Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: Piger, vil i lære at surfe?

sheriders

Piger, vil i lære at surfe?

Skrevet af Anja Ley Christensen

Hvorfor ligge og kede sig på en strand, når du kan mærke adrenalinsuset, være i ét med naturen og få trænet din krop samtidig? Dette er nemlig ingredienserne, der udgør den perfekte sommerferie – på et surfbræt.

På idrætshøjskolen UCPA i den franske by Lacanau ved Atlanterhavskysten i Frankrig, kan du lære hvordan du rider på bølgerne. Stedet er et “all inklusive” som er til at betale. (3 retter mad – alkohol kan købes i baren). Og du behøver ikke at have hverken våddragt eller surfboard – det låner man på stedet.

Der er undervisning om formiddagen og om eftermidagen af de mange dygtige instruktører, og alle kan være med – både begyndere og øvede.


Formiddagsprogrammet

Tag for dig af retterne på morgenbordsbuffé, inden det er tid til 2 timers surfundervisning på stranden.

Surfklubben ligger 10 min på cykel fra UCPA – så hop på en af stedets cykler og kombiner lidt sightseeing af området inden det går løs i bølgerne.

Surfundervisningen er for folk på alle niveauer, og man bliver typisk delt i hold alt efter niveau.

Først er der opvarmning på stranden, dernæst teori og så er det ellers “surf’s up!”

Lunch!

Efter en tur i bølgen blå, er det tid til at cykle tilbage til UCPA, hvor en der er dækket en stor frokostbuffet op med alle slags lækkerier efterfulgt af en lille lur.

Eftermiddagsprogrammet

Så er det tilbage på stranden igen til endnu en lektion. Hvis du ikke er helt bidt af surf, kan du også melde dig til andre aktiviteter. Prøv f.eks.: Golf, fitness, ridning, tennis, wakeboarding/vandski eller cykling.

Afslut eftermiddagen på stranden med en after-surf-øl på “Le Sud Café, som ligger lige ved siden af surfskolen, eller prøv længere henne på strandpromenaden “La Bodega de Marcel”, hvor du sidder på første række til at se, de virkelig gode surfere fange den ene bølge efter den anden – et fantastisk syn!

Le soir

Så er det tid til et bad, inden der venter aftensmad og dessert. Øl, vin og drinks kan købes i baren, og her kan du kan nyde en drink inden middagen sammen med de andre kursister. Om tirsdagen drager alle i der har lyst ned til UCPA’s stambar “Le Darjeeling” i Lacanau til drinks og god musik. Og meget belejeligt er der ingen undervisning før onsdag efter frokost – så kan man rigtig gi’ den gas!

Er du ikke så meget til de våde varer man får indenbords, er der mange af aftenerne arrangeret underholdning om aftenen på UCPA. Og for det ikke skal være løgn er der sidste aften, en slags “Dating Night”! Her får man et nummer påklistret, og så kan folk skrive en lille hilsen til én, ved at hænge lægge det i en lile postkasse under éns nummer…Mais oui l’amour!

Alt i alt er det en superfed måde at holde ferie på! Man er aktiv hele dagen, får lært noget nyt og mødt mange spændende mennesker fra forskellige lande. God mad og drinks er der også plads til. Ville helt klart tage afsted igen!

Tjek priser på ucpa.dk

Kunne du tænke dig at lære at surfe er her et par gode råd:

Inden rejsen: Kom i form

Efter en hel dag i bølgerne opdager du med garanti muskler, du ikke vidste, du havde – og hvis du ikke er i form, kommer det til at gøre meeeget ondt! Derfor er det et must at komme i form, inden du rammer havet. Svømning (crawl) kan anbefales, fordi det træner dine arme, og yoga, der giver dig den nødvendige smidighed.

Øv dig også på at holde balancen på et balancebræt og kickstart din generelle formkurve med almindelig konditionstræning.

På rejsen: Huskeliste

Når det gælder tøj, skal du vælge en blød bikinitop uden bøjle – bøjler, spænder og andet pynt foran vil gnave sig ind i huden, når du ligger på maven på brættet.

Vandfast solcreme er et must – både til læber og krop. Gå efter maksimal solfaktor (ikke noget med skallede faktor 15 hér!), for vandet reflekterer solens stråler, så du får dobbelt så meget sol, som hvis du lå inde på sandet.

Som om havet ikke var nok, skal du også selv tage vand med – altså drikkevand. Og der skal være nok af det. Timevis i solen med fysisk aktivitet kræver et vandindtag ud over det sædvanlige, hvis du skal undgå at blive dehydreret.

Husk også at strække ud efter dagens surf, så kommer dine muskler hurtigere ovenpå igen, og du undgår øm krop dagen efter.

Efter rejsen: Fasthold følelsen

Bevar surfstemningen med en flok af de bedste surffilm: F.eks. “Blue Crush” med Kate Bosworth eller “Point Break” med Keanu Reeves. Og jeg tør godt garantere, at du hurtigt begynder at planlægge næste tur til UCPA igen…!

Surf’s Up!

Read more

windsurf

Dakine Slalom Classic

Læs mere
ski

Utraditionelt skiløb

Wooow – det her er sindssygt! Endnu engang har skiløbet udviklet sig til det rene madness! Simon Dumont har ført en mangeårig ide ud i livet. Den 24 årige skiløber har fået speciel designet en 22...

Læs mere