DM update: Rutinen sejrede i halfpipen
I dag blev den første af de to store konkurrencer ved DM i freestyleski afgjort. Det drejede sig om halfpipekonkurrencen, og på forhånd var der store forventninger til Dennis Hannesbo, der vandt sidste år og var opsat på at gentage succesen. Veteranen Nikolaj Vang havde imidlertid bekendtgjort, at han også var seriøs contender for titlen, og rygtet i miljøet sagde op til konkurrencen, at Nikolaj for tiden kører det bedste pipe, han nogen sinde har kørt. Derudover var både younggun Johan Duus, flipkongen Daniel Duffau og de to rutinerede herrer Anders Pedersen og Troels Feodor på plads i pipen for at gøre livet surt for de to favoritter.
Der blev som sædvanligt kørt i tre afdelinger; Juniorer, damer og herrer, og da Trine DJ var den eneste, der stillede op i dameafdelingen, var den del af konkurrencen hurtigt overstået. Det skal siges, at den lilel dame gjorde det rigtig godt i den store pipe med både treere, alley oops og gode grabs. Hos juniorerne blev det et tæt opgør mellem Kalle Teillmann, Mattias Veggerby og Simon Knudsen i finalen. Knudsen og Teillmann sloges i går om titlen i railsessionen, og hvor det i går var Kalle, der stak med guldet, var det i dag Simon Knudsen, der trak det længste strå. Knudsen kørte sikkert og stilet med straight airs hele vejen ned og en flot 540 i bunden.
Hos herrerne var der flere om buddet, og det var fra start af tydeligt, at Dennis Hannesbo ville have guld i denne disciplin. Han kørte aggressivt og stilet og gik større end de fleste. Hans idealløb bestod af en stor 540 med et godt mutegrab, der blev holdt hele vejen. Han fortsatte med store alley oops og i bunden ventede så den afsluttende hammer; switch 720 mute! Men Dennis formåede i dag ikke rigtig at kontrollere sit switch spin helt, og derfor stompede han aldrig sit løb helt perfekt. Daniel Duffau havde en god dag i pipen, og diskede op med virkelig store grabs, alley oops og en 720. Troels Feodor kørte sikkert og satte store femmere, hver gang han droppede in. Det blev dog den unge Johan Duus, der tog andenpladsen for næsen af Duffau i det tætte opløb, da han med sine gode grabs, en stor flare og en femmer i bunden ramte et af dagens bedste gennemløb. Og ganske som han selv havde forudsagt her på riders.dk, blev det atter en gang den lille mand med det store pop, der tog titlen. Nikolaj Vang satte alt og alle på plads med et teknisk velfunderet løb, hvor der blev spundet både til højre og venstre og først og fremmest gået RIGTIG stort.
Resultater fra DM i halfpipe 2010:
Mænd:
1.Nikolaj Vang
2.Johan Duus
3.Daniel Duffau
Kvinder:
1.Trine Dalberg Jørgensen
Junior, drenge:
1.Simon Knudsen
2.Mathias Veggerby
3.Kalle Theilmann
Tillykke til Trine, Simon og Nikolaj!
Ole Takai var på pletten med kamaeraet, og fik følgende ud af dagen: