D.A.F.F. - torsdag går det løs i KBH
pressemeddelelse
Interessen for at prøve kræfter med at rejse ud og søge livet på kanten er vokset helt eksplosivt gennem de sidste år – hvor vi danskere har fået hang til at komme op af sofaen og mærke livet. Danish Adventure Film Festival inviterer til film, der nok skal få adrenalinen i kog!
I slutningen af november åbner Danish Adventure Film Festival (D.A.F.F.) dørene op for tre ugers eventyr på det store lærred rundt i de danske biografsale, hvor tilskuerne kan få et indblik i og inspiration til, hvorledes livet kan leves fuldt ud.
Danish Adventure Film Festival er med sine 17 år på bagen ikke bare Danmarks men også Europas ældste adventure filmfestival. Festivalen er skabt af en række af Danmarks mest erfarne eventyrer ud fra drømmen om at bringe nogle af de oplevelser med hjem, som ellers kun er forbeholdt de få dedikerede eventyrere.
D.A.F.F. er for alle, der elsker naturen, adrenalinrushet, spændingen, adventuresporten, flotte billeder og ikke mindst en god fortælling. Både for dem som selv opsøger eventyret, men også for alle andre, der drømmer om at tage af sted eller bare søger inspiration igennem de mange film.
Årets program byder således på intet mindre end 37 adventurefilm indenfor kategorierne Eventyr, Kajak & Surf, Klatring, Løb, Mountaineering, Mountainbike, Urban samt Ski & Snowboard. I år kan festivalen præsentere hele 10 danske film, hvoraf mange af dem har præmiere på festivalen. Et stærkt bevis på, at eventyret lever i bedste velgående hos os danskere.
Eventyr fra både nært og fjernt
Festivalen bygger især videre på sidste års store succes med løbefilm og har bl.a. premiere på Danmarks første trailløbefilm, Tales From The Trails, som har præmiere på årets festival, hvor man også kan møde instruktøren Thomas Dupont, som vil fortælle om filmen. Traditionen tro er flere af festivalens film præsenteret af instruktørerne, aktive atleter eller eventyrere, som giver publikum en ekstra oplevelse. De vil også svare på spørgsmål fra publikum om filmen.
Generelt er det kendetegnet for festivalens film, at de både tager tilskuerne med til fjerne egne langt fra alfarvej, men også på eventyr i det nære. D.A.F.F. kan således i år præsentere film både fra verdens farligste bjerg K2, til to danskere som udfordrer det danske hav med en tur i kajak fra København til Bornholm. Intet eventyr er for stort eller for lille til D.A.F.F. – blot eventyret er drivkræften.
Aldrig før har vi leveret så stort og stærkt et program – og vi håber, I vil tage godt imod det. Se det fulde program og se trailers på adventurefilmfestival.dk.
Nu som landsdækkende festival
Som noget helt nyt kan festivalen nu også kalde sig landsdækkende, da vi på baggrund af sidste års massive interesse for festivalen har udvidet programmet til fire dage i Aarhus, samt endags festivaler i Odense, Kolding og Aalborg.
D.A.F.F. 2013 finder sted på følgende datoer:
København (Cinemateket) 28/11-1/12
Aarhus (Øst For Paradis) 5/12-8/12
Odense (Cafébiografen) 11/12
Kolding (Nicolai Bio) 14/12
Aalborg (Biffen) 15/12
D.A.F.F. Awardshow
Lørdag d. 30. november kl. 21.30 hylder festivalen ligeledes årets film med et awardshow i Cinemateket, hvor filmene kan vinde følgende priser:
Bedste Actionsportsfilm
Bedste Danske Film
Juryens Specialpris
Den Filmiske Pris
Bedste Korte Film
Bedste Film
D.A.F.F. arrangeres i samarbejde med magasinerne LUKSUS – Magasinet om Outdoor & Eventyr, LøbeMagasinet, Magasinet Træn, Skimagasinet Pist n’ Powder og Det Danske Filminstitut. Partnere på årets festival er desuden Quiksilver, Garmin og Friluftsland.
Vi glæder os meget til at åbne dørene op for festivalen og ser frem til, at danskerne kan få et skud adrenalin på det store lærred.
Velkommen til eventyret!
PRAKTISK INFO
Læs mere om festivalen og se trailers på adventurefilmfestival.dk og hold dig opdateret på facebook.com/danishadventurefilmfestival.
Cinemateket, København
Tidspunkt: 28. november – 1. december 2013
Alle festivalens film bliver vist i Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K, tlf. 33 74 34 12
Billetsalget er startet og billetter kan købes online på cinemateket.dk (klik ind på serien ‘D.A.F.F.’)
Priser: 50-100 kr. 195 kr for et rabatkort til 4 filmpakker for 3 filmpakkers pris (undtagen 3D-film). Awardshowet koster 30 kr.
Øst for Paradis, Aarhus
Tidspunkt: 5.-8. december 2013
I Aarhus bliver der vist et stort udvalg af festivalens film i Øst For Paradis, Paradisgade 7, 8000 Aarhus C. Billetsalget er startet og billetter kan købes online på www.paradisbio.dk.
Billetpris: 70 kr.
Cafebiografen, Odense
Tidspunkt: 11. december 2013
I Odense bliver der vist et udvalg af festivalens film i Cafébiografen, Brandts Passage 39-41,
5000 Odense. Billetter vil kunne købes på www.cafebio.dk. Program offentliggøres senere.
Billetpris: 70 kr.
Nicolai Bio, Kolding
Tidspunkt: 14. december 2013
I Kolding bliver der vist et udvalg af festivalens film i Nicolai Bio, Skolegade 2, 6000 Kolding. Billetter vil kunne købes på www.nicolaibio.dk. Program offentliggøres senere.
Billetpris: 70 kr.
Biffen, Aalborg
Tidspunkt: 15. december 2013
I Aalborg bliver der vist et udvalg af festivalens film i Biffen, Teglgårds Plads 1, 9000 Ålborg. Billetter vil kunne købes på www.biffen-aalborg.dk. Program offentliggøres senere.
Billetpris: 70 kr.
Mere info om program bliver ligeledes offentliggjort på adventurefilmfestival.dk.