeg sejlede igen et godt heat, og til tider stod det ret tæt. Til sidst i heatet så jeg Laure i en switch kono mens jeg selv spandt rundt i en E-slider, og Laure vandt heatet. Jeg var allermest glad for endelig at have sejlet nogle gode heats og have det godt med min præstation. Og jeg var selvfølgelig helt vildt glad for at være kommet på podiet. Det er noget som jeg har ønsket mig, og arbejdet på, men jeg var ikke sikker på, om det allerede kunne blive en realitet i år. Feltet ligger enormt tæt og niveauet er efterhånden ret højt, så jeg var super glad for at slutte blandt top 3. Jeg havde fødselsdag under afslutningsceremonien, så efter præmieoverrækkelsen fik jeg fødselsdagssang og kæmpe chokoladekage af alle ridersne, så det var en virkelig fed dag! Nu er jeg mellemlandet på Bonaire i 3 dage sammen med Arrianne, inden jeg vender snuden hjemad. Vi har haft god vind her på Bonaire og har fået windsurfet en helt masse – i går 6 timer. Det er ret fedt at free-surfe igen, og bare give den gas med nye tricks. Men jeg glæder mig også til at komme hjem nu, efter to ugers fuld konkurrence. Krydser fingre for vind i DK – så ses vi i hvert fald på vandet!
Bedste hilsner
Xenia Kessler D-211 – www.kessler.dk