Med front mod muren

Det sidste farvel

Afskeden med Whistler nærmede sig. Den sidste dag i Nordamerikanernes foretrukne skiområde var oprandt og faktisk var det som om Kong Vinter gemte sig væk – han har tydeligvis også problemer med at tage afsked. For seks dage siden havde han ellers taget imod med sine minus 21 grader åbne arme, men i dag var han væk. Fraværet føltes varmt udenpå, for termometeret på toppen havde fjernet sig fra de røde kuldepunkter til det blå rædselskabinet, som i løbet af natten havde gjort sneen påsketung. Ikke at den var forsvundet, for fire meter novembersne forsvinder ikke bare på en nat, men alligevel var det kun et halvhjertet farvel, Kong Vinter kunne fremstønne – mere som et ”på gensyn” end et ”farvel”.

Jeg havde ellers tænkt mig at få gjort afskeden så stor som mulig. Opholdet i det canadiske havde gjort mig til fan af Whistler, så fra min side var det kun et på gensyn, der var tale om – og det skulle ske med en helhjertet i sneen.

De bange anelser

Det var præcis med den tanke i baghovedet, at jeg havde valgt at begive mig ud mod afsatsen. Ikke at væggen var lig med den sikre død, for klippen var bestemt til at lande, men den var altså større, end jeg nogensinde havde hoppet før. Hele ugen havde en del kørere ført sine spor ned mod kanten, men i sidste ende var de alle drejet til højre eller venstre, hvor klippens små men fuldvoksne brødre bakkede storebror op. De mindre familiemedlemmer havde indbudt mig til udfordrende leg, og jeg havde da også vundet kampen efter store overvejelser om landingens rette element for ikke at tale om sneens tilstrækkelige dybde.

Men nu var det storebror, der udelukkende for at skræmme kiggede mig dybt i øjnene. Det var som om, han prøvede at fortælle, at jeg lige så godt kunne droppe tanken og køre udenom. Samtidig stod min kameramand eller -kvinde, Lina, klar for foden af væggen med Canon D30 apparatet og en af Rad Films venligt udlånte linser. Lina gjorde, hvad hun kunne til at opildne mig til at droppe tanken om at lade være med at køre udenom og i stedet droppe droppet lige der, hvor det kunne gøre allermest ondt.

Imens kørte de indre tanker i samme tempo som pulsen, der bankede med samme rytme som fast-forward-x-16-knappen på dvd’en:

”Det er sidste dag, så det gør jo ikke noget, hvis jeg brækker en arm eller et ben”.

”Sådan kan man sgu da ikke tænke”.

”Gør det nu, du kan jo sagtens”.

”Det er sgu for dumt at gøre det, når du nu ikke tør alligevel”.

”Hvad fanden skal jeg sige til jobbet på tirsdag, når jeg ikke kan møde op på grund af krykkerne”.

”Din fuckin kylling, det er bare et spørgsmål om at lande på benene”.

”Kommer jeg nu langt nok ud over klipperne, så jeg ikke hænger fast med bagskien”.

”Det bliver sgu et fedt billede, så kom nu i gang”.

Sådan fortsatte det indre battle i omkring tyve minutters indædt kamp mellem det gode og det onde.

Dommen

Besøget i Whistler havde været prisen værd. Det er ikke billigt at tage på sviptur til Canada, men når alternativet er grønne marker i Europas helligdomme eller lukkede snemarker i det nordlige Sverige, så er valget pludselig ikke så svært. 8000 kroner for mødet med canadisk kultur, dens danske bumser, jomfruelige sneforhold og et par verdensstjerner er godt givet ud – selvom bankdamen ikke har helt den samme holdning.

Nu er en vurdering af et skiområde baseret på nøjagtigt lige så personlige præferencer som beslutningen om at droppe en klippe eller ej, men derfor skal det nu med alligevel. Og Whistler er en guldgrube for sneliderlige godtfolk. Højdemæssigt kan det ikke måle sig med Europa. Det betyder, at nedfarterne er kortere og i Whistler også mindre stejle end mange af de steder, jeg har besøgt i Europa. Til gengæld fungerer liftsystemet optimalt og med en hurtighed, jeg ikke har set i Europa. Samtidig er problemet, som vi jo oplever det netop nu (trods det begyndende snefald) det varierende besøg fra Kong Vinters gavmilde hånd. I Whistler kan man regne med ham – helt præcist siger statistikken, at han hvert år drysser mellem ti og tolv meter sne ned i hovedet på canadierne, så snemanglen er til at komme uden om. For at slå det fast, så giver det altså en hel del dage med skyer sammenlignet med Alperne, hvor blandt andet Serre Chevalier og Alpe d’Huez reklamerer med over 300 solskinsdage om året – hvis jeg var reklamemand, så tror jeg nu nok, jeg ville vælge reklamen med 12 meter sne om året i stedet for den med solen og dens ødelæggende stråler…

Whistler får tomlen op herfra. Det er ikke verdens bedste område, dertil er St. Anton – eller Serre Chevalier med sne – for dygtige udfordrere, men området er klart sin kandidatur som førsteudfordrer værdig.

Det endelige valg

Netop udfordringen var et øjeblik ved at blive for stor en mundfuld for min bedre hjernehalvdel, der i et kort sekund fik fornuften til at løbe med sejren. Fornuften vendte mine ski rundt mod de mindre brødre, men i det samme lød opfordringen igen fra kameraet og Lina for foden af udfordringen. Jeg kunne ikke slippe taget nu, hvor jeg havde stået og rystet nervøsiteten ud af kroppen i snart en halv time. Brillerne blev fæstnet, hjelmen spændt efter og skiene banket løs for sneen, der nu var våd nok til at bygge en stor tyk snemand i dens rigtige element. Så kom råbet. Som for at skræmme den sidste frygt ud fra de indre organer. Der var et par meter til afsættet, for farten skulle være tilstrækkelig til at nå ud over klippens fod.

Endnu et råb og så et til på vej ud over. Tankerne i luften forsvandt med et ”kapouff” og et dybt hul i sneen. Kroppen knækkede sammen, men rejste sig sejrende i sekundet efter. Så kom skriget – jubelskriget, sejrsdansen og glæden. Den glæde man kun får efter at overvundet sig selv – efter at have trukket sig sejrsrigt ud af mødet med en klippe. Som den første gang, man sprang på hovedet fra kanten i friluftsbadet. Den glæde, der giver så meget energi i hele kroppen at det bare skal brøles ud. I øvrigt nok også den samme energidrevne glæde som så mange mennesker aldrig nogensinde kommer til at opleve, fordi de er imod den slags prøvelser af ens egne evner og dertilhørende grænser.

Ikke at man skal lege med døden, for det sgu for dumt, men så længe man kan stå inde for sin egen og andres sikkerhed, så er det livsbekræftende på en ikke dødelig vis at afprøve sine egne evner og grænser. Lige præcis den sikkerhed kunne jeg i dag stå inde for, da jeg havde tjekket landingen, havde vurderet klippens hældning og allerede havde udfordret dens mindre brødre. Mit ”på gensyn” Kong Vinter var blevet præcist som jeg – og sikkert også han selv – ønskede det.