Freeriderapport fra Sölden
Hvis man presser en lidt beskidt hvid Toyota Corolla stationcar fra 1983 til bristepunktet så tager turen fra København til Sölden 14 timer (plus en smule snefald). I Sölden bliver man muligvis hilst velkommen med en alkotest, og det kan jo godt undre lidt. Når man så ser de horder af stangbacardi hollændere og englændere der vælter rundt i gaderne så aftager overraskelsen lidt. Og hvad skal man så som benhård freerider mene om det turist-helvede som er Sölden i højsæsonen? Jo det skal jeg sige jer: Man skal sige tak i sin aftenbøn og nyde de enorme mængder urørt pudder.
Når man med Gaislachkogl-gondolen rykker op i 3058 m. Højde, demonstrerer Sölden med det samme sit freeridepotentiale. 5-10 colouirs der veksler fra cruisermateriale til temmeligt teknisk krævende, slanger sig lige under liften og både ind og udkørsel er så let som at klø sig i nakken. Med andre ord ser det lidt for godt ud til at være, ja, godt. Linier der er så gode og så let tilgængelige, bliver sædvanligvis tracket op før du kan nå at sige ”svensker”. Dem af jer der har besøgt bumse-hotspots som Val d’isére, Engelberg eller St. Anton, ved hvordan det spiller dagen efter snefald: Man står op kl 0700 timer sharp, stiller sig i kø ved liften, og forbereder sig på slåskamp og knækkede skistave. I gondolen står man på en eller anden måde altid ved siden af en svensker, der hellere vil give dig nakkeslag med sine Gotamas end give dig den første linie. Når dørene endelig går op på toppen, bryder en sandt helvede af skistøvler, fatskis og svenske eder løs. Enhver er sig selv nærmest, og man skal skøjte og stage som besat for bare at få én førstelinie… Og så er der Sölden; Her trisser man ud af top-gondolen sammen med et par bagstive tourister der ser ud til at have rigeligt at gøre med den grønne, og man tager sig lige tid til at tisse, så man er helt klar inden det går løs. Lige til højre for gondolen hopper man ganske enkelt ud over kanten, og vælger sig en colouir alt efter temperament. De forskellige linier strækker sig hver især over godt 500 højdemeter, og i bunden kan man cruise direkte ud på pisten. Så bliver det ikke meget bedre!
Vi kørte de forskellige colouirs over en uges tid. I den tid blev der sat ca. 10 spor i de to lettest tilgængelige colouirs, og der var stadig urørte linier der bare ventede.
Helt i skoven
Vejret vekslede en del gennem ugen, men fordelen ved at være pudderhund er, at man glæder sig uanset, om man får dyb sne eller høj sol. I dårligt vejr byder Sölden på skovkørsel, jeg ikke personligt har oplevet bedre, og igen skal man dælme lede længe efter konkurrencen. Stedvis slanger transportpisterne sig ned af bjerget, og her er det muligt simpelthen at vælge den lige linie gennem skoven, og for hver 150-200 meter rammer man igen pisten. På den måde kan man navigere gennem tyk tåge uden på noget tidspunkt at risikere at skulle vade op igennem hoftedyb sne, når træerne pludselig står for tæt, eller man rammer den lejlighedsvise lovlig høje klippekant. Når man så dropper ud på pisten, skal man naturligvis være forsigtig med at ramme turister med matchende ishockey trøjer og cowboyhatte med orange hår ovenpå. Disse udviser sædvanligvis et kompetenceniveau, der får far til fire i sneen til at ligne garvede freeridere, og kører kun i skoven ved alkoblackout og generelle uheld. Vi så i hvert fald ikke andre spor gennem skoven end dem, vi selv lavede. Lille advarsel dog; Når man udløser sneskred ned på pisten, koster det kassen, og undertegnede var nødt til at gemme sig bag et træ efter en uheldig og komplet uforskyldt episode.
Freeride uden hovedet under armen
Hvis man besøger Sölden for første gang, kan det desuden på det kraftigste anbefales at tage et kig forbi ”Freeride Center Sölden”. Her kan man booke uddannede Guider, der kender hver en sprække på bjerget til at vise rundt, og på den måde kan man også køre frisk pudder med betragtelig mindre lavinerisiko. Turene er godt nok halvpebrede; gruppeundervisning koster 79 € pr dag, og privatundervisning for 1 eller 2 personer koster 225 € pr. dag, så hvis man er på bumsebudget er det måske ikke lige sagen. Dog er 79 € stadig billigt sluppet for en introduktion til alle de bedste linier, som man dagene derefter kan ødelægge efter behag. Vær opmærksom på at man på holdundervisning risikerer at blive parret med overambitiøse comboyhat-turister, og man derfor skal spørge efter ”eksperthold”, hvis pause hvert 5 min. Giver nervøse trækninger. Guiderne på freeride kontoret er imidlertid også cool nok til på forespørgsel at informere om hvilke linier, der er relativt lavinesikre efter snefald, og give gode råd i det hele taget uden at tage kassen for det. Det er ubetinget en fed service for alle os, der ikke ligefrem har en master i lavinevidenskab.
Kom af sted
Ganske kort: Sölden anbefales. Ikke fordi det er det mest freeridevenlige sted i alperne, men derimod fordi turistappellen betyder, at man har alt udenfor pisterne for sig selv. Det er altså fedt, at have friske linier nok til en hel ferie selvom man kun får et enkelt snefald. Så smut af sted og husk at sige tak til den stive hollænder, der støder ind i dig på gaden.
Fotos; Christian Thomas Christiansen og Nis Sperling akkrediteres.
Har du også haft en god oplevelse, har du lige været på vinterferie eller har du været med til en hyggesession med den lokale skiklub – Så del dine oplevelser med os, send dem på en mail til info@riders.dk så poster vi det asap!