Japansk postkort fra Johan Duus
Vi kan godt lide postkort på Riders.dk redaktionen, især når de kommer langvejs fra og med Johan Duus som afsender. Da Johan blev nægtet at lave “5 stærke” atter en sæson, sendte han os i stedet denne lækre beretning Læs det hele her og se alle de fede billeder og videoer.
Tekst: Johan Duus Terkelsen
Jeg brugte det meste af december og starten af januar, på at bo hjemme hos mine forældre og arbejde ræven ud af bukserne i Nautic. Det gjorde jeg fik råd til 2 uger i Japan for at prøve den sne alt for mange snakker om. Vi tog 4 gutter af sted (Frederik Nordkild (Paddy), Jakob Skytte, Jacob Molzen og mig) mod Hokkaido, som er Japans nordlige Ø.
Fra venstre: Frederik Norklid, Jacob Molzen, Jakob Skytte og Johan Duus.
Vi havde planlagt at besøge forholdsvis mange områder, og bo 2 forskellige steder over de 2 uger vi var der. Så vi havde lejet det fineste motorik Japan kunne diske op med – en Toyota Stationcar! Og hvilken bil! udstyret med ”Hokkaido Winter Tires, very good” og 4 hjuls-træk kunne den carve igennem de mest snedækkede og isede veje som Nordøen havde at byde os.
Første uge af turen havde vi base i Asahi-dake, som er det område i Hokkaido der får allermest sne. Området har kun én kabine-lift, to pister og én aktiv vulkan, som også er Hokkaidos højeste punkt (2.209m). Liften stoppede i 1800 meters højde, men der var så mulighed for at tracke op på vulkanen.
På vej videre efter mere sne i Asahi-Dake…
Man kunne sagtens mærke at Asahi-Dake var det område der fik mest sne overhovedet. Der skulle være fin hældning før man kunne begynde at svinge i sneen, og når man så svang skulle man undgå at have åben mund for ikke at blive kvalt i sneen. Det er lidt ligesom at tage en bid af en æbleskive, hvor der er lidt for meget flormelis på – hvor man kommer til at trække vejret lidt ind og så må hoste det ud igen! Har lagt et klip på min instagram hvor man kan høre jeg bliver kvalt: Se det her.
Der var nææææsten for meget sne i Asahi-Dake… Bjerget var meget varieret med hældning og traverse-stykker, så det var ikke egnet til mere end 2-3 dage hvis ikke man ville randonere.
Efter et par dage i Asahi-Dake, tog vi bilen og kørte på lavignehegns-jagt. Vi havde spottet et par stykker på køreturen derop, så vi fandt dem igen – og så kørte vi bare på dem. Det kan ses i mit mini-edit længere nede!
Der launches lavinehegn i Asiha-Dake…
Midt i første uge, tog vi på udflugt til Hokkaidos næststørste skiområde Furano. Det var halvanden times kørsel fra vores base, så det var en smal sag. Vi havde ikke hørt om nogen der havde kørt off pist i området før, så vi vidste ikke rigtigt hvad vi skulle forvente.
På vej til Furano…
Vi ankom til solskin, og ingen liftkøer – Det var klart det område med mindst kamp om sneen på hele turen. Skovene var lidt for tætte, men hvis man var frisk på at hike 5-10minutter var der de lækreste åbninger med pillows og lange strækninger, så det gjorde vi!
Paddy viser vejen på ridgen i Furano…
I slutningen af første uge skulle vi så mere sydpå, vi skulle ned til Niseko hvor vi skulle bo den anden uge af turen. På vejen til Niseko stoppede vi ind ved endnu et større skisportssted med 7+ lifter. Området hed Kamui. Kamui har desværre ikke så store snefald, men meget mere solskin. Og vi var der en dag med ”bluebird” og en masse let tilgængelig offpist, og stort set ingen til at køre det op. Der var ikke rigtigt faceshots, men rigtigt sjovt terræn og tætte skove man kunne race igennem!
Udsigten udover Kamui…
Man kan ikke lade være med at falde i svime over denne udsigt…
Endeligt efter en lang dag på ski, og en 3 timers køretur ankom vi til Niseko Hirafu hvor vi skulle tilbringe den sidste uge. Vi fik selskab af Jacob Molzens lillebror, Mikkel, i Niseko. Vi ankom på et perfekt tidspunkt, lige efter et kæmpe snefald og med udsigt til et par dage med lidt sol hist og her! Niseko havde haft en lidt snefattigere sæson end ellers, omkring 3m mindre sne end sidste år – men det kunne man slet ikke mærke. Her brugte vi den første dag på Niseko’s nabobjerg Annupuri. Men modsat de mere nordlige områder vi kom fra, var der her meget mere rift om sneen. Efter større snefald kunne man godt regne med at alt lettilgængelige ville være opkørt ved 12-tiden. Det var dog stadig en vildt fed oplevelse, faceshots konstant hvor man med fordel kunne have pakket en snorkel med til turen.
I Japan kan man fordelagtigt huske en snorkel til de dybe dage…
Frokosten blev ”all-you-can-eat” sushi for 3300 yen (188kr) på Hilton Hotellet der ligger lige imellem Annupuri og Niseko. Vi havde tænkt os at køre videre efter frokosten, men måtte se os slået af det overdådige måltid.
Resten af ugen besøgte vi to gange et sted der hedder Kiroro, der så jeg en snehare.
Det eneste skiløb vi rent faktisk havde i Niseko, var om natten. De holder altid nogle få lifter og piste åben om aftenen, og efter det havde sneet en hel dag købte vi os et par pandelamper for at køre rundt i de sjove skove Niseko havde! Der var næsten uberørt sne og helt syret at køre rundt i en mørk skov kun oplyst af vores små pandelamper.
Nattepudder i Niseko med pandelamper som eneste lyskilde…
Efter et par dage uden snefald, gjorde vi det samme som i Asahi-Dake og tog på lavignehegns jagt! Paddy og Skytte som jeg rejse med, havde heldigvis været i Niseko året før, så de vidste præcis hvor de bedste og største lå. Det var samme hegn som både Candide Thovex og Sammy Carlson har kørt på i nogle segmenter jeg ikke lige kan huske! De lå lidt uden for skiområdet Moiwa (/’møgvejr/), og når man havde bil var det intet problem at kommer dertil..
Der var ret stejle transitioner, men når man bare fik skudt benene foran sig og kom ud over var det pisse sjovt! Mikkel Molzen havde sit DLSR med, og fik et par lækre skud! Man blev hurtigt frygtløs, og ligeså snart der bare blev stampet en smule i afsættet kunne man nemt rotere! Jeg ville så gerne lave flats 3’ med Japan-grap, når man nu var i Japan. Så det gjorde jeg.
Flat 3’er med Japan grab i Japans land…
Og her en 3’er med tail grab…
2 af dagene i Niseko brugte vi på at randonere. Vi tog ud til et lukket område som nu udelukkende bliver brugt til catskiing. Weisshorn. Vi randonerede langs en gammel pist, det tog ca. 3 timer. Og turen ned var forfærdelig kedelig. Der var for meget sne til man kunne svinge, så man skulle bare køre lige ned og holde spidserne over. Men sjovt at se forladte lifter og huse…. Det var ikke det værd.
Afsted med skind under fødderne i Weisshorn…
Kedeligt skiløb men gamle forladte byninger at kigge på – det var ikke det værd…
På sidste dagen var der udsigt til blå himmel, og eftersom der ikke havde været det store snefald tog vi os for at randonere vulkanen Mt. Yotei (1878m). Turen, iflg. vidner, tager godt mod de 6 timer og vi var helt udmatte efter 2 ugers intenst skiløb i forvejen. ”Heldigvis” begyndte toppen at blive skydækket, og der kom en mindre storm ind over så snart vi bevægede os over trægrænsen. Vi nåede 2/3 dele op. Turen ned var derimod helt fantastisk, med snefrosne træer og udsigt over Niseko Hirafu byen samt skiområdet.
Lyset forsvinder langsomt over Mt. Yotei…
Godt humør på vej op gennem skoven…
Jeg vil helt klart anbefale Japan videre, og især hvis man lejer sin egen bil! Med den kamp der var om sneen og de lokale snebyer der fandt sted er det kun en fordel at kunne bevæge sig rundt mellem flere områder. De fleste bjerge er heller ikke så store, så man får hurtigt prøvet det de har at byde på.
Så har jeg samlet lidt materiale i et rigtigt ”sjæler” edit! Nyd det, mærk det og bliv lidt jelly.
Som i måske har set på nogle af billederne, er begyndt at køre med goggle-remmen uden på hjelmen – det siger ret meget om en person. Derudover har jeg fået ny sponsor, noget der passer til en person der kører med goggle-remmen ude på brillerne, Peak Performance! Så nu kan i finde mig uden for pisterne i det sprødeste skaltøj på markedet.
Så er jeg også blevet inviteret med til Island, af drengene bag One&More (Frederik Højgaard og Anders Von Holck). Hvor der er planlagt vi skal prøve kræfter med heliskiing og Arctic Winter Games setuppet!
Ses til freeride og freestyle DM?!
Mvh. Johan Duus (@johnkuz)
