Drømmejob i surf-industrien
Efter tre år på institut for geologi og geografi ved University of Wales besøgte Tim Nunn Island, som må siges at være en hver geologs våde drøm. Men i stedet for at bruge tiden på vulkaner og tektonik, pjaskede Tim rundt i det kolde vand og tog billeder af mænd i tætsiddende gummidragter. Her blev det tydeligt, at man ikke bare sådan uden videre kan lave en surfer om til en geolog.
Efter at være blevet ramt af surfomanien under en familieferie til Brasilien som 12 årig, udviklede Tim Nunn en dyb interesse for surfingen og den scene, som omgiver sporten. Han har surfet lige siden og har brugt utallige timer i de kolde vande omkring Norfolk, hvor han voksede op.
Surffotografer er imidlertid ikke helt ligesom surfere. De er mere organiserede, mere ansvarsfulde og generelt ikke så tilbøjelige til at dække deres vægge med plakater af halvnøgne kvinder.
Jobbet bærer dog alligevel præg af surfkulturens frihedstanke, og surffotografer rejser meget, burger det meste af deres vågne tid udendørs, og hvis ikke det var fordi, at Tim ved siden af var redaktør, ville der heller ikke være noget nævneværdigt papirarbejde at spilde tiden på.
Tim klæder sig efter vejret, har et ungdommeligt og venligt ansigt, der ikke afslører, at han har rundet sit 34. leveår. Hans store smil afslører glæden ved de rejser og den sport, som han hele tiden taler om. Det er svært at sige, om han ligner den stereotype engelske surffotograf, da der for tiden kun findes en håndfuld af den slags i England.
Tim Nunn brugte tre år ved universitetet i Wales og yderligere et år med et halvtids kursus i fotojournalistik i London, mens han arbejdede i Norwich lufthavn, før han begyndte at rejse og arbejde med surffotografering. Tims forældre var begge lærere, og de tog ham med ud at rejse i hver eneste ferie gennem hele opvæksten. Forældrene har altid bakket op om sønnens lyst til at se verden og har gennem tiden hjulpet ham økonomisk, så Tim kunne forfølge sine drømme om fortografering, rejser og surfing.
I studietiden udviklede Tim Nunn, efter at have mødt studiekammeraten og surffotografen Roger sharp, stor interesse for fotografiet. I næsten et år rejste de to verden tynd. På det tidspunkt filmede Tim mest, mens Sharp tog billeder. Sammen udgjorde de således surfmæssigt et perfekt makkerpar. Tim Nunns talent for at filme førte ham efterfølgende til Indonesien, Australien og Sydamerika som filmer for det legendariske National Geographic. Mellem rejserne arbejdede han som klipper og filmer for det engelske forlag Low Pressure, der udgiver surf-guides til det meste af verden.
Samtidig blev Wavelength magazine sat til salg, og det endte med, at Cornwall and Devon Media købte Englands ældste surfmagasin. Tim Nunn så et stort potentiale i denne nye situation, da han var klar over, at et stort firma Som Cornwall/Devon sandsynligvis ville tilføre bladet masser af penge og knofedt. Han begyndte at skrive features for magsinet og håbede, at en jobmulighed med tiden ville åbne sig. Det skulle vise sig at ske ret hurtigt, da den årlige julefrokost allerede første år efter overtagelsen resulterede i tre fyringer. Nunn blev herefter ansat som billedredaktør.
Efter to år i denne stilling følte Tim Nunn, at hans karriere var stagneret, og han begyndte derfor at planlægge en ekspedition til Rusland for National Geographic. Projektet faldt imidlertid fra hinanden, og da Wavelength ringede med et tilbud, takkede Tim Nunn ja og blev chefredaktør på det hæderkronede surfmagasin.
Stillingen har naturligvis udfordret den 34 årige fotograf på helt nye områder, men han nyder stadig at bruge erfaringen fra sit gamle job til at bestemme, hvilke billeder, der skal på forsiden. Når man arbejder for et stort firma, er det klart, at pengehensyn ind i mellem får første prioritet i forhold til journalistikken og billederne. Det er ind i mellem ærgerligt, men ”such is the name of the game”. Og det har Tim Nunn lært at acceptere.
Ian Battrick på vej i tube
Foto: Tim Nunn
Måske er det derfor, at Nunn for tiden roder med et bogprojekt om nordeorupæiske surfere sammen med den professionelle surfer Ian Battrick. Bogen kommer til at hedde “This Surfing Life” og udkommer engang i det nye år.
Vi kan altså glæde os til at se, høre og læse meget mere fra Tim Nunn i fremtiden.
Tekst: Maren Eriksen
Oversat fra engelsk af TB