Havstokkens vikinger
Det virkede ikke videre realistisk at, der skulle være nogen, der havde benyttet sig af nytårsdagenes store vindoverskud til at lufte udstyret i det ellers forholdsvis varme hav.
DMI og FRV så lovende ud, men det var ikke ligefrem tropevejret der herskede. Så da jeg satte mig ind i bilen søndag morgen og kørte mod Havstokken med regnen hamrende ned fra oven, fra en stadig mørk himmel, kunne jeg da heller ikke lige forestille mig at der var andre der havde fået samme idé.
Men der var faktisk flere, der havde vovet sig ud! Da jeg kørte hjem to timer senere var der mere end en håndfuld på vandet i rimelige forhold (5.0 og gode rynker).
En fed dag at fotografere surfere på. Jeg kan desværre ikke identificere hvem der sejler, da diverse hætter/luffer/tørdragter fik Ungdomshusets demonstrationer til at ligne nudistkonkurrencer.