Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: Klitmøllers egne tøser!

sheriders

Klitmøllers egne tøser!

Interview

Sidsel Mari Gammelgaard Jakobsen, 31 og Helle Pedersen, 20 er begge vokset op i Thy. Sidsel er faktisk vokset op i Klitmøller, som vi alle valfarter til om sommeren for at fange en bølge eller to.

Helle er vokset op lige i nærheden af Klitmøller og boede i sommers lige midt i ”surf-town”, hvor hun bl.a. arbejdede i Surf-shoppen.

Her fortæller de to om hvordan det i virkeligheden er at vokse op i og i nærheden af den lille surf-perle.

Begge piger bor i Århus. Sidsel er Grafisk Designer og Helle arbejder pt. både som bartender og som servicemedarbejder hos McDonalds inden hun muligvis starter på molekylærbiolog-uddannelsen i Århus.

Helle, fortæl lidt om dit job i Surf Shoppen – hvad fik du ud af det?

”Det har faktisk været med til at gøre min sommer ubeskrivelig eventyrlig. Rasmus (Rasmus Fejerskov, red.) har en hel unik evne til at skabe en fantastisk stemning og harmoni omkring sig, som gør at Surf Shoppen ikke blot er en forretning, men et enestående samlings sted for byens turister og surfere i alle aldre. Man møder så mange fantastiske mennesker, alle med hver deres historie og oplevelser. Det åbne sind, de impulsive tanker og handlinger, hører til Klitmøller, kulturen og hele den stemning der er omkring surferlivet i Klittern’. At få lov til at være med hvor alle kilderne springer ud, har helt klart været ganske enestående, ud over alle oplevelserne, bekendtskaberne og de mange spændende muligheder som åbnede sig med jobbet og jeg har selvfølgelig hentet mig en del erfaringer som jeg vil kunne tage med videre på min vej.”

Sidsel bor heller ikke i Klitmøller længere, men også i Århus. Fra forår til efterår opholder hun sig dog så meget som muligt i Klitten.

”Jeg savner Klitmøller når jeg ikke er der, men jeg er glad for at have både Århus og Klitmøller som mit hjem. Århus giver mig en masse som ikke en by af Klitmøllers størrelse ikke kan. Omvendt er der ikke noget bedre end at komme op til Klitmølller og nyde havet, solen og vinden, og den helt specielle stemning stedet har.” siger Sidsel.

Helle: "Før jeg flyttede til Århus var jeg i Klittern’ så ofte som muligt, og gerne flere gange om ugen og hele weekenden, hvis jeg kunne komme af sted med det. Men mens jeg har boet her i Århus har jeg ikke været meget i Klittern’. Om jeg savner det? Ja for søren! Det er en livsstil man bliver dybt afhængig af. Jeg vender også helt klart tilbage igen til sommer."

Sidsel, hvor lang tid har du boet i Klitmøller?

"Jeg er født i Klitmøller og boede der til jeg var omkring 10 år, så flyttede vi. Min familie er senere flyttet tilbage og det har givet mig en tilknytning til stedet igen."

Helle Sidsel

Hvor lang tid har I surfet?

Helle: "Faktisk ikke så længe. Jeg har windsurfet i ca. 3 år. Men kun med lidt freestyle inde på fjorden og få gange på havet. Har selvfølgelig prøvet det et par gange før, men det var først da jeg flyttede til Klitmøller og startede i Surf Shoppen at jeg for alvor begyndte at surfe."

Sidsel: "Jeg startede med at surfe for 3 år siden. Gennem årene har jeg været meget fascineret af at se windsurferne på havet i Klitmøller. Jeg synes det så fantastisk ud, vildt og også en smule farligt. Når man er vokset op ved en kyst, får man stor respekt for havets kræfter. Men det var først under en rejse til Australien at jeg selv startede med at surfe. På det tidspunkt kendte jeg ikke så meget til den originale surfing, for mig var surfing lig med windsurfing, men jeg tog på surf camp, og lærte at surfe og blev virkelig bidt af det. Der var en meget mere fri følelse ved det, end det windsurfing jeg havde prøvet hjemmefra. Jeg købte et board, rejste op og ned af østkysten, og opholdt mig mest vandet i de næste 5 måneder. Det var en fantastisk tid."

Hviket udstyr bruger I?

Sidsel: "Her i sommer har jeg surfet minimals/longboards fra 7,10 og op."

Helle: "NSP – funboard 6´8 og et Gunsails Freestyle Flame på 100 L, samt hele serien af Superstar-sejlene fra 2003."

Fortæl lidt om hvordan det var at vokse op/bo i Klitmøller? Har det udviklet sig de seneste år?

Sidsel: "For mig var det at vokse op i Klitmøller den perfekte barndom. Jeg beskriver det nogle gange som "Det lille hus på prærien". Det er dejligt at bo så tæt på naturen, havet og stranden når man er barn.

Op gennem halvfemserne begyndte der at komme virkelig mange windsurfere til Klitmøller og det var spændende at se den lille by blive til et internationalt kendt sted.

I de sidste år er der kommet mere fokus på surfing (padlesurfing) i Klitmøller. Surfmiljøet er vokset og flere er flyttet til stedet permanent pga. af surfmulighederne. Klitmøller som by er stadig den samme, den har bevaret sin originalitet og atmosfære, selvom det er et sted der bliver besøgt af mange turister hvert år."

Helle: "Det er svært at forklare, men ordene ”fantastisk” og ”eventyrligt” dækker meget godt. De måneder jeg boede i Klitmøller er ubeskrivelige… Man lever 100 % i nu’et, og selvom man ingen planer lægger for dagen, så når alt kommer til alt, har den fra morgen til aften alligevel været utrolig begivenhedsrig. Alt er impulsivt! Man lader livet styre af vejret. Nogle dage har stået på surfing, dette både nat og dag, lige så vel som morgen, middag og aften. Når bølgerne kom, stod vi klar på stranden! Andre dage stod på chill på terrassen med guitar, grill og godt selskab. Derudover har vi badet, haft bål på stranden, fisket, spillet beachvolly, snorklet, stået på wakeboard, redet på heste, sejlet havkajak, mødt mange nye fantastiske mennesker og selvfølgelig også festet en del. Kun fantasien har kunnet sætte grænser. Surf-forholdene har måske ikke været de bedste denne sommer, men ellers har vejret jo været fantastisk. Jeg hentede mig i hvert fald mange af de oplevelser i Klittern’, som andre ellers rejser til udlandet for at få… Jeg kan helt klart anbefale en sommer i Klittern’!

Sidsel i Klitmøller

Helle, hvordan lærte du at surfe?

"Af de lokale fyre i Klittern’… De var rigtig gode til at tage mig med ud og instruere mig og give gode råd… Jeg skulle ”omskoles” fra windsurfer til rigtig surfer, mente de, så på dage hvor forholdene både bød på vind og bølger, blev jeg ofte overtalt til at tage brættet under armen og springe med ud i bølgerne, frem for besværet med alt det windsurferudstyr, som først skulle pakkes, transporters og rigges til.

Jeg må indrømme at de fik ret, for da jeg første gang prøvede at ”ride” bølgen og mærke suset gennem kroppen når man bevæger sig af sted på bølges skulder, var jeg solgt og måtte erkende at windsurferudstyret var blevet lagt på hylden."

Hvordan oplever I Klitmøller om sommeren i forhold til om vinteren?

Sidsel: "Vinter og sommer i Klitmøller er meget forskellige. Der er meget stille i Klitmøller om vinteren, men de bedste bølger for de mere erfarne surfere er tit i vinterhalvåret. Om sommeren at der er rigtig gode forhold i Klitmøller bugt til at lære at surfe. Der er solskin, blå himmel og masser af folk på stranden. Sidst i Juli hvert år bliver der holdt en stor surf fest, Surf Joint, hvor det danske surfcommunity samles og så er der en række nationale og internationale stævner i efteråret som også bringer liv til den lille by."

Klitmøller

Hvordan er det at være pigesurfer i Klitten? er der flere piger nu i forhold til tidligere?

Helle: "Jeg har som sagt nydt det.. Der har ikke været nogle problemer omkring det, tværtimod. Nogle har måske syntes det var lidt småskørt af mig, sådan uden videre at pakke tasken og surfudstyret for så at flytte alene ud i en lille by i en gammel campingvogn, men jeg har intet fortrudt og jeg gør det igen næste år!

Der kommer helt klart flere og flere piger til. Måske ikke så mange på vandet, som i miljøet, men det kommer nok.. De skal bare lige mærke suset i bølgerne så er de hooked! Generelt er tilgangen til surfing voksende."

Hvad kunne man gøre for at få mere fokus på surf/pigesurf?

Sidsel: "Der er ikke mange danske piger i bølgerne, men jeg synes der er flere piger fra vores nabolande der kommer til Danmark på ferie, som har eller er ved at få interesse for at surfe.

Måske holder pigerne sig tilbage fordi de tænker surfing ikke er en sport for piger. Men surfing er for alle og man kan have sjov på vandet på alle niveauer. Men det er vigtig når man begynder, at man bliver guided af nogen der virkelig ved noget om surfing. At tage på surfcamp er en god idé Der er meget at lære og det er vigtigt at vide noget om forholdene. Og så er det ellers bare med at komme så meget på vandet som muligt. Surfing er det bedste og man bliver meget hurtigt afhængig!"

Hvad er jeres planer mht. til surf? Stiller I op til noget i den nærmeste fremtid?

Sidsel: "Mine planer er at få surfet så meget som muligt i 2007. Håber det kan blive til nogle længere perioder i Klitmøller henover sommeren. Og ja så går man jo altid med en drøm om at komme ud og rejse igen snart til et land med gode bølger og hvide sandstrande."

Helle: "Jeg vil blive ved med at surfe og gerne meget mere end jeg gør nu og har gjort. Jeg er jo først lige begyndt, og der er så uendeligt meget mere at lære. Jeg tror aldrig man bliver mættet. Skal selvfølgelig også til udlandet og surfe, tager jeg bl.a. til Marokko til marts og til Australien ved juletid. Så det er klart at jeg vil bruge flere resurser på surfing det næste år, og hvem ved hvad fremtiden vil bringe af fantastiske surfoplevelser rundt om i verden, måske vi ses på vandet?!

Jeg tror ikke jeg stiller op til noget. Jeg har ikke behov for at konkurrere mod andre. Surfing er som sød musik i øret. At få stimuleret sanserne, mærke intensiteten og naturens store kræfter når man er på havet, og når man sidder på brættet med benene i vandet mens man venter på den perfekte bølge der skyller ind. Det sitrer jo i hele kroppen. Jeg er et konkurrencemenneske, men på det punkt er det den indre følelse af, at gå i et med havet, som jeg søger og ikke trangen til at måle sig med andre, hvis du forstår?"

Tusind tak til Sidsel og Helle for at de havde lyst til at fortælle os om deres forhold til den lille vestjyske by vi alle holder så meget af. Og lad os håbe det kan inspirere mange flere piger til at få de samme oplevelser oppe på skulderen af Jylland.

/ SheRiders

Klitmøller, Thy.

Read more

business

Anmeldelse: StateOfMind

Der findes et utal af snowboard film efterhånden, ja så mange at det er ganske besværligt at danne sig et overblik. Riders.dk hjælper dig på vej, så du finder den helt rigtige film!

Læs mere
windsurf

Riders Young Guns!

Sebastian Kornum D24 og Danni Jakobsen D64 har meldt sig under fanerne og vil tage en vinkel på windsurf fra et helt friskt og ungt synspunkt

Læs mere