Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: Juniorsurf i efterårsferien!

windsurf

Juniorsurf i efterårsferien!

Om kort tid er der 8 dages ferie fra skolen i den mest vindsikre del af sæsonen, og hvordan bruger man så lige sådan en ”gave” på den bedste måde?
Tjah, – Young Gun Team’et arrangerer en uformel camp i Klitmøller fra den 15.-21. oktober for alle der har lyst til at være med, – så det var da en mulighed!

Projektet hedder Young Gun Classic og er ikke et surfstævne men et træf, hvor juniorer med wave og freestyle i blodet mødes og har det sjovt sammen både i bølgerne og på landjorden. Er der vind kan man surfe, – og er der ingen vind kan man padlesurfe, spille bold, cykle eller hygge sig på anden vis.

Der vil ikke stå et hold officials med regler og fast program, men nogle friske forældre har heldigvis meldt sig og lovet at gøre deres bedste for at hjælpe med transport og det daglige opsyn.

At dømme på tilmeldingen bliver der fart på, for indtil nu har flere end 20 juniorer meldt sig på listen. Nogle har sejlet flere gange i Vesterhavet, og andre er helt nye.

For at kunne deltage i Young Gun Classic skal man have lyst til at være sammen med andre unge surfere. De typiske deltagere er mellem 13 og 18 år, men skulle der smutte en med på 19 år tages det ikke så tungt. Hovedsagen er at alle stiller med samme positive holdning.

Hvor bor man og hvordan kommer man derop? Og hvad med mad!!!? Den sikre løsning er at overtale mor og far til at tage med. Klitmøller er et skønt sted, hvor hele familien kan holde en fantastisk efterårsferie sammen, og der er flere udlejningsbureauer som har gode priser på huse selvom det er efterårsferie.

Lars Helmersen, der er far til Young Gun’erne Olivia og Oscar, vil forsøge at koordinere så meget af det praktiske som muligt. Lars er selv inkarneret bølgesurfer (bare vent og se!) så han kender forholdene og alle de praktiske forhold, en surfer må håndtere.

Nogle har allerede lejet huse og har måske plads til et par ekstra i husene, og dem vil Lars Helmersen gerne høre fra, så han kan være behjælpelig med at få plads til alle.

Tilmelding: Send en mail til Lars Helmersen på Lars.helmersen@mail.tele.dk eller ring til ham på 41616240

Hvad koster det? Det koster ikke noget at deltage i selve Young Gun Classic, udover hvad man selv har af udgifter til overnatning, bespisning og transport. I løbet af ugen vil den lokale surfklub (NASA) i øvrigt arrangere en aften med fællesspisning med godt og solidt surffoder.

Som toppen af kransekagen er der en Young Gun klasse i årets DM i wave/freestyle (18-21. oktober). For at være med her, skal man kunne klare sig sikkert ud og ind i bølgerne. Man behøver absolut ikke at kunne lave hverken høje hop eller frække manøvrer for at være med. Dommerpanelet er erfarne surfere, der selv kan huske hvordan det var da de selv surfede i havet for første gang.

DBO, der står for DM afviklingen, har lovet at tage særlige hensyn til Young Gun klassen, så der primært sejles i moderate forhold, – måske bortset fra finalen, som er ”no mercy” hvis det hele passer. Tilmelding til DM stævnet kan I vente med, til I ved om I har lyst.

NeilPryde sponserer DM startgebyret for alle Young Guns. Plasma har lovet at give T-shirts og andet godt. Dansk Sejlunion yder et kontant bidrag til selve arrangementet.

Vi glæder os til at se hele Danmarks surf ungdom i Klitmøller!

Read more

windsurf

Udsalg i WestWind Bork

De sidste kataloger er ved at blive sendt til alle der har bestilt og med kun en uge til tilbudsfesten starter i Bork, er det lykkedes holdet i Bork at få endnu et par tilbud stablet på benene

Læs mere
surf

Volcom Flatfish 2007

Så er detaljerne klar til årets Volcom Flatfish. Konkurrencen hvor TOP 3 kvalificerer sig til den europæiske finale i Frankrig om wildcard og flybilleter til Volcom's 125.000 USD konkurrence i Cali...

Læs mere