DM 2010 i pipe
Den islandske aske havde ikke blot forårsaget undtagelsestilstand i Danmark igår, for også midt i den norske natur blev den ellers så trofaste og elskelige sol gemt væk bag sorte skyer. Meget uheldig timing, for i løbet af natten havde disse ”askeskyer” afgivet en smule sne/regn , og det, i kombination med plusgrader, gjorde pipen aldeles vanskelig at køre.
I starten var det helt skørt. Det var nærmest umuligt at få fart på, og måske havde pipe-shaperen drukket én øl til 71 kr. for meget, for han havde lige misset nogle bumps i bunden. Absolut ikke nemme forhold, men de ukuelige riders tog det i stiv arm, og tog igen og igen den lange gang op for at køre med i den indledende runde.
Det var som om vejrguderne lige så stille forbarmede sig over den danske delegation – måske fik de serveret perfekt grillede hotdogs af grillmaster Gert i pausen – for da finalen blev skudt i gang, kom der pludselig en del mere fart og højde på, og det endte med at blive en rigtig spændende og seværdig omgang pipekørsel.
Simon Houlind smed McTwists, men stompede desværre ikke sine runs, så han blev ikke blandt de tre medaljetagere. Det blev tilgengæld Niels Ettrup, Sune Busch og Peter Eskelund. Niels havde tre virkelig gode og sikre runs med nogle kæmpe 360’ere, 540’ere og steezy graps, og det sikrede ham en flot bronzemedalje til samlingen. Det samme havde Sune egentlig, men han var bare en lille smule bedre, så han kunne efterfølgende hænge sølv omkring halsen. Guldet gik til underdog’en, Peter Eskelund, der med et run bestående af en kæmpe 360’er, efterfulgt af en switch 360’er, en sikker 540’er og til slut en dobbelt-handplant-rodeo-something-crowdpleaser tog konkurrenterne ud.
Damerne blev sat til vægs af Cecilie Lundholt, der gik højere end nogen og stompede 3’ere på stribe, og juniorerne viste super gode takter ledt an af Frederik, der ikke blinkede, når han afsluttede sine svedige runs med den ene 5’er efter den anden.
Resultater:
Herrer:
1. Peter Eskelund
2. Sune Busch
3. Niels Ettrup
Damer:
1. Cecilie Lundholt
2. Freya Josephsen
3. Mona
Juniorer:
1. Frederik
2. Magnus
3. Marco
I dag går det vi alle har ventet på ned i den knivskarpe park i Hemsedal, når DM i snowboard bliver afholdt. Om det bliver en grønlænder, der løber med guldet, kan du læse her på riders.dk senere idag.
Grundet problemer med teknikken her i Hemsedal, kan vi desværre ikke uploade flere billeder lige pt.