Lofoten - Kontrasternes land

Jakob Gjerluff er en dansk ski-, surf- og adventurefotograf der nappede to podieplaceringer til Riders.dk MONEYSHOT! i 2014. Han har netop sendt os en fortælling af den fineste slags fra norske Lofoten. Tag dig tid og ny historien og de mange billeder.

Skrevet af: Max Ahlberg
Oversat af: Jakob Gjerluff
Billeder af: Jakob Gjerluff & Max Ahlberg

Så hang man der med hovedet ud over rælingen og kastede op. Maven havde gjort knuder længe, men efter en time gik det ikke at holde det inde og jeg måtte fodre fiskene. Så meget eventyr var det jo ikke meningen vi skulle på.

Omkring et middagsbord et par måneder tidligere sad vi og diskuterede hvad vi skulle finde på af eventyr denne gang. Dybt pudder, stejle couloirs, fantastisk natur eller bare en anden kultur? Der findes uendelige muligheder når det kommer til skiløb rundt omkring i verden. Vi har blandt andet rullet Laub i perfekte forhold, kørt Heli-skiing i New Zealand og boet i hytter uden el og vand ved Helagsmassivet. Denne gang ville vi teste noget andet. Vi ville kombinere interresen for friluftsliv, fotografering og skiløb. Efter lange diskussioner og masser af googling begyndte vi at se et mål. Ture i urørt natur, stå på ski med havet neden for skispidserne og en sejlbåd som base og transportmiddel. Det var disse billeder vi nu drømte os frem til hver aften under dynen. Vi ville til Lofoten!

Derefter gik planlægningen igang, det som er den mest tidskrævende del af sådan en rejse, men også den tid man lærer meget af og ikke mindst en af grundende til, at vi ikke bare bookede en tur til Mallorca. Efter lidt research fandt vi frem til en lokal aktør, som havde alt det vi søgte: Northern Alpine Guides med sine IFMGA certificerede bjergguider fra hele verdenen. De har base på Lofoten Ski Lodge, hvorfra de ikke bare formidler dagsture med bil til de bedste bjerge i området, men også turde til havs. Perfekt tænkte vi og tog kontakt med ejeren Seth Hobby – en herlig fyr som bare så muligheder i at opfylde vores højt svævende drømme. Efter en korrespondance med Seth på mail og en række telefon opkald var vi alle 7 på vej mod Lofoten.
Hvis det tidligere har fremstået, som om at vi er en gruppe med midtvejskrise og lidt for mange penge, så er det ikke tilfældet. Vi var et samlet team af sæsonsarbejdere og studenter fløjet ind fra Lausanne, Stockholm, Trysil og Verbier. Flyet landede i Harstad, hvor vi lejede en Volvo v70 for at køre de sidste 3 timer til den gamle fiskeby “Kalle”. Her har Seth og hans kone startet Lofoten Ski Lodge i en lille vig, præcis ved vandet.

Under hovedbygningens gamle tag kan man blandt andet spille badminton, cello, spil eller klaver. Man kan kaste sig i det arktiske iskolde hav efter en tur i saunaen. Man kan pilke torsk fra broen sammen med en lokal kold øl. Maden er uforglemmelig. Hver morgen bydes der på en seriøs morgenmad, hvor man også smider sin sædvanlige tur-madpakke sammen man senere nyder på bjergsiden. Når man senere kommer hjem med trætte ben mødes man af en fantastisk duft af friskbagte vafler. Hver eftermiddag bydes der på vafler med syltetøj, flødeskum og ikke mindst brunost! Tilsidst slutter aftenen af med et godt hjemmelavet middagsmåltid, lavet af lokale norske råvarer.

Men tilbage til vores eventyr, for samme eftermiddag som vi ankom stævnede Skydancer ud. En 73 fods sejlbåd, erfarent sejlet af det norsk/danske par Nick og Torill. Denne skude skulle være vores hjem og transportmiddel de næste 5 dage. Med på båden var også vores guide fra Northen Alpine Guides, Mark Allen. Han havde lovet os at føre os til områder mere hemmelige end Area 51.

Med en lille gummibåd tog vi os fra Skydancer til stranden, og her fra var det rugbrødsmotoren der skulle igang, så på med skinnende og løsne bindingerne. Klaustrofobi var intet problem her; ikke et menneske så langt øjet kunne se, bare et uendeligt antal toppe med uendelige mulige linjer. Euforien steg i gruppen, med udsigt til de første rides.

Med fantastiske linjer fik vi alle lov til at signere Lofotens hvide sne-kanvas for første gang i vores liv. Men store linjer og store muligheder inderbærer også store risiko. Dette fik vi erfare et par timer senere samme dag. For præcis denne uge vi havde valgt at tilbringe i Lofoten, var en af de værste vores guide nogensinde havde oplevet med konstant skiftende vejr. Som et reklamemail der ikke kan unsubscribes kom hver dag med hårde vinde, nedbør af alle slags og ikke mindst den tykkeste tåge man kan forestille sig. Den første dag gik fra vindstille blue bird til tæt våd tåge og blæst, og vi måtte tilsidst tage os langsomt ned og tilbage til båden.

Tilbage på båden ventede bløde køjer og en fiskesuppe, lavet på torsk kaptajnen havde fanget i løbet af dagen.

Da maden var gledet ned og sukkerniveauet var tilbage ved normal, skulle vi også fiske. Vores guide demonstrede først den simple kunst det er at pilke torsk, hvorefter vi hver fik en line i hånden. Efter blot 7 sekunders fiskeri bed den første torsk på. Lofoten er en torske-skattekiste. Kaptajn Nick forklarede, at skal man vente mere end 5 minutter, er det en dårlig dag.

Kort tid efter havde Mark fileteret den første torsk og skabt en lækker omgang fish N’ chips vi spiste sammen med lidt citron. Et varmt brusebad senere skulle der ikke meget til at falde i søvn i hver vores full-sized køje.

Dagene rullede afsted ligesom den første, til trods for at det blev mere og mere en strategisk kamp mod vejret. Hver aften sad vi foran computeren og et svagt internetsignal for at planlægge den næste dags tur. De fleste dage startede med en alpine-start (at man starter med at ascende før solopgang), ture i 4-5 timer, for siden at sidde på toppen i en sprække og vente på vejret sammen med sin madpakke. Men specielt en dag kom vores planlagte window af opklaring ikke, tvært imod.Tunge skyer rullede ind med stiv kuling og alt blev hvidt omkring os. Nedstigningen foregik i sneglefart på styret led. Forrest plovede Mark med kompas, kort og gps en meter af gangen. For at undgå at kører udover en klippekant, flyttede vi os kun efter at have kastet en skistav frem for os. Himmel og jord var et stort hvid lærred. Ingen chancer blev taget – så langt fra alt, kombineret med vejret, gjorde assistance og hjælp umulig, hvis et uheld skulle ramme os.

Dette er noget man skal have for øje når man taget til Lofoten. Man er i elementernes vold, på det gode og det onde. Men et er sikkert, sneen er af den bedste nordiske kvalitet.

Og for os hvor skiløb ikke bare er en fantastisk følelse, venner og en livstil, men hvor skiløb bliver en kunstform, der kan udtrykkes igennem billeder og film er dette en uendelig kilde af tilfredstillelse! Med konstante udsigter bedre end noget postkort er det svært ikke at blive helt salig.

Man ville bare stoppe og forevige så mange sving som muligt.

Hver dag trak gravitationen os til sidst ned til havniveau og det var tid til at vente på den lille gummibåd, der skulle tage os til tilbage til Skydancer for natten.

På vej hjem fra de beskyttede bugte, hvor vi havde lagt opankret med båden, var vi tvunget til at krydse åbent hav. Denne dag kom vinden op over 18 m/s og bølgerne blev derefter. Vi var utroligt glade over at være i en stor båd med et rutineret mandskab. Kaptajnen kunne dog ikke forhindre en del af landkrabbernes mangel på sømandsskab at komme til udtryk og både jeg og Hugo tilbragte det meste af turen med hovedet udenfor rælingen. Aldrig har nogen været så glade for at sætte benene på broen, som os den aften.

De sidste dage med eventyr udgik fra Lofoten Ski Lodge med minibus. Lodgen blev bygget i 1860 og har idag en fantastisk hyggelig og hjemlig stemning, som alle besøgende hurtigt tager til sig og bidrager til. Blandt de ansatte fandt vi en gemt juvel i en svensk fyr ved navn Pontus. Han var jævnaldrende med os, men var ikke kommet til Lofoten på grund af skiløbet. Tværtimod havde han rykket teltpløkkerne til Lofoten for at nyde de unikke surf muligheder. Efter en snak over middagen en aften fik vi lov til at komme med ham og hans ven (som også hed Pontus) med dagen efter for at lede efter bølger.

De vidste sig hurtigt at de ikke var hvem som helst på et surfboard.

Vi andre nøjedes med mere overkommelige brakes.

Det var måske ikke super behageligt at stå nøgen på grusparkeringen i frost, samtidig med at sneen stille daler. Det var heller ligefrem dejligt at mærke det iskolde vand trække langsomt ind i våddragten, men det glemmer man hurtigt og pludselig tænker man kun på at placere sig rigtigt og vente på det næste sæt af de perfekte nord-atlantiske bølger.

Følelsen af en bølge under dine fødder er ligeså fantastisk som at flyde bundløst pudder. Den eneste forskel er at her bevæger bjerget sig og tager dig med. At vi denne dag kunne kalde det vores afterski var en drøm, der gik i opfyldelse. Det er ikke mange steder i verden, hvor kontrasterne er ligeså store. Hvor hav møder bjerg. Stormen byttes ud af solskin og surfing og skiløb kan nydes bare med nogle meters afstand.

Lofoten har givet os fantastiske minder, erfarenheder for livet og ikke mindst en stærk vilje til at komme tilbage, for her findes der altid et nyt eventyr på kortet.

Snyd ikke jer selv for at se det fulde billedgalleri lige HER.

Skrevet af Max Ahlberg (@ahlbergmax)
Oversat og billeder af Jakob Gjerluff Ager (@gjerluff) og Max Ahlberg (@ahlbergmax)

Team
Yann Bouduban (CH)
Kevin Gillioz (CH)
Frida Ohlander Danielsson (SE)
Hugo Martinsson (SE)
Peder Ahlberg (SE)
Max Ahlberg (SE)
Jakob Gjerluff Ager (DK)

www.lofotenskilodge.com
www.alpineguides.no
www.skydancer-adventures.dk