Interview med Tobias Hansen

De fleste har hørt om Tobias Hansen og ligeså mange om styrtet der var tæt på at koste den danske freerideskier livet. Riders.dk har interviewet Tobias om styrtet, om freeride virkelig er ’det hele værd’ og ikke mindst om de følelser der hænger sammen med en sport man elsker men som meget hurtigt kan forsage fatale skader.

Tobias lå i medicinsk koma i 14 dage i det tidsrum skrev Henry og Bodil, Tobias’ forældre, mail til venner og familie for at holde alle up-to-date med Tobias’ tilstand.

Mail fra den 9. april;
” Lægerne er tilfredse med hans tilstand. Den er stabil, han behøver ikke længere medicin for at holde blodtrykket, så alt tyder på, der ikke er flere indre blødninger. Han er stadig i respirator og holdes i medicinsk koma, så han er smertefri og så han er klar til operation i morgen eller onsdag – i bækkenet, som er knust, og måske også i en brækket overarm.”

Mailen fortsætter med broderen: ”Jeppe har også fortalt ham, at han ligger der, bl.a. fordi han har slået hoften og fået en finger af led, men efter ansigtsudtryk at dømme hoppede Tobias ikke helt med på den forklaring.
Det er stærke oplevelser for os alle, og Tobias forsøger at fortælle eller spørge os om noget. Vi fortalte ham grundigt, hvorfor han ligger der, at ryg og hoved ikke er skadet, at han kommer sig, at slangen I munden er ubehagelig, men snart tages ud. Især beroligede det ham at høre, at respiratoren skyldes brækkede ribben.”


Jeppe Hansen og Tobias Hansen

Du er nu klar til endnu en sæson, men det bliver vel ikke uden en lille prikken i baghovedet der konstant vil gøre dig opmærksom på de farer som hænger sammen med skiløb?
– Jeg har aldrig før tænkt eller overvejet at det kunne gå så galt. Selvfølgelig er der risikoen for at blive fanget af en lavine, men at styrte på den måde, jeg gjorde, er ikke noget, man går og tænker på til daglig med mindre man har været i en ulykke. Nu har jeg så selv prøvet det på min egen krop, og derfor vil jeg altid i meget højere grad end tidligere vurdere, hvor farlig en linie er og garanteret også køre en anden vej ned nogle gange.

Hvordan skete styrtet egentlig – step by step?
– Jeg skulle køre en rigtig svedig linie i Alpe d’Huez og lægger rigtigt hårdt ud med en straightline gennem en lille couloir. Derefter mister jeg balancen og begynder i høj fart at slå kolbøtter ned mod klippeafsatsen. Jeg når ikke at genvinde kontrollen og ryger ud over den 30 meter lange afsats, der vel hælder en 70-80 grader. Jeg rammer klipperne tre-fire gange, hvor jeg ligesom bouncer på dem som en hoppebold, der bare bliver skudt højere og længere hver gang, den rammer gulvet – altså én kolbøtte, så et hug fra klipperne, så et bounce på ti meter igennem luften og så endnu et hug fra klipperne, indtil jeg ligger helt stille i sneen.

Faderens beretning om det alvorlig styrt:
”En blanding af hurtig indsats, held og godt, professionelt udstyr har reddet Tobias’ liv fra et voldsomt styrt, som Thomas har fortalt os om: Turen var velovervejet og planlagt. Thomas og Jacob Hultén kørte ned, mens Tobias ventede som man skal. Helt uforklarligt væltede han på et sted, som ikke var svært, men præcis, hvor han gled 50 m. ned ad en stejl klippeskrænt uden sne. Han har kæmpet godt for at få fat I skiene og komme op igen, og først til sidst kunne man se, at han bare gled – og landede I sne. Turen var – heldigvis! – lige ved siden af pisten, så en pisteur – og en del skræmte skiløbere… – så det. Thomas var hurtig til at få pisteuren til at kalde helicopter, og han fik også livstegn fra Tobias. Herefter gjaldt det om at holde ham vågen – en svær opgave, men efter 1,5 timers indsats fra de to venner + et lægehold på 6-7 personer kunne helikopteren flyve ham til Grenoble – hårdt kvæstet og I livsfare pga indre blødninger – det sidste fik vi alle først at vide lørdag kl. 13!!
Han er uden tvivl I Europas bedste lægehænder, og hvornår han flyttes til Dk, er ligegyldigt lige nu – og nu tager vi ind og besøger ham…”

Højre overarm har set bedre dage!

Kun skruer holder bækkenet sammen

Hvilke tanker gik der gennem hovedet lige før og kort efter styrtet?
– Det sidste jeg husker, er at jeg stod og ventede på at køre. Jeg husker svagt, hvordan jeg bankede mine stave sammen – et lille ritual jeg udfører hver gang, den virkelig skal have kaffe. Men årsagen til styrtet, selve styrtet og de næste par dage på hospitalet husker jeg overhovedet ikke.

Vil du fortsætte med det ekstreme skiløb, eller har elementerne gjort så heftigt indtryk på dig at du fremover vil holde dig til pisterne?
– Der er forskellige måder at køre freeride på. Min indstilling var, at det skulle være så svært som muligt, før jeg blev rigtigt tilfreds. Det indebar nogle ricisi, som jeg har tænkt mig at undgå i fremtiden. Det betyder bestemt ikke, at jeg vil holde mig til pisterne, men selvfølgelig vil mit skiløb være påvirket af den her ulykke. Andet ville være alt for egoistisk i forhold til mine venner og især min familie.

Mange sidder formentlig med det klassiske spørgsmål om det var det værd?
– Ingen oplevelse er så fantastisk, at den er værd at græde for hver anden dag i tre måneder. Ingen linie, drop eller trick svarer til at ligge ned i tre måneder. Der er aldrig noget, der kan godtgøre, at jeg gav mine forældre den største bekymring, der kan overgå et forældrepar – nemlig at være tæt på at miste deres barn. Og intet, intet der vedrører skiløbet svarer til den smerte, bekymring og angst, mit styrt udløste hos mine venner og min familie.



Hvordan ser den kommende sæson ud?
– Så langt er jeg slet ikke kommet i min genoptræning endnu. Målet er at kunne komme til at stå på ski i den kommende sæson, om det så bliver i Varberg eller Whistler er ikke så afgørende – bare det at kunne køre igen vil være en sejr for mig. Uanset hvad bliver omdrejningspunktet for mig det freeride DM, som Surland, Depp og jeg er i gang med at arrangere. Jeg tror virkelig på, vi kan skabe et nyt arrangement, hvor folk kommer til at have en fantastisk hyggelig uge i Les 2 Alpes.

Her på falde rebet skal du da også vanen tro have mulighed for at sende nogle skud ud til folket:
– Mit liv blev reddet af to ting. For det første havde jeg ikke klaret den uden min fullface hjelm, crashpant og integrerede taske-rygskjold, så kør med al den beskyttelse, I kan. For det andet var jeg forblødt i sneen, hvis ikke mine to skivenner, Tomas og Martin, havde reageret så hurtigt og professionelt, som de gjorde. Så en stor tak til dem. Uden dem havde jeg ikke været her i dag, så kør aldrig alene!