Korrupte linjer langs kysten

ANCHOR POINT, MAROKKO. Bølgen, der siden 1960’erne er berømt for at give surfere lange ture på stejle, store bølger. Foto: Nick Sturm.

Taghazout i Marokko er, hvor surfing, korruption og turisme mødes på et og samme sted

Den blå himmel og solnedgangens orange lys finder sammen på parkeringspladsen ved Al Massira Airport i Agadir omkring klokken 5.

”Første gang i Marokko?” spørger taxachaufføren, der skal fragte sin passager turens sidste 19 kilometer fra Agadir til Taghazout. Ved den korte besvarelse om, at det ikke er første, men fjerde gang, svarer han: ”Nå, så du kender til Marokko.”

Morgenen efter er der vindstille i Taghazout, og solens varmende stråler har netop har sneget sig over horisontens bjergtoppe og kaster lys på de mange surfere, der fra morgenstunden kæmper om, at ride de hovedhøje dønninger. Dønninger som i linjer ruller ind over en blød sandbund langs kystlinjens rødlige og kælkede klipper.

Anchor Point. Foto: Nick Sturm.

Turismen drives af bølgerne

Gennem hele vinteren besøger surfere fra det kolde nord og verden over Taghazout for at surfe områdets bølger, og selvom de skaber jobs til de lokale, er de ikke altid glade for det, fordi det betyder også, at de lokale surfere fanger færre bølger og skal navigere et crowdet lineup.

En af konsekvenserne er, at udenlandske surfere bliver smidt ud af vandet og forfulgt. Og i havet bliver surfboard-finner brugt som våben i spil med løse næver. Nogle turister makker ret og andre gør ikke, når de marokkanske lokale surfere forsøger at mane dem ud, men det ender næsten altid med, at turisterne må forlade domænet.

Den aggressive adfærd stemmer ikke overens med den stereotypiske surferattitude, men når man som lokal surfer fanger færre bølger på grund af overfloden af turister, er det ikke unormalt at se den slags handlinger i vandet – ligegyldigt om du er i Marokko, på den Australske guldkyst eller i Californien.

Kilden til surfturismen er bølgerne, og især surfspottet Anchor Point. Selvom mange af de lokale surfere gerne ville have det, kan Anchor Point og turismen i Taghazout ikke adskilles, for Anchor Point og Taghazouts turisme er hinandens drivkraft. Turismen i Taghazout kan ikke eksistere uden de perfekte bølger og surferlivet som en anderledes og tiltalende livsform. På samme tid kan Anchor Point ikke forblive en milepæl for Taghazouts omdømme som anerkendt surfdestination verden over uden turismen.

Korruption på den anden side af havets linjer

Taghazout tæller omkring 5000 personer, men det føles som mindre, når man går langs den enkelte vej, der splitter den lille landsby i to. Det er de samme unge mænd, der hver dag hænger ud ved byens gadehjørner og spørger turister, om de vil købe marokkansk hash. Byens kvinder ser man næsten aldrig, de holder til bag lukkede døre, mens deres mænd arbejder.

Landsbyen er en fiskerby, hvis industri består af omkring 20 blå joller, som hver dag på skift drives af en lille bådmotor. Den trækkes op klokken fem om morgenen, når byens imam har sat munden for mikrofonen og begyndt sin morgenprædiken. Det er islam, som er langt den mest dominerende religion i Marokko.

Diversiteten og mængden af erhvervsdrivende i Taghazout er som i andre landsbyer af samme størrelse. Alle de obligatoriske fag er afdækket. Der er en slagter, grønthandlere, kioskejere, en mekaniker og så videre – men selvom de alle er forskellige, har de en ting til fælles.

Tæt på al indkomst fra alle byens butikker ryger direkte i lommen, og man laver bestemt ikke en selvangivelse ved årets udgang. Heller skriver man under på et skøde når man som køber erhverver sig en ejendom i Taghazout. Når turister stoppes af det lokale politi ved vejkanten, kan prisen på bøden arrangeres, mens lokale borgere slet ikke stoppes, for de har ikke penge til at betale bøden alligevel, og ligegyldigt hvem, der betaler bøden, vil pengene vil altid ende direkte i politimændenes egne lommer, for det er en vant rutine at supplere sin løn som politimand via korruptionens midler.

På Transparency Internationals top 175 over korrupte lande ligger Marokko i midten som nummer 91. Det mest korrupte land er Somalia, der ligger nummer 175, mens Danmark ligger nummer et som det mindst korrupte land i verden.

Retssystemet falder for bestikkelse

Det marokkanske retssystem er lige så korrupt som politimændene, og så overtræder det FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, når det vender den kendte sætning, ‘man er uskyldig indtil modsatte er bevist”, om. Det forklarer en ældre irsk mand, Shane Allen, der bor og driver forretning i Taghazou.

Med hovedet nedad har han nemlig selv oplevet at blive trukket i benene af trappen, der hedder det marokkanske retssystem.

Han eksemplificerer sin egen oplevelse: ”Hvis jeg som marokkaner gik til politiet, og beskyldte dig som turist for at have stjålet 50 pund fra mig, ville du blive arresteret med det samme, selvom du ikke havde gjort det.”

Shane Allen forklarer, at politiet ikke behøver at efterforske yderligere i en sag for at sigte og varetægtsfængsle en mistænkt.

“Du ville bruge to dage i det lokale fængsel, hvorefter du eskorteres til et større fængsel, fortsætter han.

“Ved retsmødet skal du bruge en tolk, fordi du er udlændinge, og systemet vil sørge for, at tolken ikke dukker op de første par gange, alt imens du er skyldig. Du er skyldig, for i følge loven er du jo ham, der stjal.”

”Hele systemet her er korrupt. Du bliver nød til at bestikke dommeren for at komme ud. Det er irrelevant, om du er skyldig eller uskyldig. Det handler om penge,” forklarer Shane Allen.

I september 2013 skrev det amerikanske nyhedsbureau Associated Press, at det marokkanske retssystem står foran en ambitiøs reformering, der blandt andet vil forsøge at holde opsyn med landets dommere og deres livsstile. På den måde vil regeringen sikre, at dommernes forbrug stemmer overens med den løn, de tjener, og at korruptionen, der når astronomiske højder på den måde minimeres.

Taghazouts fremtid

Omkring en kilometer fra Taghazouts bymidte og endnu længere fra tanken om korruption er fundamentet lagt for områdets seneste skud på stammen.

Projektet hedder TaghazoutBay, og skal være et ultra-luksus-resort, hvor der er to golf baner, op mod 7000 senge til turister flere hoteller og så videre. Alt det spreder sig over 615 hektar.

Ifølge Shane Allen vil de dyreste lejeligheder komme til at koste op mod det svimlende beløb på 1,5 million euro eller 11.250.000 kroner.

Shane Allen forklarer, at de fleste af de dyre lejligheder allerede er solgt, men ikke til turister, i stedet til meget rige marokkanere fra Casablanca og Rabat. De kommende ferielejligheder er ikke svære at sælge, men står i kontrast til resten af området.

Shane Allens navn er fiktivt, men Riders.dk kender til hans virkelig navn.