På hundeslædeekspedition nord for Polarcirklen

De fleste af os går med en drøm eller to, som vi har haft, fra vi var helt små. Mange af dem forbliver drømme, men nogle af dem fører vi ud i livet. Siden jeg så Nissebanden i Grønland første gang har jeg drømt om at køre igennem det hvide snelandskab på en hundeslæde, så da jeg sidste år faldt over Fjällräven Polar, hvor man kan deltage i konkurrencen om en plads på en 300 km lang hundeslædeekspedition nord for Polarcirklen gennem Norge og Sverige, kunne jeg ikke lade chancen gå til spilde.

Fjällräven Polar

Fjällräven Polar er en international konkurrence, hvor der sidste år var 12 deltagende lande plus en kategori til resten af verdenen. Hvert land får tildelt to pladser – én til den der på fire uger kan samle flest stemmer, og én som vælges af en jury fra Fjällräven efterfølgende. Stemmen fra juryen gives til én som lever op til Fjällrävens værdier om at fremme udeliv mm. Alle der ønsker at deltage kan oprette en profil på polar.fjallraven.com, hvor man kan skrive lidt om, hvem man er, og hvorfor man deltager, samt uploade fotos og en video. For at stemme skal man så bruge en facebookkonto for at sikre, at man ikke er robot. I fire uger kæmpes der for at få en plads på turen ved at få folk i sit netværk – og mange andre – til at sende en stemme afsted. Med 103 deltagere fra Danmark, var der nok at kæmpe imod. Det skal dog kort nævnes at konkurrencereglerne er lidt ændrede i år, og dem kan man læse mere om her.

Kampen om 1. Pladsen

Selvom man normalt er en skitosse, som kun er 155 cm høj, altid har boet i København, aldrig har gået til spejder, været på vandreture eller kørt på en hundeslæde før, kan man godt brænde inderligt for at komme afsted på sådan en tur. At køre blandt de sneklædte fjelde med seks hunde i front. Være væk fra de sociale medier, sove i telt i sneen og bare nyde oplevelsen helt til fulde. Derfor brugte jeg fire meget intense uger på at kæmpe for den første plads, jeg havde tiltænkt mig selv, og som en masse andre danskere også havde håbet på, de ville få. Jeg brugte mit netværk, kontaktede gud og hver mand, stod på Kultorvet og delte kaffe ud og en hulens masse andre ting for at folk til at stemme på lige netop mig. Jeg har aldrig været så meget online og spammet så meget på diverse sociale medier, men i sidste ende gav det pote. Den 17. december 2016 blev det offentliggjort, at jeg med 9945 stemmer var den dansker, der var sikret en plads på ekspeditionen. Et par dage senere blev det offentliggjort, at min teammate fra Danmark blev Nicklas, som med en videoud over det sædvanlige havde fået tildelt en plads fra juryen(du kan se den ved at klikke her) .

Selve ekspeditionen løb af stablen i starten af april 2017, og ventetiden føles som evigheder. Inden turen går man selvfølgelig med en masse forventninger og håb om, hvad der kommer til at ske. Jeg ville personligt gerne opleve det hele; det fantastiske snelandskab i både snestorm og sol og alt hvad dertil hører. Og vi nåede at få det hele med. Da vi ankom til Tromsø var det plusgrader og regnvejr, som ikke er helt optimalt til en hundeslædeekspedition, men to dage senere var det snestorm og whiteout, så solskinsvejr og den sidste nat -24 grader og nordlys. Så vi fik virkelig prøvet lidt af hvert.

There is a first time for everything

For en outdoor-rookie som mig selv var der virkelig mange ting jeg aldrig havde prøvet før. Udover på Roskilde Festival havde jeg aldrig opholdt mig udendørs mere end en dags tid eller to ad gangen, hvor man på intet tidspunkt kommer rigtigt indenfor. Jeg havde aldrig kørt på hundeslæde, tændt ild uden lighter eller tændstikker, slået telt op i sneen og sovet i kulden eller været helt væk fra civilisationen uden nogen form for kontakt til omverdenen. Men there is a first time for everything, og den læreproces man gennemgår, fra man overhovedet ikke kan finde ud af at få tændt ild med et tændstål og en kniv til den første gang, hvor gløderne får fat og ilden pludselig er der, er helt fantastisk. Jeg har aldrig mere lyst til at lave bål på andre måder end ved hjælp af den lille orange kniv og tændstålet, som vi fik udleveret.

Teamwork

Noget af det vigtigste på en ekspedition som denne er samarbejdet. Alle deltagere blev inddelt i teams af fire med en hundeslædefører tilknyttet. Disse teams fulgtes ad gennem hele ekspeditionen, slog lejr sammen og hjalp hinanden med alle praktiske opgaver. Vores team bestod af Vidar, som er hundeslædefører fra Norge, Eunsoo og Minwoo Kim fra Sydkorea samt Nicklas og undertegnede fra Danmark. Nicklas og jeg havde jo begge kæmpet om at få 1. Pladsen i Danmark, og vi gik derfor fra at være konkurrenter til teammates. Nicklas har både været spejder og vandret en del før, og han kunne fantastisk mange praktiske ting som at tænde ild med strygestål og kniv, binde knob og meget mere, så jeg lærte hurtigt en del af ham. Og når det drejer sig om netop at skulle samarbejde, er det kun en fordel, hvis man ikke ligner hinanden fuldstændig. Den ene persons svagheder er den andens styrker, og når man er lukket af fra omverdenen, lærer man hurtigt hinanden at kende.

Allerede efter den første nat havde Nicklas og jeg fundet en måde at arbejde på, hvor vi hele tiden benyttede os af vores forskellige styrker. Men en af de styrker, som vi ikke selv besad var at trække slæden afsted gennem det sneklædte fjeldlandskab, som omgav os under hele turen. Derfor havde vi hver især en hundespand bestående af seks hunde. De to forreste hunde var ”de klogeste”. Det var dem, som var gode til at finde vej og holde styr på tingene, hvor de bagerste hunde var ”de stærkeste” hunde, som kunne blive ved og ved med at trække den godt læssede hundeslæde. Når vi kørte på slæderne, arbejdede vi hele tiden sammen med hundene. Vi standsede slæden, når det gik ned ad bakke, eller hvis vi kom for tæt på dem foran, og vi sørgede for at hjælpe hundene op ad bakke ved at stå af slæden og skubbe til. Derudover skulle vi hele tiden holde øje med om hundene fik viklet sig ind i hinanden, for sker det, kan de ikke trække slæden optimalt og så løber de hurtigt tør for energi. Derfor var teamworket mellem slædeføreren og hundene en kæmpe stor del af det at køre på slæderne.

Tjek dig selv, tjek din ven og tjek hundene!

Undervejs på hele turen fik vi oplæring i forskellige ting, vi skulle benytte os af senere hen. Først og fremmest fik vi instrukser i overlevelse i kulden, hvor vi både fik forklaret, hvordan vi burde spise og drikke, klæde os på, slå telte op, tænde ild og meget mere. Senere hen lærte vi om opsætning af snemurer, der kan beskytte teltet mod vind og vejr, om optænding af ild ved at bruge birkebark og små kviste og om, hvordan vi ved at grave en lille fordybning på 20 cm i sneen kunne klare os og sove uden teltene. Det benyttede vi den sidste nat, hvor vi lå fire mand i hver vores sovepose tæt op ad hinanden i små snegrave uden noget telt, da snegraven var beskyttelse nok for vinden. Men en af de vigtigste pointer var, at næst efter dig selv og din teammate, kom hundene. Hver gang vi slog lejr for natten var det første og vigtigste at sørge for hundene. De skulle tøjres fast og have mad og vand, så de kunne hvile sig og få ny energi til næste dag. Når det var klaret, kunne vi så begynde at slå telte op og lave mad til os selv. Så selvom man havde været på farten hele dagen og var hammer sulten, så kom hundene i første række.

Ekspeditionen

På kun fire dage kørte vi de 300 km på hundeslæde gennem det sneklædte vinterlandskab. Vi kørte over fjelde, hvor vinden var kold og bidende og ned gennem skove, hvor stierne snoede sig mellem træerne. Selvom Vidar havde forklaret os fra start af, at hvis man havde prøvet at stå på ski, var det meget lettere at styre en slæde, var det ikke helt min oplevelse. Der gik ikke mere end en halv dag, før jeg havde torpederet et skilt og ødelagt fronten på min slæde. Hundene følger per automatik efter dem, der løber foran, men nogle gange ændrer de sporene en lille smule. Da jeg kom kørende som fjerde slæde i rækken, var sporet blevet ændret så meget, at jeg ikke kunne nå at styre uden om det metalskilt, der fortæller, at der kan komme snescootere. I forvirringen glemte jeg alt om at bremse, og så kan en træslæde altså ikke holde til at ramme et skilt med omkring 20 km/t. Et stykke af fronten var brækket af og snoren til hundene var knækket i den ene side. Men med hjælp fra vores fantastisk hundeslædefører Vidar fik jeg hurtigt fikset slæden og kunne køre videre uden de store problemer. Da Vidar senere hen ramte et træ med sin slæde, smilede jeg en lille smule indvendigt, for så var det ikke kun mig, der havde problemer med styretøjet.

Jeg har aldrig været længere nord på, end jeg var på denne ekspedition. Jeg elsker sne og bruger gerne en 5-10 uger på ski om året, men det der med at køre på hundeslæde, det er altså ikke sidste gang, jeg har prøvet det. Når folk efterfølgende har spurgt mig om, hvordan det var, har jeg nærmest kun kunne svare Det var fantastisk. At beskrive og forklare, hvor vild en oplevelse det var været, er en smule svært. For hvordan forklarer man egentlig folk om den drøm, man har haft, siden man var barn? Den drøm, der pludselig gik i opfyldelse, og hvor man egentlig gerne bare vil tilbage. Tilbage til de 27 andre deltagere fra resten af verdenen, som har haft hver deres drøm, der gik i opfyldelse. Tilbage til de fantastiske hunde, som man uden problemer turde give mad og klappe, selvom de var nogle stærke arbejdshunde, der kun levede for at løbe med slæderne, for det var de født til. Tilbage til nordlyset, der dansede på himlen, mens vi sad foran bålet den sidste aften og talte om den fantastisk oplevelse, vi havde sammen. Og tilbage til den fantastiske sidste morgen, hvor solen skinnede ind mellem træerne, mens vi lå i vores soveposer og talte om, at det faktisk havde været -24 grader, men ingen af os havde frosset.

Hvis du har lyst til at se mere fra turen, har jeg lavet en lille video med klip fra hele turen. Den kan du se lige her.

Og går du og drømmer om en hundeslædeekspedition, så åbner tilmeldingen for Fjällräven Polar 2018 torsdag d. 16. november kl 10.00. Hvis man ikke deltager, vinder man i hvert fald ikke.