Kauli Seadi kommer til Danmark!
JP/Pryde boss Torben Kornum har netop bekræftet en aftale, der betyder at verdensstjernen kommer til Klitmøller i hele Young Gun Classic ugen fra 11-17. oktober:
”Det er en kæmpe gevinst for hele surfsporten og ikke mindst for de mange Young Guns af få Kauli til landet. Han er en meget professionel og venlig person, og surf juniorerne vil få sig en masse snak med ham både på stranden og om aftenen efter dagens sejladser. TV og andre medier vil givetvis også være interesseret i at dække besøget af Kauli, og det vil give vores sport en del af den synlighed, som den fortjener. Det er en stor fornøjelse at kunne være med til at arrangere den slags for den danske surfungdom”.
Kauli Seadi vil bruge dagene sammen med de fremmødte Young Guns, hvor han øser ud af sine erfaringer omkring wavesejlads, freestyle og udstyr. Desuden vil han lave et seminar specielt for JP og NeilPryde sejlere, hvor også voksne er velkomne. Får han lov af DBO vil han også stille op i årets DM, som 15-18. oktober i Klitmøller.
Vi vil selvfølgelig også se den dobbelte verdensmester på havet i Klitmøller og Hanstholm, og om aftenen er der rig mulighed for at sidde i Redningshuset og få sig en snak om livet, som det tegner sig for en af verdens mest professionelle windsurfere.
Young Gun Classic er en aktiv surfferie for unge mellem 10 og 18 år, – og for deres forældre. Projektet startede i 2007 og var allerede første år en stor succes. I 2009 ventes op til 100 deltagere, ikke mindst efter at det nu er bekræftet, at Kauli Seadi kommer til arrangementet. Hele arrangementet vil i øvrigt blive filmet (af Christian Gøbel) og vil ende ud med en video.
Yderligere information om årets Young Gun Classic kan hentes på surfsportens hjemmesider om kort tid.