Historien bag freestyle DM
Skiinstruktøren Henrik S. Jensen tog i 1991 initiativ til forløberen for DM i freestyle, som blev afholdt i Hemsedal i Norge.
Året efter havde mesterskaberne første gang karakter af et uofficielt DM. Sammen med broderen Jakob fik Anja Bolbjerg det daværende pukkellandshold op at køre, og de arrangerede DM, i pukkel, i Tignes. Af de 40 deltagere var Thomas Jensen bedst – Jakob Bolbjerg blev nummer to. Hos kvinderne vandt Anja Bolbjerg – hun var eneste deltager.
Stille og roligt voksede interessen, og op gennem 1990’erne blev det til tradition for danske freestyleentusiaster at mødes i påsken i Val Thorens, hvor konkurrencerne har været afholdt siden 1993.
Samtidig er antallet af discipliner vokset således at der i dag konkurres i skier/boardercross, halfpipe, pukkel (kun ski), parallelslalom (kun snowboard) og Slopestyle (afløste sidste år Big Air).
I 1996 levede konkurrencen for første gang op til Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) krav til officielle Danmarksmesterskaber og fik det grønne stempel.
Sidste år slog ski og snowboard sig sammen for at udvikle og skabe mere interesse om mesterskaberne. Snowboardernes DM er fortsat uofficielle, da de endnu ikke lever helt op til DIF’s krav.
I år ventes flere tusinde tilskuere og op mod 200 deltagere. Cirka 100 freestyleskiere og 100 snowboardere.