JP Young Gun Classic – det er her, vi finder talenterne!
Med ikke færre end 82 tilmeldte juniorsurfere giver årets JP Young Gun Classic i Klitmøller god grund til optimisme for dansk windsurfing. Talenterne myldrer frem!
Højdepunktet for mange af de fremmødte juniorer var mødet med en veloplagt, tre-dobbelt verdensmester Kauli Seadi, der i dagtimerne var på vandet sammen med juniorerne, og om aftenen øste ud af sin viden og erfaring som professionel windsurfer. Men for mange var årets Young Gun Classic også første, spændende bekendtskab med Vesterhavet og dermed en helt ny surfverden af muligheder.
I ugens fire sidste dage afviklede DBO årets wave/freestyle DM og Wildwest slalom i alt andet end ideelle forhold, men dog gode nok til at levere et glimrende show for tilskuerne. En god håndfuld juniorer deltog i DM sammen med den danske elite.
Stort set alle Young Guns nåede at surfe på Vesterhavet i ugens løb. For nogle var det grænseoverskridende, og for andre var det ren rutine. De mindre øvede havde til gengæld nogle fantastiske dage på Vandet Sø, der i nordenvinden fungerede fint for både fart- og freestyle sejlads.
Mads Karl Nielsen, der både er rutineret windsurfer og har sejlet verdenshavene tynde i containerskibe, leverede et interessant foredrag om bølgernes kraft og strømmens påvirkning. Mysteriet om ”Hestehuller” blev løst! Både Young Guns og deres forældre hentede værdifuld viden med hjem.
Et par af dagene var vinden marginal, men heldigvis var den lokale surfklub NASA frisk med udlån af klubbens padleboards, der blev brugt flittigt. ”Fin træning for forståelsen af bølgerne”, – sagde 15-årige Morgan Noireaux fra Maui, der var en af gæstsejlerne i årets Young Gun Classic.
Ifølge arrangør Torben Kornum er der masser af talent at finde blandt de 10-19 årige deltagere:
”Som importør for NeilPryde og JP-Australia holder man jo godt øje med talenterne, når man går rundt blandt en flok juniorsurfere en hel uge. Stort set alle egne af landet var godt repræsenteret, og jeg lagde især mærke til drengene fra Svendborg og Thurø, men også klubberne fra Kolding, Skive, Jyllinge, Århus, Juelsminde og Nivå mødte stærkt op.
En af tankerne med Young Gun Classic er netop at skabe platformen for sportens yngre talenter, hvorefter DBO tager over med det store udbud af stævner og aktiviteter indenfor alle genrer af sporten”, – slutter Torben Kornum, der meddeler at datoerne for JP Young Gun Classic 2010 er fastlagt til: 17-20. oktober!