Legendernes tid
Om 10 dage ringer klokken for enoghalvtredsindstyvende gang på Bells Beach, i det sydlige Australien. Til den tid skrives historien endnu engang om og måske bliver en ny stjerne født i surfens tegn. Mere sandsynligt er det dog at de gamle hajer igen viser klassen og løber med den måske mest prestigefyldte pokal i surfverdenen.
Historien hænger tungt over spottet, hvor verdens første “proffesionelle” konkurrence blev afholdt i 1961 – vinderen stak 10 kroner i lommen. Siden har Bell’s Beach aldrig været hvor som helst og surferne her er sjældent hvem som helst.
Stedet har en plads i de fleste seriøse surferes bevidsthed og for Australiere repræsenterer Bell’s mange af sportens største oplevelser. Det var i den nærliggende by Torquay at RipCurl og Quicksilver bleve stiftet. Og det er her de fleste professionelle surfere drømmer om at ringe med klokken og hæve pokalen efter den årlige turnering.
Favoritterne er som altid Kelly (slutter han da aldrig) Slater, Mick (hvornår vinder han igen) Fanning, Taj (lige ved og næsten) Burrows og Joel (forsvarende mester) Parkinson, mens resten af Pro Touren’s felt også vil lege med.
Sidste år bød på absurd gode forhold med 6-8 fods clean bølger 5 dage i streg, inden Joel Parkinson i finalen scorede et rent tital og løb med sejren. I år er forventningerne igen enorme. Parko snuppede endnu en rent tital i årets første turnering på Gold Coast, Burrows ser skarpere ud end længe og Slater byder bare altid ind.
Forholdene er også lovende. Efteråret er begyndt og Sydhavets storme sender tunge bølger op med jævne mellemrum, mens solen fortsat bager tungt de fleste dage. Så sent som sidste weekend ramte den perfekte kombination af Kingtide (når fuldmånen hiver ekstra i ebbe og flod) og vindforhold området. Hele kysten summede af saltvandsliderlige surfere, inden havet igen lagde sig.
Det var sidste chance inden Pro Touren’s ankomst og næsten alle spots var fyldt allerede inden solopgang. Børnene rev deres boards gennem beachbreaks langs kysten, mens begynderne fik tæv af havet. De bedre kæmpede om takeoffs ved Rincon, Winki Pop og the Bowl på Bells. De gamle bandende som sædvanligt over resten på deres longboards og SUP’s ved Fisho’s og Point Impossible.
Nu er stjernene ankommet. Torquay chiller som altid. Fanning må vente på sin kaffe i køen som alle andre. Men på havet kan forskellen mærkes. Et nyt vejrsystem er på vej med lovende bølger, kystens spots er overrendt af talent og det kribler i alt og alle for at blive en del af årets største begivenhed.
Der er lagt i kakkeloven til ti fantastiske dage og hvis der bliver tid mellem sættene smider vi en update eller to inden klokkerne ringer på Bell’s igen.
Skrevet af Anders Lindegaard i Australien