Del 3
Jobbet – ansættelsesforhold
Dagen efter jeg bestod uddannelsen (med min røv i vandskorpen:-), skulle jeg starte med at undervise i Westendorf. Jeg var meget spændt.. Jeg blev indkvarteret på et lille hummer hos en gammel dame i udkanten af byen. Ikke lige hvad jeg havde forestillet mig.. Jeg havde forestillet mig noget i retningen af et hus, hvor alle ski-/snowboardlærerne boede og så godt med gang i den og masser af ballade. Det viste sig at det er umådelig svært for skiskolerne ( i hvert fald i Westendorf ) at finde egnede boliger for deres ansatte. Adskillige forsøg på selv at finde noget sammen med nogle andre danskere, viste sig da også at være forgæves. Først i starten af februar lykkedes det mig at flytte ind i en lejlighed 10 min fra byen sammen med nogle andre gæve danskere. Denne lejlighed var til gengæld superfed, med eget bad, fjernsyn, køkken osv. Hvis du skal afsted som instruktør til vinter, så vær sikker på at du får noget ordentligt at bo i! Gør det på forhånd klart at du ikke gider bo i den næste landsby, mutters alene! Det skal dog siges, at der var andre instruktører, der havde fået fine værelser fra starten af – det var typisk dem, der havde været på skiskolen i flere sæsonner.
Generelt:
– Skiskolen sørgede for bolig. Omend den var ret ringe.
– Skiskolen udlånte den berygtede knaldrøde uniform, som i øvrigt var af fin standard.
– Undervisning 10-12 og 13.30-15.30 alle dage pånær lørdag. Dog havde jeg enkelte eftermiddage fri – uden at det blev trukket i lønnen.
– Lønnen var 950 Euro udbetalt pr. måned. Hertil kom værelsestilskud på 110 Euro.
– Værelse kostede 220 Euro pr. måned, hvor skiskolen så betalte halvdelen (værelsestilskud).
– Man kunne få penge på forskud og alt i alt var de meget fleksible.
– Men sørg for at du tager afsted til en ordentlig bolig!