Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: Maui er windsurfernes paradis

windsurf

Maui er windsurfernes paradis

Jeg tror at ordene Maui og Hawai’i var de første to ord jeg lærte, da jeg startede på windsurfing i 1998. Jeg kunne ikke engang hive sejlet op, før jeg vidste at Maui ville være mit mål når gymnasiet var afsluttet, og udlandsrejsen skulle planlægges. Jeg tror ikke der findes een windsurfer i Danmark som ikke har hørt om Maui, men hvad er Maui så egentlig for noget? Alle har vel en forestilling om deres eget paradis, og efter at have tilbragt et halvt år fra juni til december 2001 på øen, har jeg fundet ud af at for mig, er Maui et sandt paradis.

Forud for min tur læste jeg mange artikler og så film fra Hawai’i, og her fik jeg indtrykket af at Maui kun var for pro’s, og at det var virkelig svært at sejle der. Jeg vil i artiklen prøve at overbevise dig om at det ikke behøver at være sådan…

Forberedelser og turen derover

Jeg havde absolut ingen idé om hvad det var jeg gik ind til, da jeg pakkede mit windsurfgrej, og kørte til lufthavnen. Jeg havde set RIP-videoen fra Hawai’i et halvt hundrede gange, men her så man bare tolv meter høje bølger, og dræber-hop, som lå bare et lille stykke fra mine usikre bomvendinger. Jeg måtte bare se hvad dette her var for noget!

Det gælder om at vælge sit udstyr omhyggeligt. Jeg havde pakket et Custom Flow brædt på 103 l og en 6.2 NP Diablo. Jeg havde ikke lige tjekket hvad man egentlig sejlede med derovre. Jeg fløj derover i Juni, en af de mest vindsikre (læs stormsikre) måneder, og havde derfor tydeligvis taget fejl mht. udstyret. Fra maj til oktober blæser det virkelig meget, og jeg sejlede 4.1 til 4.7 næsten hver dag, ellers 5.5 som det største, 6.2’eren fik lov at komme ud 3-4 gange på 6 mdr! Til slalom så jeg 5.9 og 6.2 og et brædt omkring 85 l som det mest anvendte.

Flybilletterne blev booket igennem Net Travel Service

( http://www.nettravel.dk/forside.asp )og jeg gav ca. 10 kilo inkl. transport af windsurfudstyr. Alle har forskellige erfaringer med transport af udstyr, men jeg kan klart anbefale at betale det på forhånd. Jeg betalte $80 for hver vej, og havde INGEN problemer med at få det derover og hjem (jeg kender rigtig, rigtig mange som måtte betale ekstra). Erfaringen er at man skal holde sig fra KLM, mens Continental har nogenlunde styr på tingene.

USA’s immigrations myndigheder ser skrapt på windsurfere som vil til Maui! Du kan være i landet 90 dage uden visum, men skal så have mere end bare en god grund til at blive ud over det. Jeg fik universitetet til at godkende et år på mit visum, og havde derfor ingen problemer. Jeg kender ikke konsekvenserne af at blive ”taget” uden visum, men i betragtning af hvordan amerikanerne kan være i lignende sager, ville jeg nok ikke eksperimentere med det…

Du kan ikke få arbejdstilladelse på Maui, men kan dog lave sort arbejde på diverse byggepladser osv. til en ok løn.

Bolig

At booke noget at bo i hjemmefra til mere end de første dage, er spildt. Glem alt om at booke en måned el. lign, med mindre det er virkelig billigt, og du har kendskab til stedet.

Jeg havde, sammen med min ven Anders, booket tre dage på et sted i Wailuku (Banana Bungalow http://www.mauihostel.com/) og det viste sig som en god idé, da vi fandt et andet sted efter 2 dage. Banana Bungalow er et virkelig crappy sted, med backpackers og hustlere. Man bor billigt, men heller ikke særlig fedt. Ellers er der North Shore Inn (tlf. 242-8999 ell. mail reservations@hostelhawaii.com ) også i Wailuku. Jeg ville hellere bo på Rainbow Hostel i Paia ( tlf. 579-8615), hvor jeg kendte flere som boede under hele deres ophold for ca. $350-$400 pr. md.

De første dage bruges på at slappe lidt af og vende sig til klimaet. I starten kan man bare hitchhike rundt med andre biler, men det er helt sikkert at du, for at windsurfe, skal bruge en bil da der ingen offentlig transport er. Jeg tror det længste jeg har ventet på at blive samlet op er 10 min, da det er meget almindeligt at samle hitchhikere op.

En af de første dage vi var ude og hitche blev vi samlet op af en gut ved navn Patrick. Han tog os med til et sted i Spreckelsville øst for Kahului, og vi endte med at flytte ind sammen med ham. Vores hus i KuauSprecks er klart et fedt sted at bo. Det ligger et par hundrede meter fra Sugar Cove og Spreckesville Beach, og er stille og roligt. Selvom det selvfølgeligt er fedt at bo det samme sted hele tiden, skal man ikke tage det tungt hvis man kun kan leje det samme sted 1-2 mdr. af gangen : jeg boede 4 steder på 6 måneder(!) og syntes at det var spændene at prøve at se forskellige dele af øen.

Priserne på bolig varierer… MEGET. Det sted jeg boede i Sprecks betalte vi under $20 pr. person om dagen for et helt hus på to etager! Naboen lejede også ud: $850 pr. døgn…altså: kig dig godt om før du betaler, gennemsnittet er ca. $400-500 pr. mdr.

Her kommer så et rigtig godt råd og jeg taler af bitter erfaring: Få en kontrakt når du lejer et værelse. Jeg fik ikke nogen kontrakt da jeg flyttede ind i Sprecks, og da ejeren besluttede sig for at sætte underboen Patrick ud, røg vi samme vej med politi og det hele, da vi ingen kontrakt havde. Vi mistede begge $250 på det eventyr, men ok, det var fedt mens det varede. Resten af tiden fik jeg en kontrakt….

Når jeg skal tilbage vil jeg klart vælge igen at bo på Nordkysten af Maui. Her sker der noget hele tiden, og der er ikke langt til spotsene. En fingerregel er, at de gode udlejningssteder normalt ikke bliver advertiseret, men er mouth-to-mouth, altså skal man spørge sig lidt om efter et sted at bo. Jeg boede de sidste 2 mdr i det fedeste hus i Kuau ved vandet, lige udenfor Paia, ved siden af Ho’okipa. Her boede jeg med Jason Polakow på den ene side, og Finian Maynard på den anden side for $500 pr.mdr. Det havde jeg sandsynlighvis aldrig fundet i en avis.

Bilerne

Bilerne på Maui er et kapitel for sig. Køb en bil du kan have dit udstyr i, en pickup eller kassevogn/stationcar er at foretrække. Jeg betalte $900 for min bil, og efter den var brudt sammen fik jeg $250 for den. Regn med ca. $600 og op for en god bil.The Maui Bulletin udkommer hver mandag, er gratis, og indeholder salgsannoncer på alt. En god idé er at tage ned til stranden og kigge efter windsurfere som forlader øen. Det er ofte muligt at lave en særdeles god handel, da de fleste er lidt desperate for at komme af med bilen. Bilerne er gamle og rustne, men har alle fået godkent syn, og kan køre på vejene.

Dette kunne jeg ikke forstå, før min og Anders’ gamle Ford Ranger pickup fra 1989 skulle til syn. Min flotte bilHer grinte mekanikeren af os, og sagde at det var altså ikke muligt. Vi købte bilen af Baptiste Gossein fra JP-holdet, på trods af at den havde været indvolveret i et trafikuheld og højre dør var trykket helt ind i kabinen og snart sagt ALT på den ikke virkede. Vi betalte mekanikeren $50 og fik den godkendt og synet…så let er det! (Mekanikeren har ”forretning” på Amala st. på vej ned til Kanaha).

Når du køber bil, skal du kigge på nummerpladen og kofangeren, og se hvornår registreringen og synet udløber. Det står på en lille merkat, og er rimelig vigtig. Mekanikerne er, ligesom alle andre steder på jorden, nogle hustlere, og man kan hurtig blive fattig. Prøv at fix problemerne selv, eller lad en ven ordne det (tak Patrick!). Yderste tilfælde kender jeg Jim (878-8733) og Kiwi Car Care (244-4933) som er yderst rimelige i pris.

Efter at have købt bil, skal du bruge en forsikring til den, og dette er rimeligt vigtigt. Jeg betalte ca $500 for et halvt år, og fik ikke brug for den een eneste gang. MEN, hvis en gut kører ind i DIG, og du ikke har forsikring, kan du risikere at sidde med hele regningen! Såeh, det kan godt betale sig at købe forsikring (f.eks. Geico 1800-841-3000).

Hvis du kun skal være på Maui i en måned ell lign kan du leje. En ven lejede en kørende skod-bil for $400 pr. mdr. og det er ok (skriv til All Kine Car Rentals luis.ferrer@verizon.net eller ring 986-1700).

Bilen skal indregistreres i dit navn, dette koster $10 og gøres hos DMV på Kaahumanu Ave lige ved Baldwin High School.

Det kan være en fordel at få lavet internationalt kørekort, da du kan bruge dette som id når du f.eks køber øl og cigaretter (hvilket du gør hele tiden).

Praktiske ting at huske

En anden vigtig ting at medbringe udover creditcards er rejsechecks, eller endnu bedre at oprette en konto i en amerikansk bank. Jeg havde kun Visa og Mastercard med, og blev straffet slemt af Danske Bank. Hver gang der hæves, betaler du et gebyr på 30-50 kr til banken. Når du betaler på Maui, er det tit kontant (husleje og biler er altid kontant). Derfor skal der hæves ret så mange gange for at købe f.eks en bil, så rejsechecks er en god ting.

USA kræver ved indrejse at du har en godkendt personskadesforsikring. Jeg købte en igennem Europæiske Forsikring, og betalte 4500 kr for 6 mdr. Jeg brugte den 4-5 gange, og det kunne mere end bare betale sig at tegne den forsikring: to brækkede tær kostede $150 pr styk, et sår med infektion $110 osv osv.

Husk at have god dokumentation på engelsk om forsikringens dækningsgrad.

Priserne på Maui er generelt høje. Det er normalt at betale 25 kr og op for et toastbrød. Mælk koster ca 30 kr for en gallon, og selv benzin er ikke billigt. Det gælder om at kigge sig for, før man køber ind. Det kan anbefales at købe et medlemskab af Costco, som er billigt. Her køber man ind i store kvantiteter, og kan spare mange penge (svarer til vores Metro). Costco ligger ved siden af Kmart i Kahului. Ellers er der Foodland og Safeway flere steder på øen.

Hawaii er den stat med den laveste volds og kriminalitets rate i USA, og det kan tydeligt mærkes. Jeg havde nøglerne siddene i min (ulåste) bil med alt mit surfudstyr bag i i 6 mdr, og det eneste jeg nogensinde fik taget var en grim kasket! Brug fornuften, så er der ingen problemer.

Spots på Maui

Nå, nu til lidt om windsurfingen. Windsurfingen på Maui er virkelig noget for sig selv. Der findes strande med forhold til alle, altså ikke kun kæmpe bølger og umulige launchsteder. Maui har, ligesom DK, sommer og vinter, og disse bestemmer bølger og vind.Maui

Om sommeren er der meget vind, men ingen bølger (dog en southswell på sydkysten en gang imellem – prøv Kihei, det er virkeligt godt) og om vinteren er der ikke så vindsikkert, men til gengæld KÆMPE bølger. Derfor er det muligt for selv den mest uøvede og samtidig verdens bedste at sejle på Maui, bare han kender de rigtige spots og årstider. Vejret er varmt nok til at stå i shorts hele året, men du kan godt få brug for en lycra i december og frem. Vinden er altid styrbord, undtagen når der er Kona-vind, så kommer den fra bagbord.

Revene under vandet er skarpe og giftige. Udover det er vandet over revene meget lavt, og man skal passe godt på altid at holde fødderne oppe når man vandstarter o.lign. Hvis du skærer dig skal såret renses med hydrogen peroxide første dag, og derefter smøres med triple antibiotic ointment i et par dage (fåes i alle supermarkeder). Hvis sårene ikke bliver holdt pæne kan du få en infektion, som kan holde dig ude af vandet i uger.

Det første spot på Nordkysten hedder Kanaha, og ligger lige ved Kahului, som er øens hovedby. Anders D-70 på KanahaPå Kanaha er der perfekte tilrigningsplæner og bad og drikkevand. Her er også, som det eneste sted, lifeguards med jetski. Stranden er opdelt i Upper og Lower adskilt af en badeindhegning for børn. På Upper er der ofte bølger om sommeren, men revene ligger langt ude og bølgerne er ofte ikke så store. Lower er stedet at lære dine basic tricks. Her er vinden måske lidt dårligere end andre steder, til gengæld er stranden lang. Fra September og frem begynder revet på Lowers at virke, og producerer de længste bølger man kan forestille sig. Perfekt til at lære at ride bølger og hoppe på. Kanaha er samtidig slalomsejlernes paradis, og det gælder om at kigge sig for, da de sejler pænt stærkt. Kanaha er, foruden Ho’okipa, et af de mere crowdede spots.

Kanaha ligger samtidig tæt på Subway, McD, BK og alle de andre frokoststeder (profferne tager på Sub Paradise på Dairy rd. – hvor jeg selvfølgelig også hang ud 😉 ).

10 min længere oppe af kysten rammer man Camp One og Spreckelsville. Når du kører af Hana Highway drejer du efter sukkermarkerne ned til venstre ved parkeringspladsen. Fortsætter du ligeud kommer du til Camp One, drejer du kommer du til højre, Sprecks. Camp One er jump city, med perfekte ramper til høje spring. Bemærk at C1 ligger ved Hawaiianernes fiskested, og at din bil kan være meget udsat ved parkering (hærværk).

Sprecks er min favoritstrand. Den ligger afsondret fra alt, og med en perfekt sandstrand og turkisblåt vand. Tilrigning er ligesom at være i en sauna, da der ikke er mange træer til at give skygge. Hav et slæbetov med så du kan aflevere det til den mand som skal hive dig fri fra sandbjergene: der er ikke noget asfalt. Der er heller ikke noget vand, og kun eet toilet. Du skal derfor have alt med når du tager til Sprecks. Her kræves der lidt flere skills, din vandstart skal virke, og når revene virker skal du kunne sejle sikkert. Revene er delt op i to lange stykker, med en kanal imellem. Du kan sejle op til højre, og komme til et rigtigt godt bølgested, men ligeud er også rigtig godt. Hvis du sejler downwind rammer du ind i et meget lavt rev, som ikke er alt for rart.

Sprecks er internationalt, med folk fra alle dele af verden. Det er det sted, synes jeg, med den fedeste stemning. Alle kender hinanden, og man hjælper også til med at løse andres problemer.

Næste stop er Kuau, som dog kræver god teknik. Der er lavt, og klipper ude i vandet, og det kræver gode evner at sejle derud. Det er også her alle profferne kommer, når Ho’okipa bliver crowdet. Kør til venstre ved Kuau Mart (marked) på Hana hwy fortsæt ned i bunden, her er lille nedgang til klippestrand.

Til sidst kommer Lanes og Ho’okipa Beach Park, spotsene ligger med 100 meter imellem og brækker til hver sin side (Lanes fra venstre mod højre, og Ho’okipa omvendt set fra stranden). Disse steder er kun for virkelig gode surfere, og specielt om vinteren/foråret bliver de virkelig nasty. Ho’okipa er meget crowded når det brækker, og når det bliver rigtig rigtig stort er det ofte kun proffesionelle der sejler det. Vinden på Ho’okipa er for det meste ikke særlig stærk, og det kræver derfor god teknik at undgå klipperne.

Windsurfing på Maui

Når jeg skriver at spots som Sprecks kræver god teknik, så skal det tages med et gran salt. Jeg traskede ned på Sprecks 4 dage efter jeg var landet, med min Flow under armen, og lånte et 4.7 sejl. Jeg kunne ikke vandstarte og jibe var en by i Jylland. Jeg sejlede ud, og lærte lige at vandstarte på 3.5 sek, så hvis jeg kan, så kan alle. Det gode ved Maui er, at du bestemmer selv hvor vildt du vil have det. Der er strande og forhold til alle.

Det bedste jeg kan anbefale er at gå ned på stranden og spørge det vildeste hot shot om hvordan dette spot skal sejles. Hellere det end at sidde fast på revet eller komme i problemer på andre måder. Tjek vinden og bølgerne på Marine Forecast (877-3477).

Der hersker ingen tvivl om at Maui er de proffesionelles legeplads, og at snart sagt alle prof. windsurfere kommer til øen og træner en del af året. Du kan derfor windsurfe ved siden af gutter som Sean Ordonez og resten af Quatro, JP, Robby Naish, Kevin og Matt Pritchard, Tony Elbow og alle de andre. De er for det meste stille og venlige, men enkelte er dog utroligt højtråbende og arrogante…

Maui er også windsurfingproducenternes paradis. Snart sagt alt udstyr bliver udviklet og testet på øen. Det bliver også solgt der, og derfor kan en tur til Maui være en god undskyldning for at købe nyt udstyr. Forholdene er, alt efter årstiden, til bølge og freestyle-udstyr næsten hver dag.

Jeg købte et Naish 8’5” brugt og en 4.1,4.7 og 5.5 m2. Sammen med et freeridebrædt på omkring 100 l var jeg godt dækket ind. Der kan forekomme dage med let vind, og her kan man så sejle 6.2 på et stort brædt. Priserne på udstyr, specielt brugt, er generelt lidt højere end i Danmark, så det skal man lige overveje før man rejser. Til gengæld kan du få alt hvad du vil have, også det helt nye som ikke er kommet til DK. Generelt, hvis du skal være på Maui i over 1 måned, kan det godt betale sig at medbringe sit eget udstyr eller købe nyt. Ellers kan alt mellem himmel og jord lejes derovre (f.eks i Hawaiian Island http://www.hawaiianisland.com ).

Andet end windsurfing

Men Maui er meget andet end windsurfing. Jeg havde fordelen ved at gå på college derovre, og mødte derfor en masse andre mennesker end bare windsurfere, bl.a. en masse hawaiianere. Jeg fik et lidt andet billede af Maui, end jeg havde haft da jeg ”bare” windsurfede. Øen rummer utrolige naturoplevelser, og du kan dyrke omtrent al slags extrem sport derovre. På dage uden vind kan du padlesurfe/bodyboarde/boggieboarde på et af øens utallige surfspots eller køre en tur op til de mange vandfald som ligger gemt over hele øen. Sørg for at få fat i en god guidebog (f.eks. Lonely Planet) der beskriver naturen. Prøv at tag ned på sydkysten til La Parouse Bay og dyk, det er en helt speciel oplevelse. Øen er ikke større end at den kan køres rundt på to dage, men mange af seværdighederne er kun kendt af de lokale, og man skal derfor lige forhøre sig. Der er flere ting som bare skal opleves, bl.a. turen til Hana, solopgang på Haleakala og de andre køreture i Maui’s øde områder. På dage uden vind kan alle disse ting ses uden dårlig samvittighed!

Hawaiianerne er et venligt folk hvis man behandler dem med respekt! Der er flere uskrevne regler, som man bare overholder. Der er INGEN windsurfing før kl. 11 am, og surfere har ret for windsurfere. Hvis der er mere end 10 surfere i lineuppen, må du ikke windsurfe. Steder som Baldwin Beach Park (hvor der ikke må windsurfes) og Ho’okipa Beach Park er utroligt hyggelige, men hawaiianerne føler at stederne ”tilhører” dem, og man skal derfor vise hensyn.

En ting der ofte fortælles om Maui, er at nattelivet sucker. Til det vil jeg vil sige at nattelivet er hvad du gør det til! Jeg kedede mig aldrig om aftenen, lavede bare en stille og rolig bbq med de andre surfere, eller tog på Jacques og drak øl, eller Charlie’s og spillede pool. Ellers er der diskoteket Cassanovas i Makawao (SKAL opleves!) og biografer i Kahului. Sydkysten, og specielt Lahaina, byder også på spaß, hvis man mangler det. Der er privatfester overalt på Nordkysten næsten hver aften, det gælder bare om at kende nogle mennesker så er der gang i den. Men ellers vil jeg påstå, at man efter 5-6 timer på vandet trænger til en stille kold øl, afslappende musik, og en bbq med bøffer og pølser på. Men igen, alt er smag og behag. Du skal bare ikke forvente Kos/Kreta-conditions her!

Maui er uden tvivl det bedste sted at windsurfe i verden, men for mig er Maui, windsurfing eller ej, mit bud på Paradis…

Aloha Niels M. Christiansen

Andre nyttige Links:

Maui wind cam ( http://windcam.com/ )

Ho’okipa wind cam ( http://www.hookipacam.com/ )

Maui weather forecast ( http://hawaiiweathertoday.com/mwt/mwt_windsurf.html )

Maui Community College ( http://mauicc.hawaii.edu/ )

Maui News, værelser til leje ( http://www.maui.net/~mauinews/framclas.htm )

Mine egne sider ( http://d1o115.dk.telia.net/~u139602631/indexpage.htm og

http://community.webshots.com/user/nilomano )

Read more

windsurf

Del 5 - færdig

Mega nedtur. Et Syltstævne uden orkanforhold eller med et vesterhav, som viser sig fra sin mest frygtlige side. Men der var optur for formulasejlerne som fik lov at give gazz.

Læs mere
windsurf

DM i freestyle og waveperformance

Jep Jep. Så er det ved at være tid til DM. Klitmøller ligger endnu engang navn til årets stævne. Vi har modtaget følgende pressemeddelse fra DBOs waveudvalg

Læs mere