Kongen af fjorden 2002
Så oprandt dagen, som mange i HWK (Horsens Windsurfing Klub) havde ventet på ! Lørdag d. 21. september afholdte vi i HWK nemlig vores første store stævne med deltagelse fra andre klubber. Stævnet var et FREESTYLE-stævne og foregik ved Husodde, Horsens Fjord.
I 2001 havde stævnet sin fødsel, som et klubarrangement for klubberne i Horsens og Juelsminde: KING OF THE FJORD 2001 havde deltagelse af 12 sejlere. Dette gjorde dog ikke konkurrencen mindre spændende for deltagerlisten talte blandt andet 6 rangliste-sejlere, og med 13 sek. meter fik vi et rigtig flot og spændende stævne, som endte med at Kim Sørensen (D43) blev King Of the Fjord 2001.
Et år senere var HWK igen klar til at kåre en konge, og sågar også en prins. Da Klubberne i Østjylland er blevet enige om at starte et tættere samarbejde bl.a. ved fælles stævner, var her en oplagt mulighed for at invitere og udfordre de andre klubber. HWK har fået lavet en super flot vandrerpokal, som vinderen får sit navn indgraveret i og beholder i et år, så der var virkelig noget at kæmpe for !
Desværre kunne metrologerne ikke fatte, at vi ikke er så skide glade for nordvesten-vind i Horsens, og slet ikke når vindstyrken samtidig hedder 0-½ sek. meter !!!
Men under alle omstændigheder, så skulle vi have fundet en konge og en prins, så kl. 9.30 til skippermøde fortalte Fjodor og Anders de 28 deltagere fra Horsens, Juelsminde, Vejle og Århus, at der ville blive sejlet let-vinds freestyle på skolebrædder.
Vi startede ud med prinse-rækken med 7 deltagere (to i hver heat). Der blev sejlet 3 elimineringer, og i samtlige heat blev der vidst flot freestyle. Sejleren Jakob fra Horsens, som afsluttede surfskole i starten af sommeren røg rundt i helitacks og andre flotte sejltricks, som han aldrig før havde forsøgt sig med. Også Katrine og Merete fra Vejle brillerede med ducktacks og no-handed helitack stående inde i bommen. 11-årige Philip viste gymnastiske egenskaber ved bl.a. at stå på hænder på brættet. Men PRINCE OF THE FJORD 2002 blev stævnets yngste deltager Christoffer på bare 9 år, som i sikker stil leverede et meget varieret show, han stod bl.a. med ryggen til sejlet og holdte bommen med sine tænder.
Efter middagsmaden tog bejlerne til tronen over. Her sejledes 4 i hvert heat, hvor de to bedste gik videre. Der blev vist mange fantasifulde tricks, som var meget afgørende, da dommerne ikke kun gad at se snurren-rundt med sejlene. Én sejler hoppede op på bommen og kastede sig rundt i et spinloop med sejlet, mens mange andre imponerede med mange flotte sejltricks. Men én sejler overgik dem alle og var klart på hjemmebane i den lette vind. Med et sammenhængende trickprogram var Fjodor overalt på skolebrættet, mens han drejede rundt, stod på et ben, stod med ryggen til, og endelig lavede han en ”hotdog” som Århus-drengene vælger at kalde det. Han sejlede på kanten af brættet og endda med ryggen til sejlet. Der er ingen tvivl: Fjodor er – KING OF THE FJORD 2002.
Havde stævnet heddet ”Årets klovne”, så er der vidst ingen tvivl om at vores pauseklovne Mickey og Christian var løbet med sejren. De to sejlere var på en surf-tandemen iført mexicaner-hatte og Christian sad tilmed på en strandstol og lavede sejltricks. Ganske imponerende!
Da præmieoverækkelser, ”takketaler” og oprydning var overstået, drog nogle sejlere hjemad, mens mange tog med til spisning i sejlklubbens lokaler. Her blev serveret hot chili con carne og set videofilm fra dagens stævne. Bagefter brød et brag af en fest ud. Her fejrede Horsens surferne at pokalen var blevet i klubben (ærgerligt at ingen udefra blev til festen). Senere forsatte vi ind til Horsens by, hvor diskoteket Paddy’s gav os gratis indgang og 2 gratis øl.
Vi håber på et senere tidspunkt at kunne vises en video på nettet fra stævnet og fra festen bagefter…
Samlet resultat:
Prince Of The Fjord
- Christoffer
- Merete
- Kathrine
King Of The Fjord
- Fjordor
- Niels P
- Philip P