Dramatisk afslutning på dansk surfers togt over Kattegat
Kattegat gav benhård modstand, da den 27-årige paddlesurfer Casper Steinfath søndag foilede over havet som den første nogensinde.
Det lykkedes, selvom han var tæt på at give op flere gange.
Den 27-årige paddlesurfer fra Klitmøller, Casper Steinfath, måtte grave dybt i de mentale og fysiske kræfter for at blive den første, der krydsede Kattegat på et såkaldt hydrofoilbræt. Han tilbagelagde de 123 kilometer på 10 timer og 53 minutter.
Brættet er kendetegnet ved, at den t-formede finne bruger vind og bølger til at løfte brættet over vandet og skabe fremdrift, men fem kilometer før målstregen i den lille havneby, Bua, 20 kilometer nord for Varberg, forsvandt vind og bølger. Nu havde Casper Steinfath kun to valg: At give op eller kæmpe sig de sidste kilometer liggende på sit bræt og padle sig ved med hænderne.
Groundet fem kilometer fra kysten
Han valgte det sidste.
– Det skete det, som jeg frygtede. Jeg kunne ikke få min foil i gang, så jeg kunne flyve. Jeg var groundet fem kilometer fra kysten, med et par ben uden værdi. Men jeg kunne se min destination, og mine arme virkede stadigvæk, så efter et par timer, kom jeg i land, fortæller Casper Steinfath.
Da han var allermest afkræftet, kom der hjælp fra en uventet kant. Casper Steinfaths mangeårige træner, Magnus Lindstedt, kom pludselig padlende Casper Steinfath i møde sammen med en håndfuld lokale standup paddlere.
Tårer i øjnene
– Der fik jeg tårer i øjnene. Lige pludselig så jeg min træner, og han gav mig troen på, at jeg kunne padle hjem. Det var en kæmpe overraskelse og betød alt, fortæller en rørt Casper Steinfath.
Drejebogen var ellers skrevet helt anderledes, da han tog sine første padletag i Grenaa Havn søndag morgen. Men problemerne begyndte allerede, da han kom ud på det åbne vand øst for Grenaa. Vinden var mere nordlig end forventet, og Casper Steinfath måtte padle med en puls tæt på max for at kæmpe mod elementerne.
– Jeg var tæt på give op flere gange. Den første gang var allerede efter 10 kilometer. Jeg arbejdede med 198 pulsslag i minuttet, og jeg var super bange for at stå af før Anholt. I mit hoved havde jeg tanker, der ikke var særlig fede. Frygten for at give op og frygten for svigte. Jeg ville have det så dårligt med mig selv, hvis ikke jeg gav mig 110 procent, fortæller han.
Men til sidst kunne han øjne den svenske vestkyst og fyrtårnet i Bua, hvor en lille flok lokale Steinfath-fans havde ventet i flere timer på den seks-dobbelte verdensmester.
– Jeg er glad for at det lykkedes. Ikke mindst fordi, det bare ikke gik, som jeg havde forventet. Kattegat gav modstand, og så er det ekstra fedt at besejre hende, siger Casper Steinfath.