Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: Efterskole vil gøre skiløb til en sport i Danmark

Riders 8
BGI Akademi

Efterskole vil gøre skiløb til en sport i Danmark

For mange danskere er den årlige skitur tæt forbundet med afterski, og hvad der dertil hører. Det vil efterskolen BGI Akademi gerne ændre ved at skabe et miljø, hvor man dyrker skiløb som en sport i Danmark.

Tekst: Sofie Kyed, tidl. Riders.dk skribent

Med en fast overkrop, et intenst blik og høj fart bevæger en gruppe elever sig enkeltvis ned igennem røde og blå porte i østrigske Hochfügen. De er på skitur med efterskolen BGI Akademi, og i dag skal de hurtigste elever i portene findes. Eleverne går på snelinjen på skolen – det betyder undervisning alle dage af uddannede instruktører.

Rider klar til at droppe ind i portene.
Klar til at droppe ind


”Selvfølgelig skal der være balance, så det stadig er sjovt, men vi vil gerne vise eleverne, at skiløb kan være mere end en ferie. Det kan være en sport, som de kan dyrke og tage seriøst og nogle endda nå langt med,” fortæller stifter af snelinjen på BGI Akademi Mogens Schønning Birkelund.

Selvom det betyder mindre fritid på pisterne de fem uger om året, snelinjen er på tur, så er eleverne tilfredse med det seriøse fokus:

”Skiløb er mere end en ferieting for mig. Det er meget mere. Jeg har en kæmpe passion for ski, derfor vil jeg også gerne have undervisning, så jeg kan blive bedre,” fortæller Jeppe Astrup, der er 16 år og går på skilinjen på BGI Akademi. Han valgte udelukkende efterskolen pga. deres skilinje, så han kunne bruge et år på at blive bedre på ski. Han har allerede planlagt at tage til Alperne og arbejde og stå på ski efter gymnasiet.

Jeppe Astrup
Jeppe Astrup


Et seriøst miljø skal etableres

Eleverne på skilinjen er afsted på fem skiture i løbet af året, det er det maksimalt tilladte for efterskoleelever at sove ude. Men skiundervisningen fortsætter, når de er hjemme på skolen. Her får de fysisk træning samt teori om teknik, laviner og sikkerhed. Det håber Mogens Schønning Birkelund, kan vise eleverne, at det er meningsfuldt at have en seriøst tilgang til ski- og snowboard-sporten og på den måde være med til at ændre det danske skimiljø på sigt:

”Jeg synes, vi mangler et miljø i Danmark, hvor man ikke nødvendigvis skal blande skiløb med alkohol. Som med al anden sport, skal man ikke være fuld, hvis man vil rykke sig med det. Man kan jo se, at dem der er kommet langt med ski i Danmark, træner benhårdt hele tiden,” forklarer manden bag BGI Akademis skilinje.

En elev nærmer sig finishline.
En elev nærmer sig mållinjen


Derfor vil de gerne vise eleverne, at der er flere måder at tage på skiture på, og så kan de forhåbentligt holde fast i det, når de selv skal af sted fremover. Og allerede nu har flere af eleverne aftalt at tage af sted sammen på skiture, når de ikke længere går på efterskole sammen, men er spredt rundt i landet.

”Vi har snakket om at tage på nogle ture, når vi går på gymnasiet. Det betyder meget for mig, for jeg vil gerne blive ved med at blive bedre på snowboard, så det er dejligt, at jeg har fået nogle venskaber, som jeg kan tage af sted med i fremtiden, hvor vi vil det samme, fortæller 16-årige Freja Testrup Termandsen elev på snowboard-linjen.

Freja 1
Freja Testrup Termandsen


For 16-årige Sanai Kadiya Alvarado Sesay er det afgørende, at hun har fået en omgangskreds, der vil stå på ski. Hun havde nemlig aldrig prøvet at stå på ski, da hun startede på skolen.

”Jeg vil gerne stå på ski fremover. Min familie kommer nok aldrig til at stå på ski, så det betyder meget for mig, at jeg har fået en omgangskreds, der står på ski, så jeg kan komme af sted i fremtiden,” siger Sanai Kadiya Alvarado Sesay, der drømmer om en dag at blive så god, at hun kan køre konkurrencer.

Sanai
Sanai Kadiya Alvarado Sesay
Riders 9 2
En aggressiv position


Prioriteringer skal skabe talenter

Snelinjen er delt op i en snowboardlinje og en skilinje. På den første tur skal eleverne på skilinjen prøve al slags skiløb, men derefter skal de vælge mellem de tre prioriteringer: Freestyle, All Mountain og Instruktør/BSI. På den måde håber skolen, at de kan finde nogle talenter, der kan gå videre med deres passion.

”Jeg synes, det er ærgerligt, at mange nu tænker, at hvis man skal nå det højeste mål med skiløb i Danmark, skal man være skilærer. Det kunne være fedt, hvis vi kunne lave talenter i f.eks. freestyle, race og måske freeride,” fortæller Mogens Schønning Birkelund men understreger, at det stadig er en almen linje, hvor alle elever skal kunne slå sving på pisten.

Riders 1
Instruktørerne hepper på målstregen


På den første skitur med BGI havde Malte Fløe Hestbjerg aldrig prøvet at køre i park før, men allerede efter den uge lærte han at sætte sine første tricks og fik mod på at vælge freestyle-linjen.

”Hvis man vil noget med ski, er BGI fedt, fordi vi får en masse træning. Vi har selv meget indflydelse på, hvad vi gerne vil lave, men instruktørerne er hele tiden klar til at give gode råd og rette på os, det er virkelig fedt. Det gør, at vi udvikler os meget og hele tiden lærer noget nyt. Min bedste oplevelse var, da jeg lavede en frontswap på en tube, og da jeg lavede en 360’er første gang,” fortæller Malte Fløe Hestbjerg, der efter gymnasiet har planer om at flytte til alperne og arbejde på en restaurant om aftnen og køre park om dagen.

Malthe 1
Malte Fløe Hestbjerg
Riders 5
Dropping in


Skilinjen på BGI blev oprettet i 2013, i år er der 62 på skilinjen og 23 på snowboardlinjen.

Allerede nu er der indskrevet 102 til næste skoleår.

Hvis skilinjen på sigt bliver endnu større, vil de gerne oprette et talenthold for race-kørere.

Du kan læse mere om ski-linjen her og snowboardlinjen her.

Read more

52602499 2195950157135294 6470764218818756608 o
Fieberbrunn

Freeride DM - Resultater og billeder

Det årlige freeride DM i Fieberbrunn blev i år afholdt i uge 7. Der var generelt rigtig højt niveau og hele feltet leverede præstationer, der bestemt var prisværdige. Der var optimale forhold f...

Læs mere
34706083 1793825284014921 5548904919580278784 n
girlscamp

KITEWEEQ - Kitesurfing camp kun for kvinder!

Elsker du kitesurfing og ønsker du at nyde friheden på vandet med andre kvinder? – Så er Kite WeeQ lige noget for dig! Campen henvender sig både til begyndere og øvede, der ønsker en sjov og aktivi...

Læs mere