Gustav Muus - Pukkelpiste-Ace og DM-arrangør
Navn: Gustav Muus
Alder: 27 år
Hjemmebane: Denne sæson Steamboat Springs, CO
Stilling: Studerende og medlem af FDT (Freestyle disciplin team under Danmarks Skiforbund)
Hvad laver du når du ikke står på ski:
Tænker på hvornår jeg skal afsted næste gang
Hvor meget har du været på ski i år:
Siden 1. januar 09 har jeg haft ca. 81 ½ dage på ski.
Hvad har du deltaget i i år:
Har kørt hele Rocky Mountain Tour
Resultater i 2009:
14 løb og 11 gange er jeg gået i finalen.
Hvor og hvornår afholdes Pukkel DM i år?
Vi kan igen byde velkommen til Val Thorens og påskesolen. Selve konkurrencedagen er fredag 10. april, og vi regner stærkt med, at banen står klar allerede tidligt på ugen.
Hvorfor har i valgt at lægge det der?
Det har længe været ideen at rykke arrangementet til påsken, og Val Thorens er en perfekt destination på flere måder. Val T har i mange år lagt sne til DM i pukkel, og i kølvandet herpå kom de andre discipliner (Big Air, slopestyle, halfpipe og skier X). 10 år i træk indtil år 2005 samlede DM freestyle flere tusind tilskuere i påsken, og vi håber igen at folk vil møde op til verdens sjoveste uge – påsken.
Foruden DM pukkel afholdes der i år Springsession i Val Thorens, hvilket giver os bedre muligheder, da Springsession står for praktiske ting bag arrangementet. Desuden trækker det både tilskuere og deltagere, og vi regner med det vil gavne begge arrangementer.
Pukkel har altid ligget sammen med resten freestyle DM hvorfor er det flyttet?
Ja, det er super ærgerlig, at vi ikke kan ligge det sammen, men det skyldes at forholdene i Avoriaz er for dårlige. Vi har desværre ikke ubegrænsede midler, og når slopestyle og halfpipe gerne vil ligge i uge 5, er sneen ganske enkel for hård til manuelt at bygge en fornuftig pukkelbane.
Når foråret nærmer sig, og solen varmer sneen kan vi med ganske få midler bygge en rigtig god bane. Det er en af de samme grunde til, at DM freeride også ligger i påsken – forholdene er bare bedre.
Derfor kan jeg også garantere alle, at vi får en super fed bane, fordi vi rykker tilbage til påsken. Yderligere har vi valgt, at lægge banen på en flad hældning, hermed kan alle være med. Konkurrencen bliver mere spændende hele vejen gennem feltet, og langt sjovere at følge med i.
Hvorfor ligger det ikke sammen med nogle af de andre DM events?
Den korte version er at vi valgt at lægge DM pukkel tilbage i påsken, fordi der manglede opbakning og vi mener, at Val Thorens har det rigtige publikum med et godt tilskuer og deltagergrundlag.
Det at slå andre DM events sammen er nemmere sagt end gjort, da der er forskellige arrangører bag, og de skal alle være enige, finde det rigtige sted, osv. osv. Vores beslutningen skyldes, at tilbage i 2004 havde vi 50-60 deltagere til DM pukkel i Val Thorens. Året efter i Avoriaz blev deltagerantallet mere end halveret. Sidste år var der 21 med, og derfor skulle der ske noget.
Jeg så gerne, at vi kunne holde et samlet kæmpe DM, og Danmarks Skiforbund ser også denne spændende mulighed på tværs af endnu flere discipliner. Set bredt handler det om at skabe interesse for sporten, og påskeugen er bare den perfekte ramme. Mit håb for fremtiden er klart at danne bro, men i første omgang var det vigtig at skabe gode rammer for DM pukkelpist.
Hvem er arrangør af Pukkelpiste i år?
Vi er nogle stykker bag, jeg selv (Gustav Muus), Anja Bolbjerg og Springsession crew.
I følge forbundets papirer står jeg som entreprenør på DM i pukkelpist, men reelt er det Anja Bolbjerg der har trukket det tunge læs. Springsession crew hjælper med det tekniske, og her har Anja Bolbjerg igen bundet trådene sammen.
Er dansk skiforbund stadig en del af det?
Forbundet er i høj grad en del af arrangementet, og støtter økonomisk. DM pukkelpist er hele fundamentet for freestyle i dag, og er rent faktisk den eneste freestyledisciplin der er et officielt DM i, hvilket vi har tænkt os at leve op til.
Yderligere for at deltage i et DM skal man være medlem af en skiklub, hvilket giver en masse fordele. Er du fx. medlem af Københavns Skiklub i forbindelse med DM pukkelpist, vil jeg personligt undervise i pukler to dage i løbet af påsken. Andre skiklubber tiltyder ligende, og står man bare lidt på ski, er en skiklub pengene værd.
Hvad kan vi forvente os af årets event?
Der bliver tre kategorier: junior, senior og legends som noget nyt. I kan forvente den bedste pukkelbane til dato. Kenn Bolbjerg "World cuppens bedste landings-pad-hakker", et hav af twister, spread eagles og daffy’s. Og muligvis en Anders Bjørndahl der går helt til tops – trods gamle knæ – fordi pukler i slush sne er sweet.
Hvor mange deltagerer regner i med?
Tilmeldingen bliver først åbnet i Val Thorens, og det er derfor svært at komme med et bud, men vi går efter en fordobling fra sidste år. Vi har fået en masse meldinger fra folk så det tegner godt.
Hvad bliver anderledes i år?
Hvis nogen kan huske de gode dage i Val Thorens, så bliver det sådan igen…!
Gustav Muus i frontflip