Frederiksdal – Pudderskiløb i DK
De fleste husker nok sidste vinter hvor de kolde temperaturer og meget snefald forvandlede flade Danmark til en legeplads for ski- og snowboardentusiaster. Hvor de flest tænker i bokssessions og urban rails, var der en lille minoritet der med hungeren efter pudder og BC kickers søgte udfordring i dansk pudderskiløb.
Det viste sig at det faktisk er muligt at få pudder og udfordrende backcountry skiløb i Danmark. Små 13 kilometer nord for København mellem byerne Virum og Lyngby ligger nemlig skovområdet Frederiksdal, klemt inde mellem Bagsværd Sø og Furesøen.
Med parkeringsmuligheder på blandt andet Spurveskjulvej, Kulhusevej og Nybrovej giver det let tilgængelighed til det i alt 200 hektar store Frederiksdal der sidste vinter toppede med en snebase på omkring 50 cm.
De gode forhold sidste vinter gjorde det muligt at have første skidag allerede 27. november hvor der kunne meldes om pudder til knæene i hele den østlige del af Frederiksdal. Sneen holdt hele december og start januar med kun få afbræk af tøvejr, og Frederiksdal kunne derfor fremvise omkring 30 skidage for sæsonen 2010/2011. Imponerende!
Selvom man ikke skulle tro det byder Frederiksdal på mange forskellige udfordringer for sit skiløb. På grund af placeringen inde i skoven og væk fra søbredden ligger den østlige del af Frederiksdal ved Spurveskjul og Kobroen i læ, og sneen bibeholder derfor sin dybde og gode kvalitet.
Området omkring Spurveskjul indeholder mange lange nedfarter liggende i små gryder med moderat hældning svarende til en blå pist. Det er her muligt at finde op til 2-300 meter lange linjer i semi tæt bevoksning. Nede ved Kobroen som krydser Mølleåen ligger en lang ridge parallelt med åen på siden mod Nybrovej, der trods sine korte linjer byder på kreative jibs og drops op til 1-2 meter.
Bevæger man sig vest for Nybrovej finder man her skiløb af meget høj kaliber efter danske forhold. Ridgen langs Nybrovej ned mod Bagsværds sø byder på åbne lange flader og er utrolig nemt kørt uden de store udfordringer. Dermed er der også god mulighed for at bygge BC kickers, selv i en væsentlig størrelse.
I hjertet af Frederiksdal finder man dog det klart bedste skiløb. Ridgen langs Bagsværd søskrænt er to opdelt hvor skiers right er meget tæt bevokset. Her finder man de længste og stejleste nedfarter hvor den tætte bevoksning og de mange små pillows sætter store krav til ens skiteknik.
Lige ved siden af er der dog væsentlig mere åbent, og det er uden tvivl det mest kørte sted i Frederiksdal. Her er tilpas lange nedfarter i en god hældning uden at det bliver for kedeligt. Siden byder på utrolig mange små pillows som kan bruges som natural hits, og derudover er der også perfekt til at bygge BC kickers. Det er sågar muligt at bygge kickers der giver air time på op til 10 meter i længden.
Frederiksdal er en lille perle af godt dansk skiløb og en ideel mulighed for at finpudse sin pudderteknik. Området er nemt tilgængeligt med gode parkeringsmuligheder, og Bus 191 fra Sorgenfri og Lyngby station kører lige til døren.
Artiklen er baseret på Lakridspibens oplevelser og erfaringer fra Frederiksdal. Der er derfor massere af tekst, billeder og lidt video på bloggen da Lakridspiben holdte fokus på skiløb i Danmark sidste november/december.
http://lakridspiben.riders.dk/
Vi krydser fingre for en god næste vinter i Danmark så Frederiksdals backcountry endnu engang kan åbnes op for sit fantastiske skiløb.