Fjellvang-Sølling ude af OL
Lad det være sagt med det samme, den danske OL-delegation har ikke haft det nemt rent resultatmæssigt ved dette års olympiske vinterlege i Vancouver, Canada. Man var på forhånd klar over, at det ville blive op ad bakke for de fleste danske deltagere, men idag var det skiercrosseren Sophie Fjellvang-Søllings tur til at skulle i aktion, og her levede efter sigende et spinkelt dansk medaljehåb.
Fjellvang-Sølling løb ind i en slem skade sidste år, da hun under fysisk træning frem mod Vancouver 2010 brækkede ryggen. Skiercrosseren gav imidlertid ikke op og var snart tilbage på skiene, siden kvalificerede hun sig både til OL og blev inviteret til Xgames. Men igår aftes sluttede det, der kunne have været alle tiders bedste comeback-eventyr på Cypress Mountain, brat.
Fjellvang-Sølling kvalificerede sig til ottendedelsfinalen, hvor hun missede starten og kom sidst ud af startboksen. Hun sluttede sidst i heatet efter de to nordmænd Hedda Berntsen og Marte Gjefsen samt Chloe Georges fra Frankrig, og røg dermed ud af konkurrencen.
Canadiske Asleigh McIvor tog guldet i en spændende finale, hvor ovennævnte Hedda Berntsen fik sølv, og Marion Josserand fra Frankrig fik bronze.