En hurtig tur om Venø
Der var på forhånd lovet mellem 6-8 m/s, men dertil også regnvejr og skiftende vind i den forbindelse. Det var tvivlsomt hvad der skulle sejles med, men de fleste formulasejlere endte på deres 11 m2. Som noget nyt i år blev der ikke startet fra Windy i Struer, men derimod fra Venø havn. Sejlerne skulle derfor ud på et lille krydsben fra start. Et meget afgørende ben der gav den første adspredelse i feltet.
Turen rundt bød på god vind, men ikke mere end sejlerne kunne bide i sig. De lange halvvindsben var hårde for lårene, men i særdeleshed også for fødderne. Turen rundt blev vundet i tiden 39 min og 50 sek. Af Sebastian Kornum fra Skive, efterfulgt af Torben Kornum godt 30 sek. Efter og Danni Jakobsen 30 sek. Efter Torben. I Juniorklassen vandt Christian Justesen fra Skive. Vindertiden er ikke langt fra rekorden rundt om Venø der besiddes af James. Turen rundt var udfordrende i form af fiskenet og lavvandsområder, der gjorde det svært at vurderer, hvor finnen kunne slippe hel igennem.
Denne gang var der sejlere fra hele landet, deriblandt en fra Sjælland, men også 3 friske tyskere fra Kiel, der var friske på noget Ø-sejlads – frisk gået!
En stor tak skal lyde til Venø Efterskole og øen der leverede nogle gode forhold for sejlerne, trods det våde vejr. Der var musik i højtalerne når der skulle rigges til, og folk blev gjort opmærksomme på, hvor lang tid der var til skippermødet. Samtidig var der mulighed for at tage bad på havnen, til de der ønskede det. En kanon indsats af skolen + øen, der gør Ø-GP til mere end bare en hyggetur.
Næste tur på kalenderen er Århusbugten rundt der forhåbentlig tiltrækker lige så mange deltagere som Venø rundt.
Alle billederne er stillet til rådighed af Casper Gyldenberg – casperg.dk http://galleri.casperg.dk/#8.0
MySmoothie fra Kildespring er blevet sponsor for Neilpryde Ø-GP. Hver sejler får 2 stk. smoothies til hvert stævne, og derudover stiller MySmoothie også store nye bøjer til rådighed, der er vellidt blandt sejlerne pga. deres synlighed. Mange tak til MySmoothie for deres støtte!