Fra München til Danmark med Hans Jakob Brandt
Weekenden efter Freestyle DM mødte Riders.dks repræsentant ved Ispo 2010, Troels Iversen, den nykårede danmarksmester i slopestyle Hans Jakob Brandt i München. De tog sig en snak i bilen på vej hjem mod Danmark. Det blev til følgende lille interview:
Hej HJ. Prøv at give os et indblik i dine tanker omkring DM i sidste uge?
Det var fedt endelig at vinde freestyle DM, efter at jeg har været tæt på et par gange! Når jeg sidder her i bilen på vej hjem fra Frankrig, er jeg lettet og træt. Jeg glæder mig til at komme lidt væk fra bjerget og få en kort pause. Det er vigtig at få tjekket op på kroppen, når jeg kommer hjem, så jeg hurtigt kan blive klar til næste runde.
Fortæl os om dit finalerun?
Jeg viste ikke rigtig, hvordan banen ville stå inden jeg kom til Avoriaz, men jeg viste præcist hvilke tricks jeg ville lave. Jeg viste 100% at mine tricks sad printet fast i hovedet på mig. Mit run så således ud: rodeo 900 mute, switch lip 270 out, switch 720 mute, switch unnatural 720 japan, switch rodeo 540 japan, 270 out på afsluttende boks. Det lykkedes perfekt og gav mig sejren.
Hvad var det for en russisk konkurrence du deltog i?
Da vi kom til Avoriaz, opdagede vi hurtigt, at der i samme uge skulle være en russisk konkurrence af en art. Det var faktisk meget tilfældigt, at jeg kom med i ræset. På dagen tog jeg op i parken for at udforske, hvad det gik ud på. Efter en snak med arrangørerne fik jeg lov til at deltage. Det var samme dag som DM i pipe blev kørt, men da jeg ikke er den store pipe-skier, benyttede jeg mig af muligheden for at træne i en lukket park som optakt til slopestyle DM. Jeg endte på en 3. plads efter et sketchy dommerpanels afgørelse, men det var fint nok. Jeg havde det sjovt, og det er det vigtigste.
Du siger, at du skal hjem for at få styr på kroppen. Hvad er der sket?
Igennem ugen i Avoriaz overskød jeg den første kicker i parken nogle gange. Der var et rigtigt langt inrun, men kickeren var ikke specielt stor. Det var ekstremt svært at finde den rigtige fart, og det resulterede i at jeg fik det som en dårlig vane med at overshoote kickeren. På mit sidste run inden finalen, gik jeg alt for stort, hvilket resulterede i, at jeg fik rigtig ondt. Jeg kørte finalen med smerter, men mærkede ikke rigtigt til dem før dagen efter. Det var måske ikke så smart at køre finalen med smerter, but sometimes you got to do what you have to do!
Hvad synes du om DM slopestyle banen?
Den helt store forandring i forhold til sidste år har klart været, at vi rent faktisk har haft en træningsdag i parken. Igen i år blev der ændret på konkurrencesetupet, men det var kun boksen i bunden af parken. Så den største forskel har været træningsmuligheden. Det har givet ridersne chancen for at få sat deres løb i træning, så de kunne undgå at gamble alt for meget til selve konkurrencen. Det kom til udtryk i, at niveauet generelt var en del højre end sidste år. Parkmæssig var det et underligt sted at placere en park, da den lå på en stejl piste. Det gav store udfordringer til deltagerne, da det var svært at kontrollere sin speed. Jeg tror, at det var parkens sværhedsgrad, der kostede en del styrt, men jeg syntes helt bestemt, at setuppet var godt!
Beskriv følelsen da du stod på podiet og for en gangs skyld kunne se Rasmus DJ og Dennis Hannesbo stå under dig?
Det er egentlig ikke noget, jeg har tænkt yderligere over. Det er selvfølgelig fedt at vinde, men for mig handler det om at bruge DM som et springbræt til at komme videre med mit skiløb. Det var selvfølgelig en lettelse endelig at vinde slopestyle. Det giver en god motivation til at indfri større målsætninger.
Hvad tænker du, når jeg nævner en mand som Jonas Seiler?
Jeg tænker en god skiløber, der har en masse gode ting foran sig, men som er ekstremt uheldig med sit knæ. Der er ingen tvivl om, at han vil tage sejren i pipen med det samme, hvis han var skadesfri! Jeg ved ikke, hvordan han kører slopestyle, men det er klart, at han er med til at pushe os andre danske riders med hans høje niveau.
Du har lejlighed i Oslo om sommeren og har derfor også meget med nordmænd og svenskere at gøre. Hvordan er der?
Det er rigtig vigtig for mig at køre sammen med dem. Når man kører i parker som Breck og Keystone, så er det nordmændene og svenskerne, der holder det højeste niveau. Det er derfor fedt at blande sig ind i dette miljø, og det er samtidigt også en form for taktisk beslutning. Nu er de fleste mine rigtig gode venner, og vi nyder at give den gas sammen. Vi er alle med til at pushe hinanden, hvilket er vigtigt, hvis man vil nå lang med sit skiløb. Jeg har gået på gymnasiet i Norge og taler sproget flydende, derfor kan jeg ikke se grund til at skulle forlade Norge endnu.
Hvordan er det at rejse verden rundt med ski i bagagen?
Det er første år, hvor jeg ikke har fast base et sted. Det er forholdsvis hårdt og giver også en del stres til tider. På den anden side gør det, at man holder motivation højt. Hvis man er bosat det samme sted, kan det godt have en negativ effekt i slutningen af sæsonen. Når man er vant til de samme rails og kickers, kan det have en effekt på indlæring af nye tricks. Det ender oftest med, at man laver de samme tricks om og om igen. Det er fedt at rejse rundt, og jeg føler, det gør mig mere sikker i mine tricks at udforske et utal af parker i løbet af sæsonen.
Du er netop kommet ind i European Open i Laax i starten af marts. Hvad er din plan?
Hvis min fysioterapeut siger okay, skal den selvfølgelig ha’ fuld hammer inden European Open og Frostgun. Min plan er at rejse tilbage til USA for at få styr på de sidste tricks inden konkurrencen. Jeg glæder mig utroligt meget til at deltage i European Open, da det er en enorm stor konkurrence. Efter konkurrencen er planen at rejse tilbage til USA for at filme med RAD Film i to uger. Derefter er Frostgun lige om hjørnet. Jeg har lovet Michael Fugmann at hjælpe ham med at bygge kickeren og sikre, at der er styr på det hele. Forhåbentlig har jeg en eller to doubles at vise til FGI, så jeg ikke bliver til grin. (udtaler HJ med et grin)
Hvordan bliver konkurrenceformen til Frostgun?
Alle riders kommer til en opvarmningsfest for at sætte gang i hele showet. Derefter er der to dages træning til at komme i gamemode inden konkurrencen. Der vil blive afholdt photosessions, som bliver super sejt! Derefter er der heads up om onsdagen! Ridserslisten ser super sprød ud. Mange af de rigtige gode europæere, canadier og forhåbentlig også et par amerikanere kommer til Val Thorens i påsken. Niveauet bliver uden tvivl utroligt højt. Jeg glæder mig utroligt meget og vil gøre alt for at holde tempoet oppe.
Er det ikke super sejt at se, at udviklingen går stærkt fremad på Grønland?
Det er rigtig fedt for mig at kunne se, at der sker en udvikling i freestyle- og snowboard miljøet deroppe. Så vidt jeg ved, var Massi (Mads Lynge) og jeg de første, der købte os et par twintips ski på Grønland. Jeg føler på en måde, at jeg har et ansvar for at udviklingen fortsætter i den rigtige retning. Der er blevet sat diverse obstacles op, og udvikling fortsætter i den gode retning lige nu. Der er 4-5 stykker som laver 9’ere på ski og snowboard, og nogle af dem har stor indflydelse på den danske scene. Vi var et par venner, som satsede på at blive gode til freestyle back in the day. Det er derfor fedt at se, hvor lang vi er nået i dag. Ydermere er det sejt at se drengene fyre den af deroppe og have dem med til konkurrencer og camps i løbet af sæsonen.
En hilsen?
Den skal gå til alle dem, der støtter mig i, hvad jeg laver. Mine sponsorer (Orage, K2, Marker, Dakine, Frostgun) min familie på Grønland og venner. Der skal selvfølgelig også gå props ud til jer på Riders.dk. Det er fedt, at i gør et godt arbejde i at dække en lille sport i et lille land.