Josefine Lützau blogger part 3
En lidt ubelejlig start på sæsonen
Nå, det er vidst ved at være lidt tid siden jeg sidst gav lyd fra mig, men hvis jeg skal være helt ærlig så har januar ikke været den mest begivenhedsrige måned for mit vedkommende. I starten af januar skete der nemlig det, som der bare ikke måtte ske denne sæson. Jeg styrtede, hvilket der jo i sig selv ikke er noget i vejen med, men jeg styrtede og jeg kunne med det samme mærke, at der var noget der ikke helt var, som det skulle være. Det viste sig så, at jeg havde revet ledbåndet over i min tommelfinger. Jeg var grædefærdig ved tanken om, at jeg for tredje sæson i træk ville gå glip af de første konkurrencer, og så lige nu hvor jeg ellers for første gang i meget, meget lang tid ikke kørte med en lunken skade, mit hovedet var frit til at fokusere på skiløb og at mit skiløb netop som følge heraf aldrig havde været bedre. Jeg havde drømt om podieplaceringer til årets første konkurrencer og genforening med mine venner fra New Zealand og resten af de andre FWQ riders i Verbier, som kun lå et par dage væk. Jeg var klar til at lægge hele molevitten ned, men sådan skulle det åbenbart ikke være – og mere om det lige om lidt, men først får i lige lidt billeder fra hvad jeg fik slutningen af november og december til at gå med.
Jeg havde lige en uge med ro i St.Anton i slutningen af november inden det sædvanlige slæng af danskere bestående af Martin Schøber, tømrerkongerne fra Kolding Tobias og Jonas Peters, Christian-Emil Thorup, Malene Østerbye Madsen og Tore Amby kom og væltede byen. Så snart Schøbers røde transporter trillede ind i St.Anton var freden nemlig forbi og dagene inden lifterne åbnede stod som regel på et par timers ski touring om morgenen, en løbe- eller cykeltur om eftermiddagen og så rundede vi da lige dagen af med en tur ud og klatre, bare for at være sikre på at vi nu også fik rørt os. Jeg indrømmer blankt at jeg måske pev en smule efter en meget, meget hård sommer med studenterdødsdruk – men formen blev da hurtigt pudset af og jeg er igen (nogenlunde) afgiftet.
Det skal ikke være nogen hemmelighed det stod lidt sløjt til med sneen overalt i Alperne i december måned – hvilket på trods af, at St.Anton nok var det område med mest sne også kæmpede lidt med brune pister. Den tredje januar kom vinteren endelig, og så sneede det ellers også uafbrudt i godt og vel to uger – og så, under en uge efter det første snefald, styrter jeg selvfølgelig og river ledbåndet over i min tommelfinger. Som enhver skade meget, meget ubelejeligt. I første omgang fik jeg valget mellem to muligheder af lægerne: jeg kunne enten blive opereret med det samme og så var der ingen chancer for at komme til at køre nogen konkurrencer i januar, som ellers var pakket med dem, eller jeg kunne få gips på til at begynde med og senere en plastic skinne for resten af sæsonen og vente med operation til foråret. Som den optimist jeg nu engang er, valgte jeg selvfølgelig den sidste mulighed – Gips nu og operation i foråret. Dagen efter viste det sig så bestemt ikke at være nogen sucess at stå på ski med et ødelagt ledbånd og hånden i gips, så i samråd med min træner tog jeg den modne beslutning at blive opereret alligevel. For jeg må bare indse, at hvis jeg ikke kan stå 100% så bør jeg hellere lade være, for hverken jeg eller den disciplin jeg kører er gearet til lappeløsninger. Så jeg røg i fuld narkose og en tur under kniven. Operationen har kostet mig et par konkurrencer og et par dage i sengen, men til min fordel er størstedelen af konkurrencerne i januar blevet udskudt eller aflyst pga. ustabile sneforhold, hvilket betyder, at jeg ikke kan blive banket ligeså urimeligt langt ned af ranglisten ved udeblivelse fra disse som hvis de var blevet afholdt (omvendt kan jeg jo ikke få nogle point., men altså – held i uheld).
Så på skifronten har januar været en meget stille og rolig måned, men jeg har til gengæld formået at tømme både TV2Play, dr.dk og Netflix for ALLE mere eller mindre interessante film, serier og tv programmer, og jeg har lagt teenageårene bag mig og rundet de 20. I starten af februar får jeg endelig gipsen af jeg og er efterfølgende klar til at konkurrere resten af sæsonen – med et klart hovedet uden bekymringer over skader og samme selvtillid som jeg gik ind i det nye år med.
Vi ses til opdateringer fra konkurrencerne lige om lidt. Stay tuned!
P.S så tjek forresten lige den nye Opel reklame med Malene Madsen ud. Den er ret sej.
Forsidefoto // Troels Iversen (www.troelsiversen.com)
