DM i Wake 2012 // Kvalifikationen veloverstået
De første finalister til årets danmarksmesterskaber i Wakeboard blev i går fundet, efter en dejlig dag på vandet.
Dagen lagde ud med Obstacles Only Kval, hvor alle herrer gik videre til finalen efter Oliver Breumlund gik ud med en uheldig skade. Derefter skulle de kvindelige finalister findes. Efter Susanne Friis satte sit første airtrick, lagde hun pres på de andre kvinder, og der blev vist et utroligt højt niveau over hele linjen. De to bedste fra hvert heat går direkte videre i finalen, de fire kvinder vi er garanteret at se i finalen er Maja Cramer, Andrea Wiholm, Susanne Friis og Simone Palmquist. De resterende fire piger får endnu en chance for at kvalificere sig til finalen i eftermiddag i LastChanceQualify.
Mens den sidste kvinde kørte færdig, blev den første junior sendt på vandet. De unge drenge viste gode takter og at de om få år er klar til at presse herrerne. Direkte videre i finalen er Anders Elsgaard, Jakob Sally, Malte Madsen og Morten Palmquist.
Efter en kort pause gik Open Men kvalifikationen i gang, herrerne viste at de med rette kan gøre sig bemærket på den internationale scene. Sidst års vinder Andreas Kjærgaard styrtede i sit første run, det åbnede konkurrencen og gav de andre mænd blod på tanden. Direkte videre i finalen er Joachim Bertelsen, Peter Sands, Robin Leonard og Andreas Kjærgaard. Det skal blive spændende at se, hvem der vinder de sidste pladser i finalen i LastChanceQualify.
Selvom fredag kun bød på kvalifikations runs, fik de fremmødte publikum underholdning i verdensklasse, vejret var med os, og der blev hygget i solen.
Tekst og foto: Sofie Kyed / Riders.dk