LUKSUS #17 på gaden
Lederen fra nummer #17:
Tid
Tiden er en altdominerende faktor i vores liv. Fra vi fødes, til vi lukker øjnene sidste gang, er tiden hele tiden tilstede. Vi snakker i nutid og datid. Taler om fortid og fremtid og reflekterer vores handlinger evig og altid.
Tiden spiller naturligvis også en stor rolle her i LUKSUS’ lille univers, og man skal ikke dykke langt i posen for at finde udtryk som old school og new school. Disse begreber tager nærmest religiøse dimensioner, når snakken falder på tilgangsvinklen til at dyrke en kultur, og det er ikke så få, man hører sige “hvor er det old school”. Men mange af de ting, vi dyrker, har efterhånden været dyrket i så mange år, at det kan være svært at hitte ud af, hvad det egentligt vil sige at være old school. Derfor introducerer vi i dette nummer en ny serie, der gennem personlige interviews sætter spot på dem, der putter old ind i old school. Vi har fundet frem til en række gamle koryfæer inden for de forskellige grene af vores univers. De bringer os tilbage i tiden og sætter ord på, hvordan man dyrkede vores univers for år tilbage, og hvordan det har forandret sig i forhold til i dag. Vi starter med soulsurferen Mark Wengler.
Før det hele fortaber sig i de retrospektive tåger, har vi også sørget for, at du fra og med dette nummer kan orientere dig to måneder frem om hvilke events, konkurrencer og arrangementer, der finder sted i hele Danmark. Denne kalender er dit værktøj til at undgå det klassiske klask på panden, når man finder ud af, at årets absolut fedeste arrangement fandt sted i sidste weekend. Men kalenderen fylder ikke sig selv, så hvis du ligger inde med viden om events eller andet, der kunne have interesse for fællesskabet, så tøv ikke med at sende det ind til os.
Nu hvor vi er ved begrebet tid, så er det vist blevet tid til at byde dig velkommen om bord i dette 17. nummer af LUKSUS, der er spækket med beretninger og interviews fra nær og fjern.
Ain’t no school like the old school.
Chefredaktør, Peter Tranevig