Fra bachelor til pudder

I en tid hvor fremdriftsreform og karrier fylder mere og mere i billedet, vælger andre at stritte i mod. Mød Rune Brødsgaard der valgte at tage til Japan efter sin Bachelor for at udleve skidrømmen.

Tekst og billeder: Rune Brødsgaard

Klokken er 11:20 mandag morgen. Om ti minutter er det min tur til træde ind over dørtærsklen til et skæbnesvangert øjeblik. Det føles i hvert fald sådan at skulle mundtligt eksamineres i mit afsluttende bachelorprojekt. Måles og vejes på 3½ års slid. I de sidste minutter før det går løs realitetsflygter jeg i en tilfældig samtale med forældre ventende på deres kæreste afkom i cellen. Samtaleemnet falder på det mest åbenlyse; hvad skal der ske efter eksamen? Da jeg kan fortælle om mit nye job som skilærer i Japan fra på næste mandag glemmer jeg for en kort stund alt om eksamen. Et øjeblik er nervøsiteten fordampet og et blik ind i fremtiden på den anden side af kloden flyder i mit hovede. Et liv hvor forhåbentligt noget af verdens bedste backcountry skiløb finder sted. Jeg er klar til at leve under “eat, ski, sleep – repeat”-paradigmet !

Jeg kan se på forældrene, at de er overraskede. Måske fordi det er lidt anderledes. Måske fordi det lyder som noget en færdig dimittend fra hhx eller stx og ikke uni ville begive sig ud i? Det ved jeg ikke noget om, men jeg ved, det er det rigtige for mig. Jeg har ikke travlt med at finde et skrivebord i en kontorbygning at slå rødder ved. Løn, jobsikkerhed, karriere, etc. – kan jeg ikke bare komme af sted? Og netop det manifesterer, at jeg skal afsted. Længslen efter at komme ud, væk og afsted. Frihed i den dybe pudder – jeg har fået nok af tastatur, dyre skolebøger, karakterræs og teoretiske diskussioner.

Friheden fik jeg lidt over middag samme dag, da jeg meget tilfreds kunne gå hjem og pakke min lejlighed sammen. Fredag aften holdte jeg afskedsfest for nærmeste venner. Lørdag middag stod på dimission efterfulgt af dimissionsfest. Sidst men ikke mindst tilbragte jeg søndagen i selskab med tømmermænd og de sidste forberedelser. Mandag lettede flyet kl 15:20 fra Kastrup Lufthavn. Min bror og hans kæreste fulgte mig derud og sagde farvel. Inspireret af bl.a. dem, som måneder forinden var returneret fra et 14-15 måneders togt på deres sejlbåd i Europa, var det nu min tur til at drage ud. Noget jeg aldrig sådan rigtigt har gjort før. Altså langt væk i lang tid. Med det mener jeg uden for Europa, alene og med stort set ingen penge på lommen.

Japan var noget nyt. Helt nyt. Asien får sit indtog i min bevidsthed for første gang, og som mange andre var jeg allerede på lufthavnslokummet flad af grin over al den tilgængelige teknik. Der var endda papir til at tørre sin smartphone! Men min overfladiske ignorance og kæphøj-hed føltes som tilbageslag, da jeg lå søvnløs hele natten. Mit hoved var en sovs af jetlag og tømmermænd. Igen noget nyt for mig, og jeg forstod det ikke. Jeg tænkte “Klokken 08:37 i morgen skal jeg afsted med bussen mod en ny skiskole, nye bjerge og nye gæster i skiskolen. Nu er klokken 06:37, og jeg er først begyndt at kunne småsove lidt, men vågner hele tiden. Jeg skal arbejde fra morgenstunden, hvor jeg skal undervise to voksne. Hvad sker der?” – sådan føltes jetlag a la mig tilsyneladende, og det måtte jeg tage med som en del af oplevelsen.

Min første uge fortsatte i det spor. Jeg vidste sidst på ugen ikke, om jeg var ved at blive skør, om jeg var stresset eller om jeg bare skulle vende mig til at sove på en tynd madrass på et tatamimåtte-gulv i stedet for en lun seng med en kæreste ved siden af mig? Alt er ændret, men på dag 8 kom min forløsning. En ny døgnrytme trådte i kraft og tillod mig fantastisk søvn og et par fridage. Kombineret med frisk tilegnet viden om området i løbet af den forgangne uge og kæmpe snefald hver dag samt endt højsæson fik jeg kørt det bedste skiløb i mit liv – troede jeg. For hvad viste sig som værende postkort-scenarier/Go Pro sponsorede backcountry film på nettet, viste sig hurtigt at blive hverdag. Forholdene her er simpelthen perfekte. Jeg var “paf” rigtig mange gange. Kunne ikke forstå det. Ingen kø ved lifterne. Hjernedøde fede linier let tillængelige. Masser af hikingpotentiale. God infrastruktur. Usammenlignelig luksuriøs skilærerbolig. Fantastisk. Jeg kunne ikke få det til at give mening, så her var noget, jeg måtte udforske og finde mening i. Hvad sker der for det her land?

Mængderne af sne var eventyrlige. Bare det at komme ud og ind af vores skilærerbolig var en kamp. Vi må skovle, skovle og atter skovle sne. Meeen, med et par øl, lidt musik og god stemning, så klarer vores lille sammenknyttede skilærerhold udfordringen. Igen, igen og igen og igen.. Og det er helt ufatteligt.

Friheden som hverdag

Jeg eeeeelsker at køre puddersne. Jeg elsker det! Og hold kæft, hvor har jeg måttet lide under mange ridser i basen efter de såkaldte sharks i Alperne. Det er bare aldrig nogen rar følelse. Forholdene i Japan var diametralt modsatte. Uendelig dyb sne. Bagsiden af medaljen er at miste sin ski i sneen eller simpelthen drukne i en tree well, som man skal tage meget seriøst. Falder du, er det en kamp at komme op og fri igen. Og det kan sagtens ende galt, hvis du er alene. Men altså; mine skis baser står fuldstændig, som da jeg tog afsted hjemmefra. Ikke en eneste ny rids på hverken backcountry- eller pisteskiene. Hvad siger I så?! Det var nyt for mig. Én bekymring mindre, og med en vækket agtpågivenhed fra tidligere skader står jeg koncentreret og fokuseret backcountry skiløb hver dag. Mine kolleger har samme interesse, men det er ikke mange lokale, som kommer for at køre backcountry. Dvs. vi er blot en lille skare, som har Japans største skiområde som legeplads: Shiga Kogen, med hovedsæde længst inde i “dalen” (de japanske bjerge er heeeelt anderledes end Alperne): Okushiga Kogen. Prøv det! Jeg fatter ikke, at så utroligt godt et backcountry område (særligt hvis du er til randonnée), ikke er eksponeret mere for turisme. Weekendflowet af turister er endda blot primært lokale Japanere, som kommer for at øve deres “demoskiing”, som de er helt vilde med. Og de øver, og øver, og øver…

Mit hoved var blevet 70 sider bachelor lettere. Et opbrud med kæreste et par måneder forinden afrejse samt en sammenpakket lejlighed udskiftede jeg med total udmattelse hver aften og en hjerne fuldstændig fyldt til randen med endorfiner. Min hverdag var at køre puddersne på vej til arbejde – en ca. 40 minutters skiløb, herefter underviste jeg hovedsageligt halve dage, hvilket vil sige 2 timer. Efterfølgende var der fri mulighed for at slå sig løs i pudderen, og jeg havde hele tiden nogle at dele oplevelsen med, fordi der var mange af tjenere på nabohotellet til skiskolen eller skilærerkollegaer, der delte passionen for den dybe sne. Efterfølgende kunne jeg hente aftensmad på hotellet og bringe det med hjem til skilærerboligen eller bare stå på ski hjem i stedet og selv lave mad. Huset er et gammelt bed&breakfast. Kæmpe stort og temmelig luksuriøst. 2-mands værelser og stort hot tub i Japansk stil. Endda en “vending machine” med 0,5l øl til 10 kroner. Oooog, nå ja så stod der også et gammelt klaver, som jeg fik tiden til at gå med en del aftener, når jeg ville zone lidt ud af det hele.

I Okushiga Kogen var livsstilen blandt hotel- og skiskolepersonale meget anderledes end i Europa. Det hovedløse druk til langt ud på natten er erstattet med ro og åndelig frihed. De andre skilærere og hotelpersonale som er kommet for at stå på ski er kommet for at stå på ski for alvor, og der er lagt i ovnen til højt niveau og fokuseret backcountry. Da sneen daler konstant er presset stort på kroppen. Med det sagt er skilærere og hotelpersonale her dog ikke meget mere anderledes end andre steder; hang til bajere, social samvær og vildt skiløb går sku hånd-i-hånd over hele verden tror jeg.

I løbet af marts begyndte jeg at hike med et par venner, men primært med en god veninde jeg fik i skiskolen. Det var fedt at komme langt uden for pisterne, og vi kunne endda hike til et andet skiområde i nærheden. En enkelt dag tog Stephanie og jeg på en heldagstur, hvor vi ville bestige den højeste summit i nærområdet, som vi havde gået og kigget på i lang tid. Det blev en lang tur på næsten 10 timer. Vejen op var enorm flot og relativ problemfri, men vejen ned lavede vi en begynderfejl, hvor fristelsen for en linie blev for stor og tog os på afveje. Mit hjerte slog et ekstra slag, da jeg lagde mærke til, hvor langt vi var kommet i den forkerte retning. Aldrig har jeg sparket skiene af og sat skind på igen så hurtigt. Op, op, op, tilbage, kryds ind over hælen mellem to ridges og tilbage til den oprindelige bjergside. Det kostede os ca. 60 minutter. Vi havde stadig ca en time til solnedgang, og der var stadig pisse langt hjem.

Jeg havde virkelig ikke lyst til at skulle overnatte derude, men Stephanie og jeg klarede den. Vores omvej ledte os desværre ind over en bjergside, hvor vi kunne se en frisk lavine kun ca. 100 meter højere oppe. Det er jo ikke ligefrem noget godt tegn. Det kan selv den mindst rutinerede tænke sig til. Vi måtte passere så forsigtigt som muligt for hurtigt at komme ud af faldlinien for eventuelle flere laviner. I sidste ende førte vores omvej og forsinkelse os ned til foden af bjerget, og vi ramte nøjagtigt der, hvor jeg havde planlagt, vi skulle ende vores tur. Perfekt ankomst i det sidste dagslys. Solen var skjult bag bjergene, og der var 5 minutter til den sidste bus. Vi følte os i live og meget heldige! Helt klart en oplevelse som gjorde det hele lidt for spændende. Spænding er til gengæld også noget af det fedeste ved at hike nye områder og komme langt væk fra resortet. Så alt i alt en fed oplevelse, og klart nogle noter i bogen om hiking.

Friheden under ansvar

Man træffer mange valg i sit liv. Frihed er noget mange søger, men jeg tror på, det er noget man vælger. Og i sidste ende handler frihed nok om at vælge mindst lige så meget fra som at vælge til. Så når jeg har sagt nej til at indgå i et almindeligt arbejdsliv direkte efter endt studie og sagt ja til at arbejde som skilærer i Japan, så har jeg sagt ja til en frihed og nej til en anden. Graden af frihed definerer du selv. Når jeg har sagt nej til øl for at kunne præstere bedre i skoven dagen efter, så definerer jeg min oplevelse af at kunne være fri til at gøre det, jeg bedst kan lide at gøre. Og så prøve at time øllene med dårligere vejr selvfølgelig!

Jeg håber, der er andre derude, som måske tænker, de er ved at være for gamle til at tage på sæson? For det tænkte jeg. Men for gammel til hvad? Til at gøre det jeg bedst kan lide? Jeg har fået en løn på 160 kr i timen, betalt 20% i skat, fået en varieret, sund kost og boet i et tidligere bed&breakfast hotel. Området er absolut ikke domineret af teenagere lige ud af gymnasiet. Derimod var det et lidt ældre segment med en særlig dedikation til skiløbet. Jeg selv er blevet inspireret til at blive i Japan og søge job for sommeren. Alt sammen under det ansvar, at jeg ved, jeg selv skal skabe en frihed i det jeg foretager mig. Og det er min lektie at lære før, under og efter denne rejse. Det bliver lidt en moralprædiken nu på et eller andet plan og svinger lidt klicheagtigt i en “karpe diem”-toneart, men i og med jeg gerne vil opfordre til at tage på sæson i Japan uanset alder, vil jeg bare gerne tilføje min synsvinkel på det med friheden. Det er et emne, som har haft stor betydning i mit liv, om som jeg har brugt megen tid på at tænke over. Der er ikke noget godt eller skidt i forhold til frihed, og der er ikke nogen decideret frihed. Der er kun tilvalg og fravalg og en vægtning af disse i forhold til et udefrakommende, omfavnene adfærdsmønster blandt dem, du spejler dig selv i, og så et indvendigt belønningssystem i din personlighed, hvor du bliver glad i låget af simple ting. Sommetider kan det være godt at komme væk fra kulturen, normen og sproget du er en del af. Så går der måske et eller andet op for dig, som du ikke vidste om dig selv eller om Verden i det hele taget?

I skrivende stund har min rejse til det japanske pudderparadis bragt mig videre til mountainbiking, surfing, kajaking og en kommende 2 måneders ekspedition i efteråret. Det hele startede med, at jeg bare gerne ville køre dyb pudder, og sidenhen er jeg nok blive lidt fortryllet af den japanske kultur, natur og de muligheder har jeg fået her, som jeg ikke har kunnet få øje på hjemme i Danmark. Jeg deler flere af mine oplevelser på http://okaykonnichiwa.blogspot.jp/ .

Mit skigear lod jeg blive i Shiga Kogen på skiskolen, som jeg vender tilbage til i december. Det giver mig en måned til at komme i form på skiene til Japanuary, som er min sidste måned af mit working holiday visa. Grand finale! 🙂 Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte mig. Jeg håber, du har lyst til at komme ud af æggeskallen og prøve noget nyt! Kan kun opfordre til skiløb i Japan i hvert fald.